Shane og havneværterne passer på ’de blødeste trafikanter’ i havnen
0:45
De er meget mere end livreddere på vandet. Havneværterne skaber tryghed, løser konflikter og hjælper tusindvis af badende sikkert gennem sommeren.
i dag kl. 09.37
Flere og flere bader i havnene rundt om i Danmark.
Og lige som der på strandene er livreddere, som passer på badende gæster, er der også nogen, som skal passe på de havnebadende gæster.
I København ligger den opgave blandt andet hos Havneværterne.
Deres arbejde består især i at sejle rundt til fire forskellige badezoner langs Københavns Havn – fra Sydhavn til Nordhavn.
“Havneværterne er der ikke for at give gæsterne en løftet pegefinger. De er der blandt andet for at oplyse og vejlede om sikker badning i havnen,” siger Shane Kenny, der er distriktsleder for kystlivredning i Københavns Kommune.
Problemløsere og sikkerhedsskabere
Der er 45 havneværter ansat i Københavns Kommune, som torsdag til søndag i sommermånederne patruljerer langs havnen i par.
Det handler ikke kun om at have solbriller på og holde øje med vandet
Shane Kenny, distriktsleder for kystlivredning i Københavns Kommune
I skolernes sommerferie sejler de dog dagligt rundt til de fire anlæg, hvor der er en markeret badezone.
Shane Kenny fortæller, at de er fleksible, så de kan tilpasse tiderne efter temperaturen og dermed det forventede antal gæster.
“Havnen er Københavns største kulturinstitution, som der er flere og flere, der benytter sig af. Vi har data på, at der sidste år var en halv million, der benyttede vores anlæg. Og vi vurderer, at der også var en halv million, som badede der, hvor de helst ikke måtte,” siger han.
Det betyder altså også, at arbejdet ved og omkring havnen kræver “en speciel profil”, som Shane Kenny formulerer det.
“Man skal synes om at arbejde med mennesker, om at skabe dialog og om at tænke løsningsorienteret,” siger han.
”For det handler ikke kun om at have solbriller på og holde øje med vandet. Det handler om at løse problemer, løse konflikter og skabe sikkerhed.”
Badende som fluer på fluepapir
I uge 26 – den uge med hedebølgen - var der i København en form for perfect storm.
Oven i de rekordhøje sommertemperaturer faldt studenterugen, skolernes ferie, sommerturisterne, Copenhell og VM i fodbold med storskærmsarrangementer lige op ad havneværternes normale arbejdsområde.
“Havnen var som fluepapir!” siger Shane Kenny, der også måtte vagtsætte nogle værter nætterne efter fredag og lørdag.
Men faktisk viste det sig at være ret heldigt, at så mange mennesker opholdt sig ved havnen.
For i uge 26 lancerede By & Havn ’De fem Havnebaderåd’, som er havnenes pendant til de klassiske baderåd, man skal følge på strandene.
Det betød, at rigtig mange fik dem at se på nogle af de mange plakater, der er blevet hængt op.
De Fem Havnebaderåd
Kend dine vandkompetencer, før du bader i havnen – så kan du vælge et badested, der passer til dig:
-
Find havnens lovlige badesteder
-
Bad altid sammen med andre
-
Gå aldrig i vandet påvirket af alkohol eller stoffer
-
Tjek vandet og vejret
-
Slip ikke børnene af syne
Havneværterne under Københavns Kommune har eksisteret siden 2019 og samarbejder med politi, Københavns Beredskab og By & Havn.
I netop den travle uge 26 opførte langt størstedelen af gæsterne sig eksemplarisk. Og Havneværterne var kun ude for få ting, der krævede, at de skred til handling.
I den vilde varme dehydrerede nogle få gæster, og et par drenge, som sidst blev set i vandet, var blevet væk. Drengene viste sig heldigvis at være på kajen, men Havneværterne havde kontakt til både beredskabet, politiet og vagtcentralen.
Bad kun, hvor det er tilladt
København oplever i disse år et stigende antal turister. Mange af dem har set på sociale medier, at de kan svømme i havnen og tror, at de må bade overalt. Så dér er også et oplysningsarbejde, siger Shane Kenny.
”Man skal nyde havnen, men man skal også have respekt for den, for den er guddødemig også farlig,” siger han.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
Hvis man befinder sig uden for badezonerne eller dykker ned på bunden, kan havnen være sundhedsfarlig. Det er konsekvensen af de mange års industri, der har været ved Københavns Havn før i tiden.
Og hvis man forvilder sig for langt væk fra de afmærkede badezoner, kan det bestemt også være farligt.
”Om sommeren er havnen som en kæmpe motorvej – der er havnebusser, sejlbåde, GoBoats og kajakker i et farvand, der slet ikke er særlig bredt,” siger Shane Kenny.
”Og så er der de badende, som er de blødeste trafikanter, der findes i vandet. Er der bare de mindste bølger, kan det være svært at se et hoved ude i vandet. Derfor skal man kun bade, hvor der er tilladt. 7-9-13 er det mig bekendt ikke sket, at nogen er blevet sejlet ned.”
I Københavns Havn er der 19 steder, hvor man kan bade, og hvert af stederne er der en vandmåler, som løbende måler kvaliteten af badevandet.