"Nu spørger jeg lige Kurt igen": Det er altid de samme, der dækker ind

Sygdom blandt medarbejderne udløser ofte kaos i Karens børnehave. For hun er teamkoordinator og bliver tit selv nødt til at udfylde hullerne på blå stue, fordi hun ikke kan få andre til at træde til. Det skriver hun til panelet i podcasten Dilemmaklubben med Malin.

”Det er som om arbejdsmoralen har ændret sig, fra at vi var et hold til at vi nu mest tænker på vores egne grænser,” lyder det fra Karen.

Derfor efterlyser hun en løsning på, hvordan de får fællesskabet i højsædet igen.

Et slag for fællesskabet

Louise Brandstrup ser som pædagogmedhjælper ikke kun Karens udfordring som et isoleret problem.

”Jeg ser det faktisk som et kæmpe, kæmpe kæmpestort samfundsproblem. Og jeg kan se det, fordi jeg har været så mange år i denne her branche,” siger hun.

For Karens udfordring handler også om, hvordan vi opdrager vores børn, mener Louise, der ser den opdragelse følge med videre gennem skole, uddannelse og i sidste ende job. Derfor handler Karens dilemma om os alle sammen, mener hun.

”Det handler om mig og mine grænser. Jeg kan mærke, at jeg godt kan blive lidt gal her. Der er noget galt i vores samfund. Fra den måde børn bliver set på i dag, til den måde vi er på et arbejde. Og jeg får så meget lyst til at slå et slag for fællesskabet. Uden fællesskabet er vi jo ikke nogen.”

Ikke nok på gulvet

Men når Karen og hendes kolleger ender med at tage hele sygedage for at gå til læge, fordi andre kolleger ikke har lyst til at dække ind i den time, det tager, tyder det på et andet problem, mener Rasmus Fog-Nielsen, der er pædagog i et ungeværk i København.

”Det er vildt at tænke på, at fordi der er en, der har brug for at gå i en time, så kollapser hele skemalægningen på arbejdspladsen, fordi der ikke er hænder nok på gulvet. Det bliver jeg til gengæld hidsig over,” siger han.

For ja, vi skal hjælpe hinanden. Og ja, vi skal prioritere fællesskabet. Men når alt kommer til alt, skal vi være nok på arbejde. Eller som Karen også skriver:

”Måske har vi trukket for meget på de samme medarbejdere, som nu har fået nok. For jeg har da selv tænkt, åh, nu spørger jeg Kurt igen i dag. For det er de samme, der dukker sig og de samme, der er fleksible, og lige pludselig gider man måske ikke mere.”

Og det kan ikke passe, mener Rasmus Fog-Nielsen.

”Vi bliver nødt til at adressere det opad i systemet. Det er vanvittigt, at vi er så få hænder, at det bliver et problem at gå til lægen. Hvordan skal vi give omsorg og tryghed til vores borgere og vores børn, hvis det er så skrøbeligt?”

Skriv til os

Har du også et dilemma, som panelet skal vende? Så skriv til dilemma@foa.dk 

Du kan være helt anonym, og vi hjælper med at skrive det.

Lyt til flere episoder af Dilemmaklubben her.