Borgerens skideballe ændrede alt for Winie: ”Hun havde jo ret”

”Sig mig, hvad laver du? Hvad bilder du dig ind!?”

Winie Østergaard stivnede.

Som rutineret social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen på Nordals kunne hun godt høre ude fra køkkenet, at noget var galt.

Men hun kunne ikke lige greje, hvorfor borgeren sad inde i sin stue og skældte hende ud.

Hun var jo bare gået ud for at ordne morgenmaden og sætte kaffe over. Det var første gang, hun var i hjemmet, og derfor måtte hun lede efter det, hun skulle bruge.

”Du kunne jo bare have spurgt, hvor tingene var,” forklarede borgeren sit vredesudbrud med.

Winie Østergaard er en af de mange, der reagerede på Facebook, efter Fagbladet FOA havde bragt en artikel om de etiske problemstillinger ved, at mere og mere behandling foregår i borgernes eget hjem.

Ændrede sin tilgang

Episoden, hun fortæller om, udspillede sig for nogle år siden hos en ældre kvinde, der for første gang skulle have hjælp fra hjemmeplejen – til at få støttestrømper på og få morgenmad.

”Jeg glemmer det aldrig nogensinde. For hun havde jo ret,” siger Winie Østergaard, der dengang skyndte sig at undskylde overfor borgeren, som i øvrigt var sød og rar.

Siden dengang har hun ageret anderledes, når hun skal lære et hjem at kende.

”Det lærte mig, at vi skal spørge om lov til at gøre ting, når vi kommer ind til nye borgere,” siger hun.

”Som regel siger de ja. Men den indledende respekt er vigtig, for det er ikke kun vores arbejdsplads – det er deres hjem, vi også skal agere i.”

Et andet eksempel er netop, når hospitalssengen flytter hjem i borgernes stuer, og plejen skal foregå her i en periode.

”Så bliver vi jo nødt til at bevæge os ind i soveværelset for at finde rent tøj,” siger Winie Østergaard.

”Så spørger jeg altid, om det er ok, at ’jeg lige går ind og kigger i dine skabe’,”

Husk respekten

Winie Østergaard blev uddannet i 2010 og har været i hjemmeplejen siden 2013.

I dag arbejder hun i små teams med flere andre faggrupper, som kommer forbi i hjemmene til indledende besøg, når nye borgere tilknyttes hjemmeplejen.

”Vi er meget opmærksomme på at få afklaret vigtige ting omkring rehabiliteringen, og i den forbindelse handler det også om indretningen i hjemmene, for eksempel hvis nogen har haft et hoftebrud,” siger hun.

På den måde kan man også tage nogle af de kilder, der måtte være til frustrationer, i opløbet.

Winie Østergaards bedste råd til sine kolleger er at huske respekten for det menneske, man træder ind ad døren hos:

”Sørg for at få en relation til de her borgere først, inden du taler for meget rehabilitering og ændringer i hjemmet. Hvis tilliden først er til stede, så kan du rigtig mange ting bagefter.”

Indgår i familiers dagligdag

En mindre faggruppe, der har mange erfaringer med at behandle borgere i eget hjem på en måde, der kan sammenlignes med et hospital, er respiratorhjælpere.

Kristina Grønhøj er en af dem. Hun arbejder i Region Nordjylland og reagerede også på Fagbladet FOAs artikel om de etiske problemstillinger i borgeres hjem.

I hendes tilfælde handlede det især om, hvordan man agerer over for pårørende.

”Vi arbejder jo i private hjem, hvor der også ofte er familie – ægtefæller, børn og husdyr – og vi kommer til at indgå i familiens dagligdag som fagpersoner,” siger hun.

”De pårørende er ofte meget involveret i plejen, så man oplever et krydspres mellem dem, borgeren og ens faglighed. Det kræver en stærk psyke, og at du er rolig, faglig dygtig og etisk meget velovervejet.”

Må ikke blive din ven

En respiratorhjælper arbejder under skærpet tavshedspligt og typisk hos den samme borger 12 timer ad gangen og i mange år i træk.

Derfor kan det være svært ikke at blive en ’del af familien’ og undgå, at de professionelle grænser bliver overskredet, fortæller Kristina Grønhøj:

”Man skal nogle gange minde sig selv om, at man er ansat til at varetage patientens ønsker. Man skal være venlig og servicemindet, men du skal ikke være deres ven.”

I forhold til pårørende har hun også et godt råd til andre i plejesektoren:

”Man skal anerkende dem, for de har en meget stor indsigt i patientens behov. Derfor skal de have plads, samtidig med at man skal huske, at patienten er i centrum, og at det er deres ønsker, der gælder.”