Se kortet:Så meget sundhedsfagligt personale kommer din kommune til at mangle

Allerede om fem år, i 2030, vil der mangle omkring 13.500 fuldtids social- og sundhedsansatte.

Manglen på social- og sundhedsansatte i fremtiden er stadig en stor udfordring i alle landets kommuner.

04. august

Tiden er knap, og der mangler faglærte kollegaer.

Sådan er hverdagen for mange af de velfærdsansatte, der arbejder på plejehjem, i hjemmeplejen og på hospitaler.

En ny gennemgang af manglen på social- og sundhedsansatte, som FOA har lavet, viser, at der i 2034 vil mangle omkring 25.000 fuldtidsansatte i hele landet.

Der er dog forskel på, hvor stor rekrutteringsudfordringen er i de forskellige kommuner. Størst er problemet i Horsens og Skanderborg, hvor man i begge kommuner vil mangle, hvad der svarer til 31 procent social- og sundhedsansatte i 2034.

I den modsatte ende ligger Lemvig Kommune, som ’kun’ vil mangle 20 procent mere sundhedspersonale om ni år.

Du kan på Danmarkskortet se et estimat af, hvor mange procent social- og sundhedsansatte, der kommer til at mangle i din kommune i 2034.

Bedre løn og ansættelsesvilkår

En af løsningerne på rekrutteringsudfordringen er i følge formand for social- og sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen, at antallet af studerende på SOSU-skolerne hæves til omtrent 12.500 pladser.

I dag optages omkring 9.000 studerende om året.

”Vi vil lægge et pres på, at vi får flere uddannelsespladser,” fortæller Tanja Nielsen og tilføjer:

”Der vil altid være et frafald på uddannelsen, og derfor skal vi sikre os, at der i hvert fald som minimum bliver uddannet 9.000 nye kollegaer om året.”

Lige nu er det store fokus på at forbedre vilkårene for eleverne, så flere bliver på uddannelsen. Det handler for eksempel om, at eleverne skal have en pensionsopsparing og en generelt højere løn.

”Elevdelen bliver en af vores store prioriteringer til de kommende overenskomstforhandlinger, fordi vi skal sikre os, at de får en større motivation til at blive på uddannelsen. Det handler om bedre løn og ansættelsesvilkår,” siger Tanja Nielsen.

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler