Trods genåbning: Fortsat restriktioner på plejehjem og sygehuse
Mens resten af landet lukker op, skal ledelserne på de enkelte plejehjem og sygehuse stadig stille krav om coronapas og mundbind for besøgende gæster. ”Vi har et særligt ansvar for at passe på vores ældre og sårbare,” sagde Mette Frederiksen på pressemødet onsdag aften.
26. januar 2022
Fra 1. februar skal Covid-19 ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun præsenterede nyheden om, at alle restriktioner fjernes fra på tirsdag. Eller stort set alle.
Der er nemlig fortsat behov smitteforebyggende tiltag på sygehuse og plejehjem, hvor det anbefales, at krav om coronapas og mundbind stadig skal gøre sig gældende for besøgende.
"Vi har stadig et særligt ansvar for at passe på vores ældre og sårbare, og det skal vi løfte sammen. Derfor kommer epidemikommissionen til at have skarpe anbefalinger til krav om mundbind, coronapas og regelmæssige tests på plejehjem og sygehuse," sagde Mette Frederiksen.
Hun blev suppleret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som kraftigt appellerede til, at ledelserne på plejehjem og sygehusene holder fast i de regler via en såkaldt anstaltsordning.
"Myndighedernes anbefaling er, at ledelserne på plejehjem og sygehuse stadig opretholder krav om mundbind og coronapas for de pårørende," sagde Magnus Heunicke.
FOA: Opgaver skal prioriteres
Det håber Torben Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA, også at de gør brug af, hvis det er dét, der er nødvendigt.
"Der skal stilles de bedst mulige krav, så vores medarbejdere ikke bliver syge, så det ville være en god idé. Min største appel er, at kommunerne skal planlægge, hvad de vil gøre, når smitten kommer til at stige. Der skal prioriteres på forhånd, hvilke opgaver der skal undværes, når der mangler medarbejdere, og så skal det kommunikeres ud til borgerne, så det ikke er FOAs medlemmer, der skal stå og forklare de ting," siger Torben Hollmann.
Siden årsskiftet er knap hver syvende ansat i ældreplejen blevet smittet. Det svarer til knap 14 procent, viser beregninger, Fagbladet FOA har lavet på baggrund af tal fra Statens Serum Institut (SSI).
"Allerede i morgen torsdag skal kommunerne begynde at tage fat i tillidsfolk og FOAs lokalafdelinger og få præciseret, hvad der skal ske, og hvad der ikke skal ske, når der mangler kolleger," siger Torben Hollmann.
Test er afgørende
Myndighederne lægger også op til en fortsat anbefaling af regelmæssig test af medarbejderne i ældreplejen. De nuværende anbefalinger lyder på en ugentlig PCR-test for personale, der er færdigvaccineret eller smittet inden for de seneste seks måneder. Hvis man ikke er færdigvaccineret eller tidligere smittet, opfordres man til to ugentlige PCR-tests.
Derudover har kommuner, som et supplement, siden 20. december sidste år udrullet gratis selvtests til både medarbejdere og besøgende på plejehjem og sociale tilbud. En undersøgelse blandt FOAs medlemmer på ældreområdet viser dog, at 36 procent ikke er blevet selvtestet på en eneste af deres seneste fem arbejdsdage. Og i samme tidsperiode svarer seks procent, at der slet ikke har været selvtest til rådighed på deres arbejdsplads.
"Det er afgørende, at vi fortsætter med at teste vores medarbejdere i ældreplejen. De er tætte på både kolleger og ældre, så det er vigtigt at vide, om man er smittet eller ej. På den måde undgår vi bedst, at mange medarbejdere sendes hjem, og ældre bliver smittet," siger Torben Hollmann.