Rekordmange FOA-medlemmer har stemt: Klart ja til nye overenskomster

Astrid Højer Bom

Med en rekordhøj stemmeprocent har medlemmerne stemt ja til de nye overenskomster. FOAs formand er ’taknemmelig for den fantastiske opbakning’.

Morten Bruun

i dag kl. 10.42

Så er afstemningen slut – og FOAs medlemmer har med rekordhøj deltagelse og overbevisende flertal stemt ja til de nye overenskomster.

I alt er der 90.400 medlemmer i kommuner og regioner, der har afgivet deres stemme – og heraf sagde 85,7 procent ja, mens 14,3 procent sagde nej.

Den samlede stemmeprocent på 67,32 er en rekord for FOA og et mulehår større end den hidtidige rekord fra 2024.

Den gang kaldte forbundsformand Mona Striib stemmeprocenten for ’overvældende’. Det udtryk er hun ikke bleg for at gentage.

”Jeg er glad for, at medlemmerne har stemt ja, men jeg er mindst lige så glad for den høje stemmeprocent. Det er en fantastisk opbakning og en anerkendelse af, at vi har ramt plet og forstået medlemmernes krav,” siger Mona Striib og tilføjer:

”Tak…”

En gruppe har stemt nej

Tallene viser, at det samlede resultat i kommuner og regioner ligger meget tæt på hinanden.

I kommunerne er der 67,3 procent af FOAs medlemmer, der har stemt, mens det er 67,47 procent i regionerne. Og så er der henholdsvis 87,33 og 85,18 procent, der har stemt ja.

Resultatet viser også, at medlemmerne af LFS er imod den nye overenskomst. Her er der 60,4 procent nej-stemmer og 39,6 procent ja-stemmer, men på grund af de særlige afstemningsregler om sammenkædning er LFS-overenskomsten også vedtaget.

I resten af FOA-familien – og i alle fagforeningerne i øvrigt – er der opbakning til de nye aftaler. Det betyder dog ikke, at nej-stemmerne er ligegyldige.

”Vi dykker helt sikkert ned i tallene og ser på, hvordan de fordeler sig for at forstå, om der gemmer sig noget særligt bag de stemmer,” siger Mona Striib.

Er trådt i kraft

De nye overenskomster gælder fra 1. april i år og frem til 31. marts 2029. Det betyder, at første del af de lønstigninger, der er aftalt, allerede har virkning nu. Men af praktiske grunde vil de først optræde på lønsedlen i næste måned – i enkelte tilfælde måske først en måned senere.

Du kan læse mere om overenskomsterne for FOAs faggrupper i kommunerne her:


Her kan du læse aftalerne for regionerne i de enkelte sektorer og faggrupper:


Her kan du læse om overenskomsten for de statsansatte:

Læs mere om OK26 på foa.dk


Fagbladet anbefaler