Nu skifter vi til sommertid: Læs hvad det betyder for din nattevagt

Sommertid! Natten til søndag skifter vi fra vinter til sommertid. Det har betydning for nattevagterne. Colourbox

Natten mellem lørdag den 25. marts og søndag den 26. marts er kortere, fordi vi skifter til sommertid. Hvis du er på arbejde på det tidspunkt, har det indflydelse på din arbejdsplanlægning.

26. marts 2020

Erantisserne er sprunget ud, temperaturen nærmer sig det tocifrede og vi bevæger os tættere mod lange dage, sommerferie og varme nætter.

Det betyder også, at vi er nået det tidspunkt på året, hvor vi skal stille viseren en time frem, da vi går over til sommertid.

Det sker klokken to natten mellem lørdag den 25. marts og søndag den 26. marts.

Det kan have betydning for de FOA-medlemmer, der skal arbejde den pågældende nat.

En ekstra time i banken

Din arbejdsgiver kan enten vælge at sige, at du skal arbejde det antal timer, der oprindeligt var planlagt. Det vil sige, at hvis du har en ni timer lang vagt, og plejer at få fri klokken seks søndag morgen, har du først fri klokken syv søndag den 26. marts.

Men din arbejdsgiver har også mulighed for at gemme den ekstra times arbejde og planlægge den en anden dag. Det fortæller chefkonsulent i FOA Overenskomst, Asbjørn Andersen.

“Hvis du ikke bliver pålagt at arbejde det sædvanlige antal timer og dermed har en time kortere vagt, skal du afvikle timen på et andet tidspunkt eller afspadsere timen efter reglerne,” siger han.

Klokken to stilles uret til klokken tre, og på den måde forsvinder en enkelt time mellem den 25. og 26. marts.

Stadig usikkerhed om afskaffelsen af vinter- og sommertid

Det har gennem tiden været diskuteret at afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid. I marts 2019 blev det i Europa-Parlamentet stemt igennem, at det obligatoriske skift til og fra sommertid allerede fra 2021 skulle afskaffes.

Men her fire år senere er der endnu ikke enighed mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Dog har flere lande givet udtryk for, at de foretrækker at skifte til permanent sommertid. Det vil have den bivirkning, at vi vil opleve meget mørke morgener om vinteren i Danmark.