Kommune ændrer regler for tøj under hedebølge: “En anerkendelse - men det manglede også bare”

De lempede regler for arbejdstøj gjorde en forskel i varmen. Alligevel var dagene svære at komme igennem, fortæller social- og sundhedsassistent Monia Jensen.

i dag kl. 12.33

Sved, der løber ned af maven. Varme biler, som ikke kan nå at køle ned. Og bukser, der klistrer til benene.

Når sommersolen lægger sig tungt over Danmark, kan et job i hjemmeplejen hurtigt blive en varm affære. Det fortæller Monia Jensen, der arbejder i Rødovre Kommune. 

“Vores arbejdstøj er enormt ubehageligt at have på, når det bliver varmt. Det er svært for kroppen at ånde og svært at bevæge sig i,” siger social- og sundhedshjælperen.

Det føltes næsten som om, at man havde tisset i bukserne.

Monia Jensen, social- og sundhedshjælper

I forbindelse med årets hedebølger har ledelsen i Rødovre Kommune derfor midlertidigt lempet på uniformkravene til medarbejderne. 

Is, chips og eget tøj

De lempede krav betyder blandt andet, at medarbejderne må møde ind i egne shorts og t-shirts, og at der er indlagt flere varmepauser.

Et tiltag, som Monia gjorde brug af, da hun flere dage var på arbejde i slutningen af juni, hvor der blev målt rekordhøje temperaturer i landet.

På den varmeste dag iførte hun sig løse hørbukser og en top uden ærmer - dog med en kittel over, når hun var inde hos borgerne. 

“Det gjorde en forskel, at tøjet var lettere. Ellers var vi da gået helt til,” fortæller hun. 

Samtidig havde kommunen indkøbt is og chips til medarbejderne, så de kunne blive kølet lidt ned og få lidt ekstra salt.

Det siger Arbejdstilsynet 

Arbejdsgiver skal sørge for, at temperaturen indendørs ikke overstiger 25 °C. 

For høje temperaturer kan bl.a. skyldes belysningen, mange mennesker i lokalet, maskiner og skærme samt solskin gennem store, uafskærmede vinduer. 

Ved udendørsarbejde skal arbejdsgiver planlægge og tilrettelægge arbejdet, så ansatte ikke udsættes for solens skadelige UV-stråling.  

Hvis muligt kan arbejde flyttes til skyggen eller til tidspunkter på dagen, hvor solen ikke står højt på himlen. 

Hvis temperaturen overstiger det anbefalede, er det arbejdsgivers ansvar at iværksætte foranstaltninger, der sikrer, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. 

Det samme gælder, hvis luftfugtigheden bliver meget høj i arbejdsluften. 

Kilde: Arbejdstilsynet

Fik det dårligt

På trods af tiltagene, var dagene dog hårde at komme igennem.

Monia oplevede at brænde sine bare arme på de hede bilsæder. Og når hun sad i bilen mellem besøgene, blev både hendes bukser og top gennemblødte af sved.

"Det føles næsten som om, man havde tisset i bukserne."

Og så følte hun sig kvalm og dårlig flere gange i løbet af vagterne. 

“Jeg fik det helt hedeslagsagtigt, og det fortsatte også, da jeg kom hjem fra job.”

“Det er en anerkendelse”

Alligevel var Monia også glad for kommunens tiltag. 

Ikke fordi arbejdsdagene var rare - det endte de ikke med at være - men fordi hun følte sig set. 

“Det er jo en anerkendelse, når de lytter til vores opråb og gør noget, for at vores arbejdsdag bliver mindre uudholdelig. Men det manglede også bare,” siger hun.

Vi er opmærksomme på, at det er vanskelige vilkår at arbejde i meget høj varme.

Christine Vendel Jensen, ældrechef i Rødovre Kommune

For Monia er varmen ekstra svær at håndtere. Hun er i overgangsalderen og oplever allerede til daglig, at kroppen har svært ved at komme af med varmen. 

Derfor håber hun også, at der helt generelt vil komme et større fokus på det arbejdstøj, hun og kollegerne ifører sig hver dag. 

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk

Særligt i en tid, hvor sommervarmen ser ud til at være en tilbagevendende følgesvend.

"Vi kigger måske ind i en fremtid, hvor det bliver mere normalt med hedebølger. Så bliver vi nødt til at have arbejdstøj, der passer til det." 

En løbende dialog

I Rødovre Kommune er man opmærksom på løbende at vurdere arbejdsmiljøet og de ansattes behov. Det oplyser ældrechef Christine Vendel Jensen i et skriftligt svar.

”Vi tager selvfølgeligt medarbejdernes arbejdsmiljø alvorligt, også når det kommer til vejret og mulighederne for at gennemføre opgaverne forsvarligt. Det gælder både nu med meget varmt vejr og i vinters med sne,” skriver hun. 

Samtidig anerkender hun, at sommerens temperaturer kan udfordre arbejdsdagen hos medarbejderne. 

“Vi er opmærksomme på, at det er vanskelige vilkår at arbejde i meget høj varme, hvilket den lokale ledelse er i tæt dialog med medarbejderne om.”

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler