Ministerium for samfundssikkerhed skal sikre Danmark mod nye trusler:FOA kræver fokus på lokalt beredskab

Hos FOA glæder formand for Teknik- og Servicesektoren, Thomas Brücker, sig over det nye ministerium. iStock

På grund af klimaforandringer, cybertrusler og for at samle ansvaret for sikkerhed får Danmark et ministerium for sikkerhed og beredskab.

29. august

”Vi er i en ny situation både sikkerhedspolitisk og beredskabsmæssigt. Klimaforandringer bliver tydeligere. Vi skal forbedrede os på cyberangreb.”

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen onsdag på et pressemøde, hvor hun også understregede, at det overordnede ansvar for sikkerhedssituationen i dag er uklart.

Derfor præsenterede hun sammen med forsvarsminister fra Venstre Troels Lund Poulsen og udenrigsminister fra Moderaterne Lars Løkke Rasmussen tre nye ministerier – herunder et ministerium for samfundssikkerhed og beredskab.

Torsdag blev det ved en større ministerrokade klart, at det bliver Venstres Torsten Schack Pedersen, som bliver minister for samfundssikkerhed og beredskab.

FOA: Styrk det borgernære beredskab

Hos FOA kalder formand for Teknik- og Servicesektoren Thomas Brücker det for 'en rigtig god idé', at det politiske ansvar nu samles i ét ministerium.

Men, påpeger han, det er vigtigt at styrke det borgernære beredskab.

”Vi skal virkelig huske, at beredskab ikke kun handler om krudt, kugler og cybersikkerhed. Både det statslige, men i særdeleshed det borgernære kommunale beredskab skal prioriteres,” siger Thomas Brücker.

”Hver gang der ringes 112, er det det kommunale beredskab, der rykker ud, og det er det beredskab borgerne møder, når katastrofen opstår. Derfor er det helt afgørende, at det kommunale redningsberedskab får et større fokus i fremtiden, og får tilført de nødvendige midler, da det er dem, der løser opgaven i hele den akutte fase,” siger han.

Opdateret med navn og info om ny minister.

Torsten Schack Pedersens blå bog

  • Torsten Schack Pedersen, født 26. juni 1976 i Farsø, Vesthimmerland.

  • Gift med forhenværende kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm.

  • Folketingsmedlem for Venstre siden 2005.

  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 2004.

  • Har haft et hav af ordførerskaber gennem tiden. Listen er som følger: 

  • Integrationsordfører fra 2024.

  • Udlændingeordfører fra 2024.

  • Politisk ordfører fra 2023.

  • Økonomi- og finansordfører, 2022-2023.

  • Næstformand for Finansudvalget, 2022-2023.

  • Erhvervsordfører, 2020-2022.

  • Næstformand for Finansudvalget, 2019-2020.

  • Erhvervs-, vækst-, forbruger- og IT- og teleordfører, 2015-2019.

  • Skatteordfører, 2011-2015.

  • Erhvervsordfører, 2010-2011.

  • Skatteordfører, 2007-2010.

  • Næstformand for Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 2005-2010.

  • Teleordfører, 2005-2015.

  • Videnskabsordfører, 2005-2007.

  • Fiskeriordfører fra 2024 og 2019-2023.