I disse job skal du fortsat bære mundbind efter på mandag

Vi kommer til at se mindre til mundbindet i det offentlige rum fra på mandag, hvor smil igen vil være synlige hos alle andre end stående passagerer i den offentlige transport. Det fremgår af Folketingets genåbningsaftale, der blev præsenteret på et pressemøde torsdag.  Tobias Stidsen

Den helt store genåbning af Danmark blev torsdag præsenteret på et pressemøde. Her lød det blandt andet, at mundbind bliver udfaset alle steder undtagen i offentlig transport. Det gælder dog ikke i sundhedssektoren – endnu.

10. juni 2021

Det bliver med den velkendte lyseblå firkant over munden, når social- og sundhedspersonale går på arbejde fra på mandag. Det fremgår af et skriftligt svar fra Sundhedsstyrelsen efter torsdagens pressemøde.

Selvom det meste af den danske befolkning fra på mandag bliver fri for det omdiskuterede mundbind, må ansatte i sundhedssektoren nemlig vente lidt endnu med at vende tilbage til mere normale tilstande. 
 
”I sundhedsvæsenet, på ældreområdet og på dele af socialområdet er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at der er en række situationer, hvor personale og patienter fortsat bør bruge mundbind. Sundhedsstyrelsen vil derfor opdatere retningslinjer for brug af værnemidler i sundheds-, ældre- og socialsektoren," oplyser styrelsen i et skriftligt svar til Fagbladet FOA.  
 
Hvornår de nye retningslinjer på sundheds- ældre og socialområdet bliver præsenteret, kan styrelsen dog ikke oplyse om. 

Sektorformand: Bevar fornuften 

Sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Torben Hollmann, håber, at retningslinjerne bliver til at forstå.

”Jeg vil ikke blande mig i sundhedsfaglige myndigheders arbejde, men jeg håber bare, at retningslinjerne er klare og tydelige i forhold til, hvornår der skal bruges mundbind, og hvornår der ikke skal. Og hvad gør vi med dem, der ikke kan eller vil vaccineres?” siger han.

Han opfordrer til, at man ikke glemmer de anbefalinger, der er blevet fulgt under hele epidemien.

”Det kan godt være, at vi smider mundbindet, men vi skal ikke smide fornuften.”

- Ser du tegn på, at man er ved at smide fornuften?

”Vi er jo lidt ligesom økologiske køer, der bliver lukket ud på græs en forårsdag. Det ved vi alle, hvordan ser ud, og så har vi også set, at folk er gået bananas i byen de steder, hvor restriktioner er fjernet. Det kan man sagtens forstå, men der er ting, vi bør holde fast i som håndhygiejne og afspritning og forholdsregler omkring hoste. Det vil betyde mindre sygefravær,” svarer Torben Hollmann. 


Konkrete retningslinjer på vej

Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at forældre ikke længere skal have mundbind på i hente/bringe-situationer i dagtilbud, når de fra på mandag ifølge aftalen om genåbning ”vil have mulighed for at vende tilbage til en normal hverdag.” 

Fagbladet FOA har efterspurgt konkrete retningslinjer for brug af mundbind på plejehjem fra Sundhedsstyrelsen, men uden held. 

Sundhedsstyrelsen oplyser dog, at de nye retningslinjer snarest vil være at finde på deres hjemmesider.