Maria er en af få sosu-uddannede undervisere: Hun vil give eleverne faglig stolthed

0:53

Det er oftest andre faggrupper, som underviser på social- og sundhedsskolerne. På SOSU Fyn og SOSU H har en gruppe undervisere samme baggrund som den, eleverne er ved at få. Det har betydning for den faglige stolthed.

i dag kl. 15.56

Tømrere uddanner tømrere, og frisører uddanner frisører. Men på landets SOSU-skoler er det langt fra en selvfølge, at eleverne bliver undervist af nogen med samme uddannelse som dem selv.

Flere elever på SOSU Fyn fremhæver, hvor meget det betyder, at deres undervisere kender faget fra praksis.

”De kan fortælle med egne erfaringer og forberede os lidt bedre, fordi de ved, hvad det handler om,” fortæller eleven Camilla i videoen øverst i artiklen.

Blandt FOAs medlemmer var 42 social- og sundhedsassistenter ansat på statens uddannelsesinstitutioner i juni 2026 mod 20 i juni 2021. Opgørelsen omfatter kun FOAs medlemmer og viser derfor ikke det samlede antal social- og sundhedsassistenter på institutionerne.

Jeg håber, at eleverne kan spejle sig i mig. Og så jeg håber, at jeg kan inspirere og måske blive en rollemodel for nogle elever.

Maria Busborg, Underviser på SOSU Fyn og uddannet social- og sundhedshjælper

Rollemodel på uddannelsen  

På Social og Sundhedsskolen Fyn har de i alt 12 undervisere med en uddannelse som enten social- og sundhedsassistent eller som social- og sundhedshjælper. Og det er endda det højeste antal, skolen har haft.

Maria Busborg er en af dem. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper, og så er hun både den første og eneste med den baggrund, der underviser på en social- og sundhedsskole.

”Jeg håber, at eleverne kan spejle sig i mig. Og så jeg håber, at jeg kan inspirere og måske blive en rollemodel for nogle elever,” fortæller hun.

Maria Busborg blev underviser i 2024, fordi hun gerne ville lære fra sig og hjælpe elever med at koble teori og praksis sammen. Men for Maria Busborg er det også vigtigt, at eleverne indser, hvor betydningsfuldt og sejt et arbejde, de skal til at udføre. 

”Jeg prøver tit at tale med mine elever om, hvordan vi får alt det gode ud, der er ved arbejdet. Nogle gange synes de, at det er svært. Vi hører tit, at man bare tørrer røv,” siger hun og uddyber:

”Der er så mange facetter af arbejdet, som man burde få en medalje for, fordi man bliver virkelig verdensmester i rigtigt mange ting,” udtaler hun. 

Samme holdning deler Gunna Funder Hansen, der er direktør på SOSU Fyn. Ifølge hende er fortællingen om, at man ”bare kan blive sosu” en smule forstemmende.

Maria Busborg blev underviser i 2024, og er en ud af 12 undervisere på SOSU-Fyn, Hun er den eneste med baggrund som social- og sundhedshjælper. Privatfoto

Fantastisk underviser med baggrund som SOSU

Gunna Funder Hansen har haft en klar dagsorden, siden hun tiltrådte stillingen. Ifølge direktøren begynder faglig stolthed på uddannelsen.

Derfor bliver undervisningen også mere levende, hvis man som underviser selv har stået i præcis samme praksis, som eleverne forberedes til. 

Der er i alt 150 undervisere fordelt på de tre skoler på Fyn.

"Det har historisk set ikke været normalen at have social- og sundhedsfaglige undervisere, så at vi i dag har 12 er en udvikling, vi fortsat arbejder videre på," understreger direktøren.

Faktaboks

Det var først i 1990, at en lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser blev vedtaget, og derefter i 1991, at uddannelserne startede. 

Det skete efter, at man fra politisk side blandt andet ønskede færre faggrupper i borgerens eget hjem.

Siden har uddannelserne gennemgået en stor udvikling.

”Selvfølgelig er vi også nødt til at have andre faggrupper, men hvis vi har ikke social- og sundhedsassistenter og hjælpere som undervisere også, så risikerer vi at opdrage eleverne til underdanighed. Det er et kæmpe problem,” peger Gunna Funder Hansen på. 

Ifølge Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører hos FOA, bør social- og sundhedsskoler generelt have kompetencer fra social- og sundhedsuddannede med i stillingsopslag, når de skal ansætte undervisere. 

For samtidig med at social- og sundhedsuddannede undervisere kan give eleverne nogle at spejle sig i, så peger Helena Mikkelsen også på en anden vigtig gevinst ved det. 

"Undervisningsstillinger på SOSU-skolerne kan også være en karrierevej eller en specialiseringsvej inden for faget - med den diplomuddannelse, det også kræver," forklarer hun.

Vi arbejder tæt sammen tværfagligt, men der er områder i SSA-uddannelsen, som jeg overlader til sygeplejerskerne.

Birgit Skog, uddannet social- og sundhedsassistent og underviser på SOSU H i København

Samarbejder tværfagligt

Birgit Skog, som er uddannet social- og sundhedsassistent og underviser på SOSU H i København, peger på samme gevinst.

Hun ser en tendens til, at social- og sundhedsuddannede ikke ser sig selv som undervisere, og derfor heller ikke finder det naturligt at søge i den retning.

”Men vi har en masse viden og vores erfaringer med os, som er alt det, vi har lært efter vores uddannelse,” siger hun.

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk

Et menneskeligt arbejde

For Birgit Skog er det også en anerkendelse af faget, at man kan blive underviser. 

Hun peger i den forbindelse på, at man skal tale uddannelserne op.

”Når jeg kigger i hjælperbøgerne i dag, tænker jeg; hold op, hvor skal de vide mange ting. Og det er jo fordi, samfundet kræver det,” siger hun.

For både Maria Busborg og Birgit Skog gælder det, at de begge elsker at opleve deres elevers udvikling og succeser.

”Fra de begynder her, til de slutter, har de rykket sig enormt meget. Både personligt og fagligt,” siger Maria Busborg.

For udover det faglige skal undervisere på SOSU-skolerne også finde den tilgang, der passer til hver enkelt elev, og der kan man også trække på sin egen erfaring fra sin sosu-uddannelse, mener Maria Busborg. 

”Det med at finde ud af, hvordan man kan motivere. Det er også et menneskeligt arbejde, ligesom at være social- og sundhedshjælper eller assistent,” pointerer hun. 


Fagbladet anbefaler