Tvivl om dit kryds? Her er seks råd, før du går i stemmeboksen

Der er folketingsvalg tirsdag den 24. marts 2026. Canva

Folketingsvalget er rundt om hjørnet. Fagbladet FOA har samlet en række konkrete råd, hvis du er i tvivl om, hvilken kandidat eller parti du skal stemme på.

i dag kl. 09.34

Hver femte vælger var i tvivl om deres kryds fire dage før folketingsvalget i 2022.

Den 24. marts er det tid til at stimle mod stemmeboksene igen. 

Med 12 partier og et hav af kandidater kan tvivlen hurtigt melde sig, og du kan nemt nå at skifte mening et par gange før valgdagen.

Derfor har Fagbladet FOA talt med valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen og samlet seks råd til, hvad du kan gøre for at blive afklaret om dit valg, inden du står med stemmesedlen i hånden.

  1. 1

    Skær feltet ind

    Det kan være svært at træffe en beslutning, når du skal vælge imellem 12 partier og et utal af mærkesager og kandidater.

    Derfor kan det hjælpe, hvis du løbende sorterer fra, anbefaler Kasper Møller Hansen.

    Måske hælder du generelt mod rød eller blå blok. Måske er det klima, ældreområdet, eller oprustning af forsvaret, der fylder for dig til dette års folketingsvalg.

    ”Når man skal tage en beslutning om, hvor man skal sætte sit kryds, gælder det om at tage en masse små skridt og langsomt sortere fra for at gøre valget mere overskueligt. Til sidst står man måske med to-tre partier, som man godt kan lide, og så er det en god idé at følge dem tæt i valgkampen,” siger han.

  2. 2

    Vov dig ud i samtalen

    Undgår du at dreje samtalen hen på politik, fordi du frygter dårlig stemning?

    For mange kan det næsten virke farligt at spørge ind til andres politiske standpunkt, men ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen er det både sundt og vigtigt at gøre.

    ”Der er mange, der undervurderer betydningen af at tale politik med sin omgangskreds. Det er sundt at høre forskellige syn på, hvor andre synes, samfundet skal hen, og hvad de mener, der er vigtigt,” siger Kasper Møller Hansen.

    På den måde kan dine egne synspunkter blive udfordret, og måske det kan starte nye overvejelser om, hvorfor du stemmer og mener, som du gør. Hvis ikke du er vant til at tale om politik, kan det være lettere at åbne snakken et sted, hvor du føler dig tryg.

    Han opfordrer derfor til, at du vover sig ud i samtalen til aftensmaden med familien eller i frokostpausen med kollegaerne

    ”Det kan føles utrygt at starte en politisk diskussion, hvis ikke man følger med i politik eller interesserer sig særligt for det. Derfor kan man begynde der, hvor man er mest tryg,” siger han.

  3. 3

    Hold øje med valgplakater

    Måske cykler du forbi det samme smilende ansigt, der hænger i lygtepælen, hver morgen på vej til arbejde, eller når du skal aflevere dit barn i skolen.

    I stedet for bare at lade blikket glide videre kan du bruge det som en anledning til at overveje, om det mon er en kandidat for dig.

    ”Valgplakaterne kan bruges til at vække vores nysgerrighed, og de kan bruges til at sige: Hvem er det? Derfra kan man slå vedkommende op og få et overblik over, hvad kandidaten står for politisk og på den måde afsøge, om vedkommende er den rigtige for dig,” siger valgforsker Kasper Møller Hansen.

    For når det kommer til stykket, er det de færreste, der kan sætte et kryds ved de 12 partiledere, der får mest taletid i fjernsynet.

    Tvivlen opstår ofte, hvis du står i stemmeboksen og opdager, at den politiker, du har set i fjernsynet, ikke står på stemmesedlen. Derfor er valgplakaterne også en god metode til at finde ud af, hvem der stiller op i din valgkreds.

    ”Hvis man sætter sit kryds ved en konkret kandidat fremfor bare at sætte et kryds ved et parti, får man mere indflydelse på, hvem der repræsenterer en,” siger han.

  4. 4

    Følg med i nyhederne

    Nyhedsstrømmen kan virke uoverskuelig i en valgkamp.

    Alligevel er det netop nu, det giver mening at skrue op for opmærksomheden.

    ”Følg med i nyhederne og lyt til, hvad der bliver sagt, og dan en holdning ud fra de debatter, der er,” siger Kasper Møller Hansen.

    Du skal følge med i det omfang, du orker – men jo mere du følger med, desto lettere kan det blive at tage stilling.

    Derudover kan det også være en hjælp, hvis du begynder at følge nogle af de kandidater på sociale medier, der kunne være et bud for dig, da du på den måde også kan få et ekstra input, fremhæver han.

  5. 5

    Tag til et vælgermøde

    Slå et smut forbi dit lokale forsamlingshus eller bibliotek og undersøg, om der er et vælgermøde.

    Her er der mulighed for selv at blive klogere, stille spørgsmål og få et indtryk af nogle af de kandidater, du kan stemme på.

    Du kan få et mere direkte indtryk af kandidaten end det, du får gennem tv-skærmen eller medierne.

    Valgforsker Kasper Møller Hansen understreger dog, at du vil komme til at sidde sammen med dem, der allerede er sikre på, hvor deres kryds skal placeres – men det skal ikke afholde dig fra at møde op.

  6. 6

    Tag en kandidattest

    Og brug det som en rettesnor - for kandidattestsene rummer både fordele og ulemper.

    Ifølge Kasper Møller Hansen kan kandidattests være et godt sted at begynde, fordi de samler en stor mængde politisk information i et overskueligt format og peger på de kandidater eller partier, du lægger tættest på.

    Men testene skal bruges med omtanke.

    ”Det kan godt være en smule tilfældigt, om man lige får trykket ’helt enig’ eller ’delvist enig’. Der kan være ret stor forskel på, hvilken kandidat man får frem, hvis man flytter sit kryds bare et enkelt hak. Derfor skal man se testene som et slags legetøj,” siger valgforskeren.

    Han anbefaler derfor, at du tager flere forskellige kandidattests, og at du tager dem flere gange.

    Ulemperne ved kandidattests er, at spørgsmålene ikke nødvendigvis rammer det, der er vigtigst for dig, og svarene gives på en fast skala, der ikke fanger alle nuancer.

    ”Det er vigtigt, at man ikke tolker resultatet som den eneste sandhed. Derfor kan det være en god ide at supplere selv med at læse om de kandidater, man får frem, inden man beslutter sig,” siger han.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler