3 gode råd til at indføre fleksible vagtplaner
De positive gevinster har været mange for de ansatte på plejecenter Grønnegården i Odsherred ved at indføre fleksible vagtplaner. Her giver leder Ane Søemosegaard Friis sine tre bedste råd til at komme i gang med et anderledes vagtplanlægning.
09. maj 2023
Tænker I på muligheden for at indføre fleksible vagtplaner, så kommer leder på plejecenter Grønnegården Ane Søemosegaard Friis her med sine tre bedste råd.
-
1
Start samtalen
Ikke alle medarbejdere på Grønnegården var interesserede i at skulle arbejde anderledes, og nogle sagde op i den proces, hvor forandringerne med fleksible vagtplaner blev indført.
Men for de mange, der blev, startede en samtale på tværs af medarbejderne og leder om, hvordan man får arbejdet til at passe bedst muligt med privatlivet.
-
2
Mange tiltag i spil
Medarbejderne kan vælge, om de vil fordele arbejdet over fire eller fem dage, og om de vil arbejde hver anden eller hver tredje weekend.
Den fleksible planlægning betyder også, at det er muligt at få en fridag, når man har brug for det.
Desuden kan man forskyde arbejdsdagen med et par timer, eksempelvis fra 10-17 eller møde 8.30 i stedet for 7.00.
Når man skruer op for selvbestemmelse og medindflydelse, vil vagtplanerne blive mere individuelle. Omvendt er det vores erfaring, at de mange forskellige ønsker som regel går op i en højere enhed.
Vi har for eksempel en medarbejder, der møder fra 10-17 om torsdagen, og tilfældigvis har vi to borgere, som helst vil have et bad op ad dagen, så på den måde går det ofte op.
-
3
Spring ud i det
Mit bedste råd er, at man skal turde eksperimentere og lære af sine erfaringer.
Og så skal man prioritere at få talt sammen, for nogle vil opleve det som utrygt, mens andre ikke kan vente på, at det faste vagtrul bliver ændret.
Når man møder modstand, skal man holde fast i, at det var uholdbart med ufleksible vagter, der ikke passede ind i medarbejdernes liv.
Kilde: Ane Søemosegaard Friis, leder på plejecenter Grønnegården i Odsherred Kommune.