50 år på samme plejecenter: Jytte vælger stadig beboerne til

1:05

Der var ikke sparet på noget, da Jytte Christensen og Korsvang markerede de første 50 år sammen. Allan Wahlers

Hvorfor gå på pension, når man har et arbejde, man elsker? Det er der i hvert fald ingen grund til, hvis man spørger 70-årige Jytte Christensen på plejecentret Korsvang i Assens.

i dag kl. 10.50

I 1976 havde Dronning Margrethe siddet på tronen i blot fire år.

En liter mælk kostede omkring halvanden krone.

Og Olsen-banden så rødt og lavede et spektakulært kup i Det Kongelige Teater.

Men 1976 var også året, hvor 20-årige Jytte Christensen fra Assens fik job i køkkenet på det dengang helt nyopførte bofællesskab og plejecenter Korsvang.

Og i dag – nu mere end 50 år senere – er hun der stadig. Som uddannet social- og sundhedshjælper.

Jeg vil meget hellere bruge tiden ude ved beboerne. Det er det, der giver mig energi.

Jytte Christensen, social- og sundhedshjælper

Det blev fejret tidligere på måneden. Med reception, kager, bobler, treretters middag, levende musik, dans, flag og flere kager, herunder naturligvis en ægte fynsk brunsviger.

”Og da jeg kom til morgen, havde de hængt en æresport op, og jeg anede slet ikke, de ville gøre så meget ud af det,” siger Jytte Christensen.

”Mine ben rystede, og mine arme rystede. Det var bare så flot!”

Er faktisk gået ned i tid

Jubilaren har ingen planer om at stoppe – og heller ikke om at gå ned i tid.

”Dengang jeg startede, var det jo på 40 timer. Det var det, man arbejdede dengang. Så i den forstand er jeg jo allerede gået ned i tid,” griner hun.

Fuld tid betyder for Jytte Christensen, at hun føler, hun har fingeren på pulsen og er en del af beboernes hverdag.

”Jeg synes, dagen får en fuldendthed for mig, fordi jeg typisk er her fra klokken syv til klokken 15. Så jeg er med til at tage beboerne op om morgenen, jeg er omkring dem, når de skal have frokost, når de skal have middagssøvn, og når de skal have eftermiddagskaffe,” siger hun.

”Jeg kan ikke lide at gå hjem klokken 13 og bare sidde et sted og vente på, at tiden går. Jeg vil være en del af det sammen med beboerne og følge med i deres hverdag.”

’Ikke en dyt’

Det største skifte i Jytte Christensens arbejdsliv skete, da Korsvangs køkken lukkede midt i 00’erne.

Det betød, at hun søgte ind på social- og sundhedshjælperuddannelsen, som blev færdig med i september 2005, kort efter hun havde rundet de 50 år.

”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne stadig ville arbejde med beboerne. Jeg havde allerede haft mange gode timer med dem, når der skulle laves mad i køkkenet eller ryddes af i spisestuen, og der for eksempel manglede en stok eller et sæt tænder, eller de skulle følges hjem i lejligheden,” siger hun.

Jytte Christensen flankeret af to af sine tidligere elever, som begge arbejder på Korsvang i dag –Martin Smith Hansen og Sukanya Buphadee. Allan Wahlers
Kagebordet var yderst indbydende og velassorteret. Allan Wahlers
Jytte Christensen med en af Korsvangs beboere. Allan Wahlers
Gavebordet var overvældende. Allan Wahlers
Assens-borgmester Søren Steen Andersen var også blandt talerne. Allan Wahlers
Korsvang er indrettet hjemligt og har en såkaldt Eden-certificering. Allan Wahlers

Hun skrev noter i hånden, og så hjalp hendes mand Uffe med at skrive dem rent på computer – og den dag i dag har Jytte Christensen visse forbehold overfor moderne teknologi:

”Computere siger mig ikke en dyt – alt det kunne jeg godt undvære. Noget dokumentation er selvfølgelig nødvendigt, men jeg vil meget hellere bruge tiden ude ved beboerne. Det er det, der giver mig energi.”

Den nære kontakt er en ting, der ifølge Jytte Christensen er kommet særligt i fokus, efter at Korsvang som det første plejecenter i kommunen blev registreret som et ’Eden-hjem’. Det handler især om at skabe hjemlige rammer og fokusere på den værdige tilværelse for beboerne.

”Der er sådan en dejlig ånd her. Vores chef holder sig heller ikke tilbage, så hun kommer også og drikker morgenkaffe med os og hilser på beboerne,” fortæller hun.

”Der er selvfølgelig også dage, der er mere tunge end andre, når man arbejder her. Men det synes jeg hurtigt, man glemmer.”

Gamle elever og borgmester er med

Jytte Christensen har også stået for oplæringen af elever på Korsvang i årtier, først i køkkenet og siden i forbindelse med plejen af beboerne.

”Jeg har haft mange, mange elever. Og selv om det selvfølgelig har krævet ekstra energi, har det også været virkelig livgivende,” siger hun.

”Somme tider har jeg også fået negativ feedback, og det har også været med til at udvikle mig, fordi der så har været nogle ting, jeg prøvet at arbejde med.”

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk

Flere af hendes tidligere elever har senere fået arbejde på Korsvang, og nogle af dem er med til receptionen, der markerer den runde dag.

Det samme er Assens’ borgmester Søren Steen Andersen, som også var med til Jytte Christensens 40 års jubilæum.

Om det bliver til flere flotte jubilæer for Jytte Christensen, kan ikke udelukkes. Hun har i hvert fald ingen planer om at stoppe.

”Jeg føler mig jo stadig som en 20-årig indeni, så jeg tager bare en dag ad gangen,” siger hun.


Fagbladet anbefaler