“Der er ikke tid nok”: Elever ser omsorgen forsvinde – nu havner den på museum

1:28

Fagbladet FOA tog ud til SOSU H for at spørge de kommende social- og sundhedsansatte, hvordan de ser deres fremtid i ældreplejen. Amalie Windahl og Tilde Hastrup

Flere elever på SOSU H savner mere tid til den enkelte borger. FOAs forbundformand, Mona Striib, håber en udstilling om den truede danske velfærd kan være med til at råbe politikerne op.

i dag kl. 14.40

Der mangler tid til den nære omsorg i ældreplejen.

Den slags omsorg, hvor velfærdsansatte har mulighed for at sætte sig med borgeren til en kaffesnak om solskinsvejret uden følelsen af at være bagud med køreplanen.

Eller har tid til lige at blive hængende i døren og høre historien om barnebarnet til ende, som borgeren i begyndelsen af besøget var ved at fortælle.

Tid til den nære omsorg er også noget som flere af de studerende på social- og sundhedsassistentuddannelsen på SOSU H efterspørger, da Fagbladet FOA møder dem på skolen.

Sara på 20 år fortæller blandt andet, at hun i sin praktiktid i hjemmeplejen oplevede ikke at have tid nok til at danne en relation til borgerne.

”Jeg ville ønske, vi havde mere tid sammen med borgerne. Mange af dem får ikke særlig meget besøg af deres familier, og vi er tit de eneste mennesker, de ser i deres hverdag,” fortæller hun.

En af hendes medstuderende, som Fagbladet FOA også taler med, er Nada på 42 år. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og er nu i gang med at læse videre til social- og sundhedsassistent.

Hun elsker faget og den forskel, hun gør, men synes også at manglen på tid er et stort problem i ældreplejen.

”Der er ikke tid nok til den omsorg, som de fortjener,” siger hun.

Den nære omsorg på museum

Risikerer den nære omsorg – som en snak over en kop kaffe – at forsvinde fra ældreplejen?

Ifølge FOAs forbundsformand, Mona Striib, ser det kun ud til at gå én vej for kaffesnakken – og det er ned ad bakke.

”Når vi taler med vores medlemmer, er det tydeligt at mærke, at det de i gamle dage havde tid til, som blandt andet den nære omsorg, er noget, der hører fortiden til,” fortæller hun.

Det danske velfærdsmuseum

I forbindelse med folketingsvalget vil FOA råbe politikerne op. På Christiansborg Slotsplads åbner der derfor den 18. marts fra klokken 12 til klokken 16 en udstilling om den truede velfærd.

Det danske velfærdsmuseum viser situationer, der engang var en selvfølge at kunne prioritere som medarbejder, men som de senere år er kommet under pres og risikerer at blive alvorligt truet i fremtiden: tiden til at trøste et barn, til at hjælpe en ældre i ro og værdighed, til at være nærværende og til stede.

Udstillingen giver et indblik i hverdagen fra hjemmeplejen, daginstitutioner og plejecentre, og viser øjeblikke af omsorg, nærvær og faglighed – den del af velfærden, som er sværest at måle, men som betyder mest for dem, der møder den.

Se mere på velfærdsmuseum.dk.

Mona Striib genkender de udfordringer, som eleverne på SOSU H fortæller om til Fagbladet FOA.

Hun håber derfor, at Det danske velfærdsmuseum, som FOA står bag,  er med til at råbe politikerne op om de ting fra velfærden, som er i risiko for at uddø.

Det danske velfærdsmuseum åbner på Christiansborg Slotsplads den 18. marts, og giver et indblik i hverdagen fra hjemmeplejen, daginstitutioner og plejecentre. 

Formålet er at skabe en anledning for politikere og fremmødte til at tænke over, hvad der skal til for at bevare den nære omsorg, som vi kender den.

”Vi har råd til anstændig velfærd, og det handler også om den nære omsorg. Det at have tid til den enkelte borger betyder meget for både medarbejdere og de borgere, som de passer,” fortæller hun.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler