OK24: Så kom den nye overenskomst til unge, der har et fritidsjob i daginstitutioner
Ligesom på ældreområdet kan unge under 18 år med ny overenskomstaftale nu ansættes i ’inspirationsansættelser’ – også kaldt spireansættelser – på dagtilbudsområdet.
12. marts
For at øge unges interesse og kendskab til det pædagogiske fag og for at få flere til at søge ind på de pædagogiske uddannelser er FOA og Kommunernes Landsforening blevet enige om at overenskomstdække ungarbejdere på dagtilbudsområdet.
”Det er afgørende for FOA at sikre, at de unge mennesker, der arbejder ude i institutionerne, har ordnede forhold. Derfor har vi indgået en aftale med Kommunernes Landsforening, der nu sikrer deres arbejdsvilkår og de præmisser, de arbejder under,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen.
Men han understreger også, at der har været én afgørende forudsætning for, at man har valgt at indgå forsøgsordningen, der med aftalen foreløbigt kører i to år.
”Børn passer ikke børn. Det er Kommunernes Landsforening fuldstændig enige med os i, og det er sikret med denne her aftale,” siger Kim Henriksen.
De unge må ikke have pædagogisk ansvar, de må ikke have ansvar for enkelte børn eller grupper af børn, og de må kun arbejde under tilsyn af en voksen, som har den fornødne indsigt i arbejdet.
Aftalen gælder fra den 1. august i år.
Gøres permanent i ældreplejen
På ældreområdet har ungarbejdere været overenskomstdækket siden OK21, hvor FOA og KL blev enige om en forsøgsperiode med inspirationsansættelser.
Den ordning er nu blevet gjort permanent ved OK24.
”Jeg synes, det er ganske fint. Vi har fået det med, vi gerne ville. Vi skal nemlig stadig sikre os, at de unge mennesker arbejder i et beskyttet miljø, så de ikke bare bliver smidt ud på fri bane, hvor de selv står med nogle ting. Så vi er rigtig glade for, at vi har fået gjort den her aftale permanent,” siger Tanja Nielsen fra FOA.
Der er dog stor forskel på, hvor mange kommuner der har taget ordningen med inspirationsansættelser på plejehjemmene til sig. Se kortet herunder.