Sådan kobler du af i din ferie: Her er den ultimative guide

De fleste holder ferie for at få et afbræk i hverdagen og for at lade batterierne op. Det kan gøres på mange måder, og der findes ikke én ideel ferieform, men mange. Spørg dig selv, hvad du har brug for i ferien, sådan lyder det bl.a. i et af rådene i guiden. Colourbox

Sommerferien er tidspunktet, hvor du skal lade batterierne op til resten af året. Derfor er det helt afgørende, at du får slappet af. Læs guiden og bliv lidt klogere på, hvordan du får koblet af og ladet op i din sommerferie.

19. juli 2023

Sommerferien er i fuld gang, og måske er du én af dem, der har lidt svært ved at komme ned i gear og koble helt af fra arbejdet. Måske tænker du på dine kollegaer, sommerens ferieafløsere eller alt det, som du ikke nåede, inden ferien stod for døren.

Desværre har rigtigt mange danskere svært ved helt at slippe tråden til hverdagen, fortæller coach Sofia Manning til Fagbladet FOA.

”Det, jeg ser og hører fra mine klienter, er, at det er svært at koble af de digitale platforme. Det gælder både Facebook, nyheder og Netflix-serier. Det er en meget intens og stærk vane, folk har opbygget,” siger hun.

Fagbladet FOA har bladret i diverse guides og vejledninger om, hvordan man kobler bedst af i ferien – og har sammensat den ultimative guide. Guiden indeholder syv generelle råd, så du kan blive klogere på, hvordan du kobler helt af i ferien og vender tilbage på jobbet med fornyet energi.

  1. 1

    Lav en gradvis overgang til ferien

    Brug den sidste tid på arbejdet, hvis det er muligt, til at geare gradvist ned til ferien. Tal med kollegaerne om, hvad der skal nås, inden de forskellige går på ferie. For det er ifølge flere stresseksperter urealistisk at leve et hektisk liv i hverdagen og så omstille sig fra den ene dag til den anden og slappe helt af.

    For det handler om at få afsluttet løse ender, fordi de rumsterer videre i det underbevidste sind. En måde at komme det til livs på er eksempelvis at lave en prioriteret liste over løse ender både arbejdsmæssigt og privat, så kan du lettere ’parkere’ de ufærdige gøremål rent mentalt.

  2. 2

    Forsøg at glemme jobbet

    Det kan være svært at forlade arbejdet mentalt, da arbejdsrelaterede problemstillinger ofte vil følge med dig ind i ferien. Har du svært ved at slippe de arbejdsrelaterede tanker, så prøv at skrive dem ned, og forsøg at lade dem ligge, til ferien er slut.

  3. 3

    Hold den type af ferie, du har brug for

    De fleste af os holder ferie for at få et afbræk fra hverdagen og for at lade batterierne op. Det kan gøres på mange måder, så spørg dig selv, hvad du har brug for i ferien. Er det at være ude eller hjemme? Er det genkendelighed i det samme sommerhus, eller er det nye eventyr? Har du brug for at planlægge alt, eller slapper du mere af ved at være spontan? Og har du kun brug for ferie sammen med familien eller også et par dage alene?

    Det har også stor betydning, om du er omgivet af mange mennesker til hverdag, for så kan det være en god idé at sætte lidt tid af til at være alene. Gå eventuelt en lang tur eller tag en dag tidligere i sommerhus. På den måde får du mulighed for at tænke over, hvad du egentlig gerne vil bruge din ferie på. Men det er også der, hvor vi har mulighed for at mærke os selv og de behov, som vi risikerer at overse i en travl hverdag.

  4. 4

    Du kan med fordel holde ferien enkel

    Eksperter advarer mod begrebet ’feriestress’: at nu skal man nå at slappe af, rigtigt hygge sig og lave en masse med dem, man holder af.

    Har du børn, vil deres bedste ferieminder ofte være den tid, I brugte sammen om enkle aktiviteter. Et spil ludo eller en tur til søen med fiskenet. De små eventyr kan ofte være de bedste. Det samme gælder voksne. Nærvær og fællesskab giver de bedste ferieminder og den største feriero. Og er ganske gratis.

    Flere fremhæver også, at det er ok at kede sig. Det er sundt at kede sig, for det er der, vi får nye tanker, tænker kreativt og bliver fyldt op med energi. Og så er det der, hvor vi mærker os selv og de behov, som man risikerer at overse i en travl hverdag.

  5. 5

    Hold ferie fra digitale medier – vær offline

    En god hjælp til dig selv er at sætte autosvar på arbejdsmailen, hvis den fylder meget i løbet af en normal arbejdsuge. Det kan bare være en helt kort mail, der klart beskriver, at du er på ferie, og at du ikke besvarer mails, men at du nok skal vende tilbage. Her kan du med fordel henvise til en kollega, der kan svare på henvendelser i dit fravær.

    Hvis du normalt tjekker arbejdsmail via en app på telefonen, kan du også fjerne den app fra telefonens forside, mens du er på ferie – så du ikke af vane eller i et anfald af kedsomhed kommer til at trykke på den.

    Du kan også forsøge dig med at slukke telefonen de første par dage af din ferie, så du kommer helt væk fra hverdagen og arbejdslivet. Det kan være ok at tjekke Facebook eller nyheder i løbet af ferien, men forsøg at gøre det til en vane at lægge elektroniske apparater væk.

    Vi har brug for digitale pauser, og her er ferien en oplagt mulighed. Rent psykologisk er det sundt for os at have tid, hvor vi keder os og laver absolut ingenting.

  6. 6

    Afstem ferie-forventningerne

    Forventninger kan være forstadiet til skuffelse. Sørg derfor for at forventningsafstemme med din familie eller dem, du skal holde ferie med. Notér eventuelt, hvad hver enkelt gerne vil opnå med deres ferie. Har du brug for en lang gåtur for dig selv, så sæt tid af til det.

    Og husk, at der også vil være konflikter i en ferie, og at der intet galt er med det, da ferier ofte afspejler niveauet af trivsel i hverdagen.

  7. 7

    Forsøg med en gradvis opstart

    Du kan med fordel de sidste dage af ferien forsøge at komme tilbage i en form for arbejdsgear igen. Det kan eksempelvis være at vende tilbage til en normal døgnrytme, da mange vender op og ned på døgnrytmen i ferien. Men det kan også handle om, at det kan være svært at komme hjem fra ferien dagen før, skole og job starter igen. Måske du med fordel kan planlægge en rolig afslutning på ferien, der gør overgangen tilbage på job lettere.

    Kilder: Fagbladet FOA, HK og Psykologer i Danmark