Han ser ikke verden som os andre – Men måske derfor lærer børn noget særligt af Rune

“Se, Rune, se”. 

En lille mørkhåret pige hiver gentagne gange i ærmet på pædagog Rune Bjørn Gartmanns grå denimskjorte. Hun vil vise ham den figur, hun har bygget af gule centicubes. 

I et roligt tempo tager den nyuddannede pædagog figuren i hånden. Han lader sine fingre glide langs de farvede klodser. Undersøger formen, kanterne og de glatte overflader.

“Når man ikke kan se, er man nødt til at bruge sine andre sanser. Det tror jeg også, at børnene kan lære noget af,” siger Rune, der er født med synsnerveatrofi.

Sygdommen gør, at han kun har tre til fem procent af sit syn. Han beskriver det selv som at kigge ud af et vindue, som er helt dugget til.

Men det stopper ham ikke i at varetage sit job som fast pædagog på Skolen på Islands Brygge - tværtimod. 

Rollespil og en hjælpende børnehånd

Fordi Rune aldrig har kunnet se, har han altid været fascineret af at forstå verden på andre måder. Siden barnsben har han været draget af astronomi, fysik og livlige fantasiverdener. 

“Det er en af de helt store grunde til, at jeg besluttede mig for at blive pædagog,” siger Rune. 

“Det giver mig rigtig meget at kunne videregive noget af den her opdagelsesglæde, som jeg selv oplevede i min barndom.”

Det kommer blandt andet til udtryk, når den nyuddannede pædagog er med til at sætte gang i store rollespilsarrangementer for SFO’ens mange børn. 

Her fungerer han ofte som spilmester, hvor han med sin dybe røst sætter rammerne og skaber historien for den leg, børnene sætter kursen imod.

Rollespillet foregår i en lille skov i institutionens baghave. Og selvom dårligt syn, store træer og huller i skovbunden lyder som en farlig kombination, slår det ikke Rune ud af kurs.  

“Jeg bevæger mig bare lidt langsommere frem derinde. Men det er også virkelig fint at opleve, hvor opmærksomme børnene er på mig,” fortæller pædagogen. 

“Helt naturligt kommer de hen, tager mig i hånden og guider mig i den rigtige retning.”

Skaber bånd gennem samtaler

Selv mener han, at den omsorg blandt andet opstår, fordi han har skabt et særligt bånd til børnene. På grund af sin manglende evne til at aflæse ansigter, bruger han meget tid på at skabe en relation gennem tydelig kommunikation og fuldt fokus i samtalerne

“Jeg er jo prisgivet, hvis de for eksempel bliver sure og løber deres vej, for jeg kan jo ikke løbe efter. Jeg kan ikke engang se, hvor de løber hen,” siger han, mens han mundvig krøller opad i et lille smil.

“Men hvis jeg har opbygget en tæt nok relation til dem, har jeg mange gange oplevet, at de faktisk kommer og taler med mig om konflikterne eller problemerne, og at vi formår at løse dem.”

Det tætte bånd viser sig tydeligt i antallet af gange, den nyuddannede pædagogs talestrøm bliver afbrudt af barnestemmer. 

“Vi ses, Rune,” råber en cykelhjemsklædt dreng storsmilende fra ladet af en Christianiacykel, der suser forbi. 

Ikke dumt at spørge om hjælp

Det betyder dog ikke, at Rune aldrig oplever udfordringer i jobbet på grund af sit synshandicap.

Han ler kortvarigt, da han for sit indre blik leger med tanken om at være gårdvagt og have overblikket over skolens store legeplads.

Derfor ved han også, at det sommetider kan stille krav til hans kollegaer, når han for eksempel skal finde remedier til aktiviteter eller optrevle, hvordan en situation har udspillet sig. 

“Vi har jo alle sammen vores styrker og svagheder, og i sådan en situation bliver jeg nødt til at spørge om hjælp. Men jeg tror i høj grad, det handler om, hvordan man gør det,” siger Rune. 

“Jeg beder dem jo ikke om at overtage mit ansvar eller konfliktløsningen. Jeg beder dem om hjælp, så jeg selv kan fortsætte mit arbejde eller min aktivitet.”

Nyt perspektiv, når synet er væk

Indtil nu har han da også kun fået positiv respons fra sine kollegaer. De roser særligt hans evne til at fordybe sig med børnene og måden, han er til stede i samtalerne med dem.

“Det har jo også en effekt på børnene, at jeg kommer med et nyt perspektiv. Når de spørger mig, om jeg kan se et eller andet, må jeg jo svare: “Nej, men kan du beskrive det for mig?"" siger Rune. 

“Det får dem lige til at stoppe op i to sekunder og tvinger dem til at forholde sig til, hvad det egentlig er, de vil vise.”

På den måde mener pædagogen også, at hans synshandicap faktisk kan bidrage med noget i hans tilgang til jobbet. 

Og han håber da også på at kunne inspirere andre, der er i samme situation som ham. 

“Man kan let komme til at fokusere på besværlighederne ved at have et handicap frem for løsningerne,” siger Rune. 

“Min personlige oplevelse er, at det i høj grad handler om gå på mod. For jeg får virkelig meget retur ved at have det her job.”