Mor og datter fandt tilbage til hinanden i hjemmeplejen: ”Det reddede vores forhold”

Hver dag i et år sad social- og sundhedsassistent Sarah Nicolaisen og græd inde på sin chefs kontor, inden hun skulle køre ud til borgere i Hørsholm Kommune.

Sarahs søn havde fået konstateret kræft.

Samtidig var hendes datter Mathilde Berg-Nicolaisen begyndt som sommerferieafløser på samme arbejdsplads som ufaglært social- og sundhedshjælper.

Mathilde måtte ikke vide, at hendes mor sad inde på chefens kontor og græd. For mens diagnosen slog Sarahs verden i stumper og stykker, reagerede datteren Mathilde helt anderledes.

”Det kan lyde hårdt, men jeg havde lyst til at sige til min mor: ’Prøv nu at komme lidt videre,’” fortæller Mathilde.

Arbejdet blev et fælles holdepunkt

Sønnen blev erklæret rask i sommeren 2025. Men i fem år inden havde sygdommen og forskellen i Sarahs og Mathildes reaktioner skabt en afstand mellem dem.  

Mathilde havde en optimistisk tilgang. Da hendes bror ikke selv virkede særligt bekymret, valgte hun heller ikke at være det. Hun tænkte ikke, at det var noget, han skulle dø af.

Sarah derimod befandt sig ofte i familiens sofa. Enten sov hun, eller rokkede frem og tilbage, mens hun bekymrede sig.

”Jeg frygtede, at jeg skulle miste min søn. Jeg kunne næsten ikke holde sammen på mig selv,” fortæller Sarah.

”Jeg syntes, at Mathilde var forfærdelig, og hun syntes, at jeg var forfærdelig. Derfor var det godt, at vi arbejdede sammen, for så var vi tvunget til at være sammen.”

For da Mathilde begyndte i hjemmeplejen, fik de fælles rutiner, der bandt dem naturligt sammen.

De stod op på samme tid og stod sammen foran spejlet og gjorde sig klar til dagen. Ofte kunne de også følges både derhen og hjem igen, og de kunne dele erfaringer.

”Det gjorde, at vi kunne tale om noget andet end sygdom, og det gjorde, at vi blev fælles om noget andet. Jeg kunne sparre med min mor om de ting, som man kan være i tvivl om, når man er ny i faget,” siger Mathilde.

De opdagede nye sider af hinanden

Undervejs begyndte Sarah og Mathilde også at få øje på nye sider af hinanden.

”Jeg havde ikke troet, at Mathilde var så god til arbejdet, som hun viste sig at være. Hun viste ansvar på en måde, som jeg ikke havde set før,” siger Sarah.

”En af borgerne fortalte mig, at når Mathilde trådte en ad døren, var det nærmest som at få besøg af sit barnebarn. Det er næsten den største ros, man kan få.”

Samtidig havde Matilde faktisk ikke gjort sig særlig mange tanker om, hvad hendes mors arbejde som social- og sundhedsassistent egentlig indebar. 

Men hurtigt opfangede Mathilde, at hendes mor havde et overblik og viden, som hun kunne læne sig op ad.

Det blev især tydeligt en dag på arbejdet.

Fem måneder efter Mathilde var begyndt, kom hun ud til en borger, der ikke længere trak vejret. Hendes mor var den første, hun ringede til.

”I den situation brugte jeg hende mere som mor end kollega. På nogle tidspunkter følte jeg næsten, at hun var der mere for mig på arbejdet end derhjemme,” fortæller Mathilde.

Forholdet blev styrket

På en biltur på vej til McDonald’s undskyldte Sarah til sin datter Mathilde.

”På et tidspunkt sagde min søn til mig, at det var synd for Mathilde, at min sorg gik så meget udover hende, fordi hun stadig boede hjemme,” siger Sarah.

Sygdomsforløbet har gjort deres familie stærkere, og i dag er forholdet mellem Sarah og Mathilde et helt andet sted end for fem år siden.  

Og der er ifølge Sarah ikke tvivl om hvorfor.

”Vi fik et nyt syn på hinanden, da Mathilde begyndte i hjemmeplejen.”

”Det reddede på mange måder vores forhold som mor og datter.”