Smerter tvang Keld ud af drømmejob: Særlig mulighed gav ham arbejdsglæden tilbage

Trafikuheld. Brændende bygninger. Overfald. Ulykker i hjemmet. 

Telefonen er sjældent stille ved Alarm- og Vagtcentralen under Hovedstadens Beredskab. Her sidder Keld Albæk Jakobsen og svarer på 112-opkald, når ulykken rammer. Han vurderer situationen, viderestiller til politi, brand- eller ambulancetjeneste og beroliger de mennesker, der har ringet op.

“Det kræver et stort overblik, men det er en fantastisk følelse, når det hele går op," siger han. 

Hver dag på job sørger Keld for, at personen i den anden ende af røret får hjælp, bliver taget i hånden og ofte er hans indsats med til at redde liv. 

Men det er de færreste, der ved, at jobbet på Alarm- og Vagtcentralen også blev en redning for Keld selv.

En drengedrøm

Egentlig er Keld uddannet ambulanceredder og brandmand. Lige siden barnsben har han vidst, at det var den vej, han ville. 

“Min far var brandmand, og jeg har utallige minder om, at jeg leger rundt på de store køretøjer på stationen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle træde i de fodspor,” siger han. 

Læs mere: Dokumentar gav sjældent indblik i hverdagen på Sikringen: Sådan arbejder Morten med landets sygeste kriminelle

Som 21-årig uddannede han sig til ambulanceredder gennem Hovedstadens Brandvæsen. Her ville han bruge sine første år, indtil han blev gammel nok til at videreuddanne sig til brandmand.

“Jeg har et medfødt hjælpe-gen, som bare gik virkelig godt i spænd med det job. Det var jo fantastisk at kunne gøre en så direkte og stor forskel for mennesker i en ulykkelig situation,” fortæller Keld.

Hurtigt gik det dog op for den unge redder, at jobbet krævede en del af hans fysik. Forflytninger uden hjælpemidler, utallige københavnske trappeopgange og akavede arbejdsstillinger var en del af hverdagen i 90’ernes ambulancejobs. 

“Jeg kan huske, at vi sommetider var nødt til at flytte patienterne i et tæppeløft, hvor vi pakkede dem ind i et tæppe, foldede et håndtag af stoffet og så begav os ned af de smalle trappeopgange,” fortæller Keld og fortsætter: 

“Der var ikke mange redskaber eller hjælpemidler. Og sådan noget gik jo lige i ryggen." 

Men sådan var jobbet - og det elskede Keld - så han fortsatte.

Sov med strømperne på

Gennem årene voksede Kelds følelse af fællesskabsånd i beredskabet, og han uddannede sig videre til brandmand efter 20 år som redder. 

De mange år i tjenesten satte sig dog ikke udelukkende som gode minder. Det indprentede sig også i Kelds krop, og smerterne tog til. På de slemme dage - og dem var der en del af - dulmede han de værkende led med smertestillende.

Selvom han med tiden vænnede sig mere til smerterne, begyndte de også at komme i vejen for hans arbejde. 

“Når jeg var på døgnvagter, var jeg nødt til at sove med strømperne på. Det var simpelthen ikke muligt at nå derned, når vi skulle op af sengen og afsted på en opgave. Jeg var alt for stiv i kroppen,” fortæller Keld. 

Tanken om at forlade branchen havde i mange år været utænkelig for Keld. Men han kunne ikke længere skjule for sig selv og sin familie, at det var blevet sværere at klare sig gennem arbejdsdagen. 

Så da der i 2022 blev slået et job op ved Alarm- og Vagtcentralen, greb brandmanden chancen. 

Konens ord gav genlyd

En begyndende tilkaldetjans blev hurtigt til en fastansættelse, og i dag har Keld besvaret 112-opkald i snart tre år. Hver dag gør han brug af sine erfaringer fra de mere end 36 år i beredskabet, og han er lykkelig for stadig at have en fod inde i branchen. 

“Det giver mig jo en kæmpe fordel, at jeg ved, hvordan det er at stå derude i situationen. Jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel, hver gang jeg er på arbejde,” siger han. 

Det var dog hans kones ord, der fik ham til at indse, præcis hvor vigtigt jobskiftet var. En dag kiggede hun på ham og sagde: “Hold da op. Du skal da rigtig nok på arbejde i morgen.” 

I starten blev Keld forvirret over, hvad hun mente, men så uddybede hun. Konen havde lagt mærke til, at han var glad og positiv. Ja faktisk kunne han næsten ikke komme hurtigt nok ud af døren og afsted til det nye job. “Sådan var det ikke til sidst på dit gamle arbejde,” tilføjede hun med et sigende blik. 

“Hun havde jo fuldstændig ret. Det var en kæmpestor lettelse at kunne gå på arbejde uden udtalte smerter. Pludselig havde jeg et helt andet overskud til også at være noget, når jeg kom hjem,” siger Keld. 

Læs mere: Lena er én af de første af sin slags: “Vi må gerne være lidt frembrusende”

Og selvom den tidligere brandmand og ambulanceredder sommetider kan savne selv at stå ved frontlinjen, går den tanke hurtigt over igen. 

“Så husker man jo, hvordan kroppen havde det dagen efter. Næh, så er det bedre at bruge min erfaring til at hjælpe andre ved telefonen,” siger han.