Lad ikke bilen køre din økonomi i sænk: Sådan kan du spare penge på benzinen
Det gør ondt langt ned i tegnebogen, når man ser pristælleren brage afsted, mens man tanker benzin på bilen. Her er de bedste råd, som får de dyre dråber til at række lidt længere.
i dag kl. 10.26
Selv om der kommer flere og flere elbiler på vejene, er det stadig omkring halvdelen af alle danske biler, som kører på benzin.
Og det er blevet en dyr fornøjelse: Næsten 18 kroner koster det her i midten af oktober for en almindelig liter blyfri oktan 95.
Først på året kostede den samme mængde under 15 kroner per liter.
Så hvis du for eksempel kører 2.000 kilometer hver måned i en bil, der i gennemsnit når 15 kilometer på literen, har du fået en årlig ekstraudgift på omkring 5.000 kroner.
Heldigvis er der mange gode råd, der både kan give dig lidt lavere transportudgifter og få dig længere på literen i din bil.
Spænd selen og læs med her.
-
1
Sæt farten lidt ned
Ved konstant fart har de fleste biler en optimal hastighed, der ligger et sted mellem 70 og 90 kilometer i timen, når det gælder brændstofforbrug. Den præcise fart varierer fra biltype til biltype.
Det er typisk her, bilen samlet set udnytter brændstoffet bedst, og man når længst på literen.
Kører man hurtigere, stiger luftmodstanden, og jo højere farten bliver, desto mere benzin kræver det.
Hvis afstanden er nogenlunde den samme, og trafikken glider, kan en landevejsrute derfor være billigere end motorvejen. Og på motorvejen er der en stor gevinst ved at køre 110 i stedet for 130 kilometer i timen.
Colourbox -
2
Vær forudseende
Ved bykørsel går det selvfølgelig ikke at cruise med 70-90 kilometer i timen.
Til gengæld kan man vinde meget ved at være forudseende.
Slip for eksempel speederen i god tid inden et lyskryds, der når at skifte, inden du skal over det, og lad bilen trille så langt som muligt uden at bremse.
Colourbox Det samme gælder, hvis du nærmer dig en kø eller en rundkørsel – eller en bakke, der går nedad.
Jo mere du på forsvarlig vis kan regulere farten med speederen og uden at bruge bremsen, desto mindre brændstof spilder du – det kræver lidt øvelse, men det er godt givet ud.
Når man slipper speederen og lader bilen blive i gear, afbryder mange moderne biler brændstoftilførslen helt eller næsten helt.
Det gør benzinbilen til gengæld ikke, hvis den står i frigear, også selv om den kører ned ad bakke. Samtidig er der heller ingen bremseeffekt fra selve motoren, når den er i frigear.
-
3
Op i fart og tidlige gearskift
Ifølge FDM kan det godt betale sig at accelerere forholdsvis hurtigt til den fart, man skal køre med – så længe det foregår forsvarligt, og man ikke risikerer at skulle bremse undervejs.
Hvis du kører med manuelt gear, skal du ikke vente for længe med at skifte gear, når du accelererer. Grundlæggende gælder det, at jo lavere omdrejninger i gearene, desto lavere benzinforbrug.
Motoren må dog ikke hakke i et for højt gear, så prøv dig frem:
Måske er der nogle strækninger, hvor du plejer at køre i tredje gear, men hvor fjerde gear også trækker bilen fint. I så fald skal du prøve at vænne dig til det højere gear, og imens kan du glæde dig over, at din kørsel er blevet en lille smule billigere.
Colourbox -
4
Dæktryk
Helt ærligt: Mange af os får ikke tjekket dæktrykket særlig tit.
Det kan til gengæld godt betale sig at gøre det regelmæssigt – for eksempel en gang om måneden – for at sikre, at trykket er højt nok.
Colourbox Hvis det for eksempel er 0,5 bar for lavt, stiger brændstofforbruget typisk med op til to-tre procent. Det lyder ikke af meget, men for en tankfuld benzin svarer det alligevel til op mod 20 kroner i øjeblikket.
Det tryk, du skal gå efter, er det, som producenten af din bil anbefaler. Det står typisk i fordørens ramme og i manualen. Vælg gerne det højest anbefalede dæktryk.
-
5
Tomgang
Nogle bilister har en dårlig vane med at holde i tomgang på parkeringspladser og lignende.
Det er en både dyr og ildelugtende vane, når det foregår i en benzinbil.
Hvis man tager højde for brændstofforbruget ved at starte bilen, kan det ikke svare sig at holde i tomgang mere end 20-30 sekunder, ifølge FDM.
Så lad være med det og sluk bilen i stedet, medmindre du er ved at dø af kulde – ét minut i tomgang bruger det samme brændstof som 300 meters kørsel.
Det er ikke bare dyrt, det er også dumt at holde med bilen i tomgang. Det kan nemlig koste en bøde, og folk i nærheden bliver voldsomt generet. Colourbox I mange danske kommuner er det også forbudt at holde i tomgang i mere end ét minut. Det kan koste en bøde på 1.000 kroner, og det kan man trods alt stadig få meget benzin for.
Der er dog undtagelser i forhold til lyskryds og køkørsel.
Og så er der også lige nogle hurtige råd:
Kilder i øvrigt: FDM, Bilpriser.dk, Europa-Kommissionen og Royal Automobile Club (RAC).