“Du har da tabt dig lidt, hva?”: Pas på kommentarer om kroppen

Enkelte kommentarer til enkelte medarbejdere kan ikke andet end at være grænseoverskridende.

”Man isolerer dem og lægger en undertone af, at der er noget galt med dem. Og det er ikke fremmende for noget som helst.”

Fælles initiativer kan derimod gøre træning og sundhed til et fælles anliggende blandt medarbejderne. Men her er det vigtigt, at aftalerne bliver så klare som muligt. Er det for eksempel en kan-opgave eller en skal-opgave? Må man sige nej? Hvornår gør vi det?

”Hvis det er en skal-opgave, som det for eksempel er i brandvæsenet, så er det et ledelsesansvar at få det til at lykkes. For kollegerne har ikke mandat over andre kolleger,” siger Mette Jensen Stochkendahl, der i den gruppe brandmænd, hun har forsket i, så at de, der havde mest modstand mod træningen, også var dem, der havde mest brug for at træne.

”Der er en grund til, at de har den modstand. Der er mange mennesker, der ikke føler sig tilpas i træningssituationer. De har måske dårlige erfaringer fra tidligere. De føler sig til grin, udsat og eksponeret, og hvis de bare ikke fysisk eller mentalt har det godt med at udfolde sig på den måde sammen med andre mennesker, kan det blive rigtig svært.”

I nogle funktioner kan det være afgørende, at fysikken er i orden. For eksempel i brandvæsenet, hvor kollegerne skal kunne redde hinanden ud. I daginstitutioner, hvor man også skal kunne gå ned i hug sammen med børnene. Eller i ældreplejen, hvor der ofte er tunge løft.

”Hvis du har et tæt forhold til kollegaen, kan du tage samtalen på baggrund af en konkret observation. For eksempel, at du så, at kollegaen havde svært ved at komme op ad trapperne eller komme ned i hug. Og så kan den enkelte også være med til at identificere den løsning, der ville være den rigtige. Det skaber et helt andet ejerskab og en helt anden åbning for at snakke om problemstillingerne.”

Igen: Det kræver, at der på arbejdspladsen hersker en kultur, hvor medarbejderne passer på hinanden. Og hvis ikke, så overlad samtalen til lederen.

Hele fundamentet for at lave sundhedsfremmende indsatser på arbejdspladsen er alt det, der ikke handler om træning og sundhed. Et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig trygge, er et nødvendigt fundament for at man skal vove sig ud i situationer, der føles ubehagelige og sårbare.  

”Det kræver en følelse af holdånd, hvor alle kan være med, uanset deres formåen. At der er plads til alle.”

Her er vores handlinger afgørende, mener hun og peger på, at det kan være vigtigt med nogle ambassadører, der går foran.

”Nogle af de steder, hvor det lykkes rigtig godt, er også de steder, der har ambassadører, som tager kollegaen under armen og siger, kom, skal vi ikke gøre det her sammen.”

Det er de små skridt, der tæller, skaber gode oplevelser og kan skubbes videre.

”Det afgørende er, at vi har det sjovt sammen. At der ikke er nogen, der står og føler, at de bliver grint af, kigget på og udstillet, fordi de måske ser ud på en bestemt måde eller har svært ved at udføre det, der skal udføres.”

Så snart en i gruppen begynder at tage hul på snakken om ondt i kroppen, åbner op for snakken hos de andre kolleger, lyder Mette Jensen Stochkendahls erfaring fra et forskningsprojekt.

”Det kan se ud som om det at have ondt smitter, lige som en virus, men sådan er det ikke. Når én begynder at åbne op, så ser vi, at flere tør fortælle om, hvordan de egentlig har det. Og det er jo det, der skal til, for at man som arbejdsplads kan begynde at lave nogle løsninger. At vi bryder tabuet om smerter i forbindelse med arbejdet.”