Det kan ende ”helt galt”, advarer Dorthe Birkmose.Men hjælp fra uventet kant giver håb

Dorthe Birkmose er bekymret.

”Sådan helt desperat bekymret,” siger psykologen.

I 25 år har hun kæmpet for bedre vilkår for ansatte i velfærdsfag. Nu ser hun en udvikling, der kan ende “helt galt”:

At der nu er flere medarbejdere i ældreplejen, der overvejer at forlade faget, end der er medarbejdere, der overvejer at blive.

”Det er dem, som ædes op af den moralske stress, som tager flugten,” siger Dorthe Birkmose.

”De får ikke lov til at være stolte af deres arbejde. De går hjem med dårlig samvittighed, og det kan man ikke holde til,” uddyber hun.

Men midt i desperationen spirer der også et håb hos hende.

Håbet næres af et biografhit, der har taget danskerne med storm. Af medarbejdernes ukuelige vilje til at gøre en forskel. Og af en minister, der rent faktisk lytter og forstår.

VIDEO: Dorthe Birkmose: Det er nu, hvis vi skal stoppe medarbejderflugten.

“En lettelse”

Fagbladet FOA møder Dorthe Birkmose, efter filmen Hjem kære hjem, der skildrer arbejdet i hjemmeplejen, har slået benene væk under anmeldere og publikum. 

Selv kalder hun filmen for “en lettelse”.

“Den viser det, vi har forsøgt at sige i 25 år: At det ikke er et spørgsmål om enkelte ‘brodne kar’. Det handler om slid. Et på mange måder meningsløst slid af medarbejdere, som overlades med et alt for stort ansvar.”

“I filmen mærker man dråbe for dråbe det slid. Og man forstår som publikum, hvorfor man kan blive nødt til at tage flugten fra et fag, man i virkeligheden elsker,” siger Dorthe Birkmose. 

Hun refererer til hovedpersonen Sofie, som må sygemelde sig for at passe på sig selv og sin familie. 

Fagligheden nedbrydes

Det er det samme slid, hun ser, når hun uge efter uge møder virkelighedens medarbejdere på konferencecentre og arbejdspladser i hele landet.

Dorthe Birkmose fremhæver en scene fra filmen, hvor Sofie må ‘snyde’ for at yde basal omsorg.

”Vi ser Sofie lave to spejlæg til en borger, fordi han elsker det. Men ifølge reglerne må hun kun varme mad i mikroovnen. Det er den slags daglige kompromiser, der nedbryder fagligheden og skaber en følelse af afmagt,” forklarer psykologen.

Men det er netop filmen og dens flotte modtagelse, der fortæller Dorthe Birkmose, at noget - forhåbentligt - er ved at forandre sig.

“At vi nu langt om længe får skabt en forståelse af, at der er en grænse for udpiningen af medarbejdere og faglige ledere. Vi kan ikke blive ved at presse dem. Bede dem løbe hurtigere. Bede dem tage endnu mere ansvar. Det går ikke,” siger hun.

VIDEO: Dorthe Birkmose: Lad os tage et endeligt opgør med 'sådan er vilkårene'.

De mange skandaler

De seneste mange år har psykologen ellers oplevet, hvordan skandalesager igen og igen har kastet dårligt lys over særligt ældreplejen. Og hvordan det efterfølgende har handlet om at pege fingre ad medarbejderne og finde skurke.

Mange husker formentlig ‘Else-sagen’, der satte dagsordenen i forsommeren 2020. Over en bred kam blev ansatte i ældreplejen efterfølgende hånet og fordømt.

Også Dorthe Birkmose blev kaldt diverse ukvemsord på sociale medier.

Det skete, efter hun i et interview havde sagt, at ingen medarbejdere går på arbejde for at være ‘onde’, men at forråelse er en overlevelsesstrategi for mennesker, der udsættes for et langvarigt pres.

Et håb om reel forandring

Senere samme år fik hun mulighed for at åbne et stort anlagt ‘ældretopmøde’. Her var de vigtigste folk på ældreområdet samlet for én gang for alle at finde opskriften på at sikre en ‘værdig ældrepleje’. 

Dorthe Birkmose husker tydeligt sin indledende sætning: “Jeg står her med et håb, men jeg står her også med en bekymring.”

Hendes håb var, at tiden var inde til reel forandring, som kunne mærkes af medarbejderne. At de ville få mere tid. Supervision. En faglig ledelse tæt på. 

Hendes bekymring var, at medarbejderne ville blive svigtet af tomme ord og løfter.

I dag ville budskabet være præcis det samme.

“Men med endnu større desperation i stemmen,” tilføjer Dorthe Birkmose. 

“For vi mangler stadig at se reel forandring. At medarbejderne får nogle vilkår, hvor de kan passe ordentligt på sig selv, borgerne og pårørende. I de fem år, der er gået, er endnu flere blevet slidt og endnu flere har forladt deres fag,” siger hun.

En ydmygende retorik

En del af den nedslidning, Dorthe Birkmose har været vidne til, handler ikke kun om travlhed, men også om en årelang faglig ydmygelse.

Hun peger på den politiske og medieskabte fortælling om behovet for flere ’varme hænder’ som et centralt eksempel.

“Medarbejderne har i årevis skullet finde sig i at blive reduceret til ‘varme hænder’. Som om det kun var et par af deres kropsdele, vi kunne bruge til noget som helst,” forklarer Dorthe Birkmose og fortsætter:

“Det er en total undervurdering af den høje faglighed, arbejdet kræver. Det er jo ikke bare hænder. Det er hele mennesker med hjerner, med viden og med en enorm relationskompetence. At reducere dem til et par lemmer er en ydmygelse, de har skullet bide i sig, mens de fortsatte med at udføre et komplekst stykke arbejde.”

Til gengæld oplever hun, at retorikken på flere områder har flyttet sig. Og at forståelsen for begreber som moralsk stress, omsorgstræthed og forråelse vinder frem.

For første gang hører hun en ældreminister, der faktisk siger det, hun og andre har prøvet at forklare i årevis.

“Det gør en forskel, at vi har en minister, som ikke skyder skylden på medarbejderne. Som i stedet siger, at hvis der er tegn på forråelse og udmattelse, så er det et tegn på, at vi som samfund har svigtet,” siger Dorthe Birkmose.

VIDEO: Dorthe Birkmose: Jeg er for vred til at stoppe.

Ikke behov for flere kampagner

Men forandringerne går for langsomt, mener hun. Og der bliver stadig spildt for meget tid på hurtige løsninger. Eller quick fixes, som Dorthe Birkmose kalder det.

“Og hvis der er noget, vi ikke har, så er det god tid,” konstaterer hun.

“Vi har ikke brug for endnu en kampagne. Ikke et nyt slogan på en musemåtte. Det er vilkårene, der får folk til at flygte, og derfor er det vilkårene, vi skal lave om,” fortsætter hun.

Ifølge Dorthe Birkmose er løsningen enkel: man bliver nødt til at give medarbejderne tid til at håndtere det uforudsete.

“For det eneste, der er sikkert i ældreplejen, er, at der vil ske noget uforudset,“ siger hun.

Det kan være en pårørende, der pludselig ringer, en kollega, der bliver syg eller et IT-system, der bryder sammen.

Dorthe Birkmose kalder det ’organisatorisk slack’.

”God matematik er at planlægge 70 procent af arbejdstiden. De sidste 30 procent er en nødvendig buffer til alt det uforudsete, der sker hver eneste dag.”

”I hjemmeplejen, som er det mest maltrakterede velfærdsområde, planlægger man i dag 110, 120 procent af tiden. Så må medarbejderne overpræstere for at få tingene til at lykkes, men det kan ingen holde til i længden,” forklarer hun.

Udviklingen kan vendes

Men er det realistisk at tale om ’mere tid’, når manglen på social- og sundhedspersonale kun vil vokse?

Ifølge Dorthe Birkmose blotlægger spørgsmålet, at der burde være handlet på rekrutteringsproblemerne allerede for 20 til 25 år siden.

“Vi er bagud, og det gør det sværere,” konstaterer psykologen.

Hun drager parallel til sygeplejerskerne, der for få år tilbage i stor stil forlod sygehusene. I dag er flere vendt tilbage i takt med, at nogle arbejdsvilkår er blevet bedre. Det samme kan ske på ældreområdet, forudser Dorthe Birkmose. 

“Arbejdet er vanvittigt meningsfuldt og givende i sig selv, så det kræver ‘blot’ bedre vilkår, for at de erfarne vender tilbage, og at de unge overvejer at prøve kræfter med feltet,” siger hun.

“Mest af alt er jeg vred“

At vilkårene skaber frustrationer blandt ansatte i ældreplejen, mærker Dorthe Birkmose tydeligt.

“Mange har en exit strategi. Fordi de kan mærke, at bægeret er fyldt. Én dråbe mere - en omstrukturering, et lederskifte, et IT-system mere - og så er det slut,” siger hun.

Hun forstår dem. For hun ser slitagen i mange medarbejderes kroppe:

“Jeg kan jo se, at de har ondt, og alligevel tager de på arbejde. Jeg ved ikke, hvor meget smertestillende de tager for at holde til det. Den fysiske smerte er et tavst vidnesbyrd om det enorme pres, de er under.”

VIDEO: Dorthe Birkmose: Dét gør mig håbefuld.

Her findes håbet

Efter 25 års kamp mærker Dorthe Birkmose også selv udmattelse.

“Der er stadig nogen, der ikke forstår det. Eller ikke har lyst til at forstå det. Og så kan jeg godt mærke, at jeg nogle gange bliver træt.”

“Men,” siger hun og kigger op.

“Mest af alt er jeg vred. Vred over, at vi i så rigt et land ikke kan sørge for en bedre velfærd. Så jeg kan kun fortsætte med at kæmpe kampen for medarbejderne og borgerne.”

Håbet finder Dorthe Birkmose først og fremmest i medarbejderne og deres insisteren på - trods de vilkår, de bliver budt - at blive ved med at gøre det bedst mulige.

“Alle de små øjeblikke, som medarbejderne skaber i relation til borgere og pårørende. Så griner de. Så synger de sammen. Der er liv i øjnene. Den dybe motivation for at få tingene til at fungere både blandt de pårørende og medarbejderne. Det gør mig håbefuld,” siger Dorthe Birkmose.