Nyt vagttillæg i regionerne forsinkes: Men pengene kommer 

Det har været kompliceret for Danske Regioner at indkredse de medarbejdere, der er berettiget til det nye vagttillæg. Men nu har man fundet en velegnet model, der sikrer, at pengene går til de rigtige. Colourbox

Mange sosu-ansatte, portører, serviceassistenter og husassistenter på hospitalerne må vente til den 1. oktober, før de får de nye vagttillæg, der gælder for ansatte i regionerne, som arbejder på skæve tidspunkter.

28. juni

Når en lang række ansatte i regionerne i disse dage tjekker deres lønseddel for juni måned, vil de kigge forgæves efter det helt nye vagttillæg, der trådte i kraft 1. maj som en del af den nye overenskomst og trepartsaftale.

Vagttillægget – cirka 575 kroner om måneden – vil også mangle til august og september.

Men til gengæld kan alle glæde sig til 1. oktober, hvor pengene udbetales. Og det sker selvfølgelig med tilbagevirkende kraft og med virkning fra 1. maj, så ingen bliver snydt. Her får alle, der er omfattet af vagttillægget, altså lige godt 2.500 kroner ekstra med lønnen.  

Omfatter flere af FOAs faggrupper

Forsinkelsen rammer de medarbejdere, der arbejder på døgnområdet i regionerne og er omfattet af sosu-aftalen og har haft mindst 300 timers vagtarbejde uden for almindelig daglig arbejdstid i løbet af et kalenderår.

Herunder ansatte i de faggrupper, FOA organiserer. 

Konkret drejer det sig om cirka halvdelen af de sosu-ansatte, 40 til 45 procent af portørerne, de erhvervsuddannede serviceassistenter og servicemedarbejdere og -assistenter og endelig tæt på en tredjedel af husassistenterne. 

Kompliceret problem er løst

Forsinkelsen skyldes, at det har vist sig en kende kompliceret at indkredse den gruppe medarbejdere, der er berettiget til vagttillægget i forhold til deres arbejde i 2023.

For eksempel kan det være nødvendigt med en ekstra manuel gennemgang af nogle medarbejdere, som enten er nyansatte, har haft orlov eller har skiftet funktion for på den måde at være sikker på, at tillægget udbetales korrekt og til de rigtige personer.

Komplikationerne skyldes, at der er tale om en helt ny aftale, som adskiller sig ved, at den baserer sig på en opgørelse af ’historiske’ data.

Til gengæld forventes det, at man har fundet en model, som er holdbar og betyder, at den løbende håndtering af tillægget herefter bliver nemmere.

Vil ramme rigtigt fra starten

Ud over de nævnte medlemsgrupper i FOA rammer forsinkelsen blandt andre også sygeplejersker, jordemødre samt fysio- og ergoterapeuter.

Og alle involverede fagforeninger er sammen med Danske Regioner enige om, at forsinkelsen er det mest fornuftige. Torsdag meddelte parterne nemlig, at de har ’et fælles ønske om at ramme så rigtigt som muligt’ ved første udbetaling af vagttillægget.

Og hvis det ønske skal gå i opfyldelse, er det altså nødvendigt at vente yderligere et par måneder, før vagttillægget udbetales.

Hvis du er i tvivl om noget i forbindelse med vagttillægget i regionerne, er du velkommen til at kontakte din tillidsrepræsentant.