Kører du på arbejde hver dag? Nu kan du få et højere kørselsfradrag

Du kan få kørselsfradrag uanset om du tager bil, cykel, offentlig transport eller andet transportmiddel til arbejde. Colourbox

Nye satser for kørselsfradraget betyder, at mange pendlere kan få flere penge mellem hænderne.

i dag kl. 14.34

Fra torsdag den 9. juli får næsten en million danskere flere penge, hvis de retter deres forskudsopgørelse.

Det sker, efter at regeringen har behandlet forslaget om at øge kørselsfradraget også kaldet ’befordringsfradaget’. Det skriver TV2.

I gennemsnit drejer det sig om omkring 2.300 kroner ekstra som følge af de nye satser for kørselsfradraget, oplyser Skatte- og Vækstministeriet til TV2.

De kan få kørselsfradrag

Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 12 kilometer til arbejde (samlet over 24 kilometer til og fra arbejde). Fradraget gælder uanset om du tager bil, cykel, offentligt transport eller andet. Det gælder også uanset om du er fastansat, har et studiejob, er i lønnet praktik eller ansat med løntilskud, så længe du betaler arbejdsmarkedsbidrag.

Du kan dog kun få fradrag for de dage, hvor du faktisk har været på arbejde. Dage med hjemmearbejde, ferie eller sygdom tæller derfor ikke med.

Kilde: Skat.dk

Det betyder, at den almindelige sats for de første 120 kilometer hæves med 89 øre per kilometer. Satsen har hidtil ligget på 2,28 kroner per kilometer.

Pendlere der har mere end 120 kilometer til arbejde, får et endnu større fradrag. Deres sats stiger nemlig med yderligere 45 kroner per kilometer.

Den største stigning gives til pendlere i de 25 såkaldte yderkommuner. Deres sats stiger med 98 øre per kilometer.

Samtidig bliver det ekstra kørselsfradrag til personer med en indkomst på under 391.500 kroner forhøjet.

I disse yderkommuner stiger fradraget mest

Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Odsherred, Samsø, Skive, Slagelse, Struer, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Vordingborg, Ærø og Aabenraa

Kilde: Skat.dk

Kan ses på lønsedlen næste måned

Allerede fra torsdag den 9. juli kan man se, hvor meget ens fradrag vil stige. Det gør man ved at opdatere forskudsopgørelse for 2026 på Skats hjemmeside.

Ifølge Skatte- og vækstministeriet vil man kunne se det forhøjede fradrag på sin lønseddel næste måned, hvis man når at rette sin forskudsopgørelse senest den 20. juli.

Det forhøjede kørselsfradrag gælder med tilbagevirkende kraft for hele 2026. Derfor er det vigtigt at rette forskudsopgørelsen for indeværende år.

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler