‘Er du bange?’ Sådan var kulturen dengang – i dag insisterer Jens på åbenhed

Denne artikel indeholder beskrivelser af alvorlige ulykker og oplevelser, som kan virke voldsomme for nogle læsere.

Det hele står stadig lysende klart for Jens Korsgaard:  

Som ambulancebehandler bliver han kaldt ud til en varevogn, der ligger i grøften, og han kravler ned og inspicerer den. Han bevæger sig langs passagersiden af bilen og kommer til vinduet, der gaber med 10 centimeter.  

Det første, der møder ham, er lugten af blod.  

Det næste er synet af en krop, som er blevet ødelagt i en grad, han aldrig havde forestillet sig.

Varevognen er kørt op i en lastbil fyldt med træstammer, og passagerens hoved er blevet knust i sammenstødet med en af dem.  

Køretøjet bjærges, men det slutter ikke her.  

Ting bliver talt igennem 

I dag er Jens Korsgaard beredskabsmester i Nordjyllands Beredskab, og hvis en lignende episode skete på hans vagt for en af hans medarbejdere, ville vedkommende kun i yderste nødstilfælde få lov til bare et fortsætte vagten, som om intet var hændt. 

Der ville umiddelbart efter den dramatiske hændelse blive iværksat en såkaldt defusing (se boks), hvor alle, der har været involveret, får lov til at fortælle, hvordan de oplevede den. 

På den måde sørger beredskabsmesteren for, at tingene bliver talt igennem inden fyraften, så man ikke bare er overladt til sig selv. 

“Der kan også blive tale om debriefing på et lidt senere tidspunkt, og så skal jeg ringe til min nærmeste leder og aftale i hvilken udstrækning, der skal tilkaldes opfølgende psykologhjælp,” siger Jens Korsgaard. 

Venner for livet 

Det er måske ikke optimalt, mener han. Meget kunne sikkert stadig være bedre.  

Men det er allerede et kæmpe fremskridt i forhold til dengang, han selv som 18-årig gik ind i redningsbranchen i 1985. 

“Dengang kørte jeg sammen med en garvet fyr, og hver gang jeg følte mig usikker på et eller andet og spurgte om noget, svarede han bare: ‘Er du bange?’,” husker han. 

“Og så talte vi ikke mere om det.” 

Dengang i Brønderslev – hvor “mænd var mænd, og følelser var forbeholdt kvinder og Familie-Journalen" – havde Jens Korsgaard også indimellem selskab af Thomas Sølvkær, der allerede som 10-årig hang ud på redningsstationen, fordi han var dybt fascineret af biler og blå blink. 

I dag er Thomas Sølvkær paramediciner ved det præhospitale område i Hjørring, og han og Jens Korsgaard er blevet venner for livet.

Ved aldrig hvornår 

På samme måde er det både Thomas Sølvkær og Jens Korsgaards erfaring, at man hele tiden kan risikere at opleve noget, der er ekstremt tragisk, når man er frontpersonale – man ved bare ikke, hvornår eller hvordan det rammer. 

“Dengang jeg var yngre og havde været i jobbet i fem år, kunne jeg godt tænke, at ‘nu har jeg set alt’. Men så skete der et eller andet, jeg bare aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle opleve,” siger Jens Korsgaard. 

“Og da jeg havde været i gang i måske 10 år, kunne jeg også tage mig selv i at tænke, at jeg havde prøvet det hele. Og så skete der pludselig noget andet, jeg ikke havde troet kunne lade sig gøre.” 

I dag gør han sig ingen illusioner om, at han har oplevet alt, hvad der kan opleves, når man arbejder med at redde andre mennesker – også selv om han kan se tilbage på en mere end 40 år lang karriere. 

Unge skal klædes på 

Jens Korsgaard har i løbet af de 40 år fået rigtig mange nye kolleger. Han synes, at unge mennesker i dag har styr på alt det teoretiske om faget, men mangler erfaring fra virkeligheden. Derfor skal de hjælpes ind i faget på en ansvarlig måde: 

“Jeg tror meget på onboarding. At man fra start får mere fokus på, hvilke oplevelser der skal håndteres. Nogle unge kommer med en slags ‘Batman-attitude’ og tror, de kan klare alt. Men sådan er det jo ikke i virkeligheden.” 

Han fokuserer blandt andet på altid at klæde de unge mennesker godt på, når de kører ud til ulykker: 

“Jeg prøver altid at italesætte det, vi kan komme ud for. For eksempel ved et tog, der har påkørt en. Der fortæller jeg, at de jo lige skal vide, at det legeme, de samler op, stadig er varmt – også selvom de har engangshandsker på.” 

Snak om det 

Både Jens Korsgaard og Thomas Sølvkær fortæller om en hverdag, hvor de rutinemæssigt “læsser af” hos kollegerne.  

“Det har virkelig betydet meget for mig, at Jens og jeg kunne tage en snak om, hvad fanden det er, vi lige har oplevet. Lige få brikkerne til at falde på plads, når der er sket noget ubehageligt,” siger Thomas Sølvkær.  

Der er ingen tvivl om, at lederen skal fange det, hvis en ansat går og er presset, mener han. Men han synes også, at den enkelte medarbejder selv har en forpligtigelse til at sige, hvis der er noget.  

“Jeg synes til gengæld også, at vi hurtigt kan spotte det,” tilføjer Jens Korsgaard.  

“Når man går så meget sammen, som vi gør, opdager vi det, hvis en føler sig presset og fraværende i arbejdet.” 

Og netop det, at kollegerne bruger hinanden til defusing og debriefing, er noget, der formentlig kommer større fokus på.  

For i Region Midtjylland har de allerede implementeret en ‘kollegastøtteordning’, hvor nogle kolleger uddannes til at kunne behandle de psykiske belastninger, der følger med jobbet i ambulancetjenesten og beredskabet.  

De to venner og kolleger håber, at en sådan ordning også kan implementeres i Region Nordjylland, da det jo netop er kollegerne, der bedst kan spejle sig i oplevelserne. 

Det er dem, der har prøvet det samme – eller også har de prøvet noget, der ligner. Hvad enten det er selvmordere, børn, der på tragisk vis har mistet deres forældre, eller groteske ulykker, hvor en træstamme har ødelagt en mands hoved.