Ugentlig kviktest på vej til ansatte på sociale tilbud

PCR-testen bruges på plejehjemmene, mens den såkaldte kviktest, der podes i næsen, nu indføres på sociale tilbud i hele landet. Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Ansatte på sociale tilbud for særligt udsatte får nu tilbud om kviktest en gang om ugen. Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse. 

13. januar 2021

Botilbud for mennesker med psykisk og fysisk handicap, døgntilbud for børn og unge og herberger for hjemløse. Det er nogle af de steder, hvor ansatte nu vil få tilbud om kviktest en gang om ugen. Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse. 

Af pressemeddelelsen fremgår det, at ordningen kommer til at gælde både kommunale, private og selvejende sociale tilbud. Kviktesten er et tilbud til personalet og ikke et krav.

Ifølge ministeriet er de første medarbejdere allerede blevet tilbudt kviktest, og kommunerne er i gang med at gøre det muligt overalt i landet.

Efter endnu et drab: Problemer med vold på bosteder er massive

Minister: svært at holde afstand

Social- og indenrigsminister Astrid Krag glæder sig over ordningen.

”Medarbejderne på tilbuddene gør en kæmpe indsats for at hjælpe andre, og det er svært at holde afstand, når man f.eks. skal hjælpe med personlig pleje eller give omsorg til et menneske i nød. Smittetrykket er fortsat højt, og jeg hører fra flere organisationer, at mange ansatte er bekymrede for at smitte dem, de skal passe,” siger hun.

Jacob Bundsgaard, formand for KL er glad for, at aftalen er kommet i hus.

"Medarbejderne på landets botilbud arbejder hver dag med udsatte borgere, som er i særlig risiko for et alvorligt forløb med covid-19. Derfor har der også været et stort ønske blandt personalet om at have den ekstra tryghed, det giver at blive testet regelmæssigt,” siger han.

I FOA er man ligeledes glad for, at tilbuddet endelig er på plads.

"Vi er meget glade for, at vores medlemmer på de sociale tilbud får muligheden for at blive testet. Vi ser frem til, at det pædagogiske personale i dagtilbuddene får samme mulighed," siger Kim Henriksen, sektorformand for den pædagogiske sektor i FOA.

Coronavaccinationen er i gang: Få styr på, hvornår du kan få stikket

Dagtilbud må vente

På et pressemøde i sidste uge fremgik det netop, at det pædagogiske personale på landets daginstitutioner måske også kan se frem til løbende hurtigtest. Statsminister Mette Frederiksen sagde følgende:

”Vi vil se, om vi kan få flyttet kviktest ud omkring de store daginstitutioner, og så er det selvfølgelig fuldstændigt afgørende, at hvis man har symptomer, hvad enten man er barn eller forældre, skal man ikke møde op i daginstitutionen.”

I FOA håber man, at løsningen kommer hurtigt, fordi ventetid på test og svar gør hverdagen sværere i dagtilbuddene.

”Vi håber, der kan findes en løsning med systematisk test af det pædagogiske personale. Som det er nu, tager det lang tid at få svar på test, og det er næsten umuligt at få arbejdspladserne til at køre rundt, når personalet på skift skal testes og vente på svar,” siger Kim Henriksen, sektorformand for den pædagogiske sektor i FOA.

Det har ikke været muligt for Fagbladet FOA at få et svar på, hvornår kviktestene kan forventes at komme til daginstitutionerne.