Topøkonom tog sine børn ud af institution – Nu advarer hun mod den onde cirkel

Det er dig, der står i midten af den. Dig, der arbejder på plejehjem, i daginstitution, på bosted, i psykiatrien eller i ambulancen. Du står i centrum af det, økonom Nina Smith kalder for den onde cirkel.

Det er den cirkel, du mærker, når du løber stærkere, fordi kommunen skal spare. Og når du som konsekvens af, at du har for travlt, går på deltid. Og din kollega efterfølgende også går på deltid, fordi du og de andre, der nu er på deltid mangler - og der i stedet er kommet flere løstansatte, ufaglærte vikarer.

”Vi vil gerne arbejde mindre for at drage omsorg for vores familie, men samtidig vil vi gerne kunne modtage pleje, hvis vi bliver syge,” siger Nina Smith, der som økonom og professor ved Aarhus Universitet er vant til at komme med de upopulære beskeder. Her er hendes nye bog, Overskudskvinder, som hun skrevet med økonom-kollegaen Anne-Mette Barfoed ikke nogen undtagelse. For den vil have os allesammen til at arbejde flere timer.

Den gode mor

”Jo mere pædagoger, social- og sundhedsassistenter og andre frontmedarbejdere arbejder på nedsat tid, jo mere mangler der medarbejdere i kommunen, som sørger for, at kvaliteten er god,” siger hun og understreger, at bogen dog ikke først og fremmeste er møntet på frontmedarbejderne. 

Den er snarere tænkt som en modvægt til den nye trend - især blandt veluddannede og højtbetalte kvinder, som har fået gratis uddannelse og mange års SU, der påstår, at det ikke kan hænge sammen at arbejde fuldtid og stadig være en god mor. At børnene ender i mistrivsel, hvis de 37 timer bliver tilbragt uden for hjemmet. Og som måske tager velfærdssamfundet for givet.

”Det er der, jeg opponerer. Den fortælling, vi begynder at have med hinanden om, at det kan ikke lade sig gøre at have et fuldtidsarbejde, hvis vores børn skal trives. Det synes jeg er et falsk billede, som vi begynder at pålægge os selv.”

For der er ifølge professoren intet forskningsmæssigt belæg for det. 
”Det, der er forskningsmæssigt belæg for – og det, der er sindssygt vigtigt – er at daginstitutionerne er af høj kvalitet og at der er uddannet og nok personale til børnene. Det er sindssygt vigtigt, at ældreomsorgen er god, hvis vi skal kunne være frie for at bekymre os om vores gamle forældre eller svigerforældre.”

Vi måtte intervenere

Det er altså ikke årsager som nedslidning efter hårdt fysisk og psykisk arbejde hun er efter. Eller skolebørn der skolevægrer og hvor mistrivslen er helt reel.

”Det står også i bogen og har altid været min egen ledestjerne, at jeg aldrig har truffet valg, der gik ud over mine børn eller min familie. Selvfølgelig vil jeg altid vælge familien først. Det skal vi alle sammen.”

Hun anerkender, at hun som snart 70-årig sagtens kan være professor, men med sine diskusprolapser nok ikke ville være i stand til fysisk at bestride en hel del af FOA-faggruppernes stillinger på fuld tid.

”Jeg vil hævde, at det, der stresser allermest er, hvis omsorgen ikke er god. Jeg har selv haft ældre i familien, hvor vi har måttet intervenere i forhold til pasningen. Jeg har selv prøvet at aflevere børn i en virkelig dårlig daginstitution, som betød, at vi måtte flekse og få det til at hænge sammen alligevel.”

Og det er her, paradokset igen kommer ind i billedet. For jo mindre, vi alle sammen arbejder, fordi omsorgen i det offentlige halter, jo færre penge kommer der i statskassen.  Og jo færre penge, vi betaler i skat, fordi vi er gået ned i tid, jo dårligere bliver omsorgen.

Private forsikringsordninger

”Den proces flytter velfærdssamfundet. Og hvis jeg skal gætte på den udvikling, vi er i gang med, så er jeg ikke sikker på, at vi har et velfærdssamfund, vi kan lide at se i øjnene, om 10 år. Problemet er, at så får vi det ikke igen,” siger hun og peger på de tre millioner danskere der med deres private sundhedsforsikringer allerede har skubbet os godt ind i den retning.

”Når folk har deres egne lønsikringer, og det har rigtig mange efterhånden, så begynder vi at være ligeglade med dagpengenes højde. Og når folk først begynder at have lavet så mange egne investeringer i lønsikringer og sundhedsforsikringer, så stopper de også med at have lyst til at betale den høje skat.”

Kvinderne har mest på spil

Den skandinaviske velfærdsmodel, hvor vi alle sammen bidrager, og hvor vi også tager os af de svageste i vores samfund, er ikke nogen selvfølge, understreger Nina Smith. Den er tværtimod en, vi skal kæmpe og værne om. For alternativet frygter hun, kommer til at gå ud over de svageste. Alle de børn, der har mest brug for, at der er gode daginstitutioner, fordi de har forældre, der ikke er i stand til at tage godt vare på dem. Og kvinderne.

”For det bliver jo os, kvinderne, der kommer til at tage os af børnene og de gamle. Lad os være ærlige: Det er ikke mændene. Kvinderne har mest på spil her.”

Tid til kamp

Samtidig er der de samfundsmæssige prioriteringer, der lige nu bliver lavet i Finansministeriet på Christiansborg.

”Og der vil jeg være ærlig. Jeg er sindssygt bange for, hvad der sker, når vi skal bruge så mange milliarder til forsvar, som vi skal? Hvordan kommer det så til at gå med velfærden?”

Derfor skal vi begynde at slås. Det er på tide, mener Nina Smith, der husker, da kvinderne i 70’erne gik på barrikaderne og kæmpede for god løn og ret til at komme ud på arbejdsmarkedet. En situation, hun håber på, hun vil se igen.

”Vi er mange, der skal tage den kamp på alle niveauer og forsøge at få indflydelse der, hvor man kan. For gode, familievenlige arbejdspladser og daginstitutioner, som er gode og åbne, så vi kan få passet vores børn.”

På direktionsgangene – og på gulvet i daginstitutionen og på plejehjemmet.

”Vi har som samfund brug for, at vi alle giver den en skalle og slås for, at vores velfærdssamfund igen kommer ind i de gode cirkler,” siger Nina Smith. Og får brudt den onde.