Tilfreds sektorformand om det tekniske område i kommunerne: ”I mål med rigtig mange ting”
Pæne ekstra lønstigninger og en højere pension over hele linjen. Det er blot nogle af resultaterne til de tekniske faggrupper i den kommende overenskomst, fortæller sektorformand.
11. marts
Alle overenskomster kommer fremover til at have mindst 15 procent i pension.
Det er et af de resultater, FOA har fået i overenskomstforhandlingerne med Kommunernes Landsforening på vegne af dem, der arbejder på det tekniske område.
”En bedre pension har været et stort ønske, og det bliver også en del af den kommende fritvalgsordning,” siger formand for FOAs Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektor, Thomas Brücker.
Hvis den nye overenskomst stemmes igennem, bliver fritvalgsordningen en realitet fra årsskiftet 2027/28 – læs mere om den her.
I mål med rigtig mange ting
Udover de generelle lønstigninger fra forliget mellem lønmodtagernes organisationer og Kommunernes Landsforening bliver grundlønnen også hævet for rigtig mange faggrupper under de tekniske overenskomster.
Hvad er det for et forlig?
I det generelle forlig, der blev indgået mellem lønmodtagernes organisationer (FF) og Kommunernes Landsforening (KL) den 25. februar, endte det med, at der var en økonomisk ramme på 9,4 procent over tre år.
Den ramme går primært til generelle lønstigninger, men hvordan 2,0 ud af de 9,4 procent skal fordeles, forhandles separat mellem KL og de enkelte organisationer i FF, hvor FOA er et af de 32 medlemmer.
Det er her, de nærmere forhold for de enkelte faggrupper i FOA forhandles for de kommende tre år, og denne artikel handler om nogle af de faggrupper, der arbejder i den tekniske sektor.
Derfor er det en tilfreds sektorformand, der udtaler sig om det samlede resultat på området.
”Vi er glade for solidariteten i det store fællesskab, som i år har tilgodeset mange af vores grupper. Derfor er vi kommet i mål med rigtig mange ting,” siger han.
Den ting, Thomas Brücker vil fremhæve som den største sejr, er et nyt fastholdelsestillæg til alle på teknisk service-overenskomsten, også teknisk service-ledere og ejendomsserviceteknikere, der har været ansat i otte år eller mere.
Det er også lykkedes at få ændret nogle strukturelle ting, som kan bane vejen for endnu bedre overenskomster i fremtiden.
Thomas Brücker, Formand for FOAs Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektor
”Det er en del af et nyt lønforløb, hvor en teknisk service-medarbejder stiger to trin efter fire år og et trin mere efter otte års ansættelse. Noget, der har været efterspurgt i mange år,” siger han,
Som det er nu, får man først pension efter tre måneder på teknisk service-overenskomsten. Det bliver fjernet med den nye overenskomst.
Meget mere end løn og pension
Det maritime personale kan også se frem til en højere grundløn. Derudover er uddannelsen som færgenavigatør blevet permanent, og derfor har de elever også fundet vej til overenskomsten.
Når det gælder uddannelse og kompetenceudvikling generelt, har FOA aftalt med KL, at der nu skal være endnu større fokus på de muligheder, der er.
Dels skal arbejdsgiverne udnytte dem bedre, og dels skal medarbejderne have et bedre overblik.
De nye overenskomster på det tekniske område
Her er nogle eksempler på, hvad der er aftalt mellem FOA og KL på det tekniske område, når det gælder den kommende treårige overenskomst, OK26:
- Fra 1. april 2027 vil der være minimum 15 procent i pension på tværs af alle overenskomster for de forskellige faggrupper på det tekniske område.
- For alle medarbejdere på teknisk service-overenskomst vil der være et fastholdelsestillæg på et løntrin efter 8 års ansættelse.
- Driftsassistenter og trafikkontrollører stiger to løntrin efter 8 års ansættelse.
- Flere faggrupper får højere grundløn – for eksempel trafikkontrollører, der fra 1. april 2027 kan se frem til, at den stiger fra løntrin 31 + et tillæg på godt 1.000 kroner til løntrin 31 + et tillæg på cirka 1.800 kroner.
- For maritimt personale venter der højere grundløn fra 1. april 2027: Havnebetjente og skibsassistenter stiger fra løntrin til 24 til løntrin 25, og styrmænd stiger fra løntrin 27 til løntrin 28.
- I elevvilkårene på færgenavigatøruddannelsen kommer det også til at gælde fra 1. april 2027, at de får pension på 6 % efter 6 måneders sammenlagt elevtid. Voksenelever får 6 % fra start..
- Ledere blandt det maritime personale samt inden for trafik og teknisk service kan også se frem til ekstra lønstigninger.
Beredskabsaftalen mangler stadig at blive forhandlet færdig. Det sker efter planen 12. marts.
På Foa.dk vil du – i god tid inden OK26-afstemningen begynder – kunne logge ind og finde udregninger omkring din egen faggruppe, hvis overenskomsten vedtages.
I det generelle forlig mellem lønmodtagernes organisationer og KL ligger også en målsætning om en bedre indsats med at forebygge, identificere og håndtere arbejdsrelateret stress.
”Jeg er personligt glad for, at det igen lykkedes at komme igennem med andet end stigninger i løn og pension, men at det også lykkedes at få ændret nogle strukturelle ting, som kan bane vejen for endnu bedre overenskomster i fremtiden,” siger Thomas Brücker.
Spisepause må vente
FOA havde et ønske om, at alle kunne blive sikret betalt spisepause.
Det kommer dog ikke en del af overenskomsten. Til gengæld bliver emnet undersøgt grundigt i et projekt, så der kommer et overblik over de udfordringer, der er på de arbejdspladser, som ikke har betalt spisepause.
Det kan for eksempel være på plejecentre og i svømmehaller, hvor medarbejderne risikerer at blive forstyrret i deres selvbetalte spisepause.
Projektet med KL skal også afklare behovet for fleksibilitet, modeller for honorering ved forstyrrelser i spisepausen og planlægningsmodeller for arbejdspladser, hvor alle ikke kan spise samtidig.
”Det er vigtigt for os, at KL anerkender problematikken og går i dialog om at løse problemerne på en tilfredsstillende måde frem mod næste overenskomstforhandling i 2029,” siger Thomas Brücker.
Overenskomsten for beredskabsområdet i kommunerne, er endnu ikke forhandlet færdig. Det forventes, at forhandlingerne fortsætter torsdag.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Det videre overenskomstforløb
I næste uge skal FOA forhandle med Danske Regioner, og når de aftaler er på plads, skal FOAs hovedbestyrelse godkende det samlede resultat. Herefter gøres der klar til urafstemning om de nye overenskomster blandt alle FOAs medlemmer.
Følg med på foa.dk, Fagbladetfoa.dk og på vores sociale medier omkring de nærmere datoer.
På foa.dk vil du – i god tid inden OK26-afstemningen begynder – kunne logge ind og finde udregninger omkring din egen faggruppe, hvis overenskomsten vedtages.
Alle medlemmer vil desuden blive inviteret til webinarer, hvor man kan blive klogere på resultatet og have mulighed for at stille spørgsmål til forhandlerne.
Artiklen opdateres...