Nærmer pensionen sig? Her er en guide inden det vigtige skift

Med sin tilværelse som pensionist får man masser af tid, man ikke havde før. Hvad skal den tid bruges på, så rastløsheden ikke banker på? Colourbox

Når tiden på arbejdsmarkedet nærmer sig sin ende, er der en masse ting at tage stilling til. Fagbladet FOA guider dig her til de vigtigste.

25. juli 2023

Efter et langt, stimulerende og indimellem hektisk arbejdsliv er der god grund til at glæde sig til at gå på pension. Men inden du kan nyde dit velfortjente otium, er der nogle ting, du skal være opmærksom på.

For din indkomst kommer formentlig til at ændre sig. Det samme gør dine forsikringsbehov. Og tikker din pensionsudbetaling egentlig bare automatisk ind på din konto, fra den måned du stopper på arbejdsmarkedet?

Alt dette guider Fagbladet FOA dig igennem her:

  1. 1

    Husk at ændre forskudsopgørelse

    Din indkomst bliver med stor sandsynlighed lavere, efter du går på pension. Derfor skal du huske at ændre din forskudsopgørelse, så den passer til det, du får udbetalt i pension.

    Du har stadig samme personfradrag som alle andre – nemlig på 48.000 kroner skattefrit om året.

    Hvis du selv har indbetalt til private pensionsopsparinger ved siden af den overenskomstmæssige indbetaling, skal du huske at rette det til, så det fremgår, at du ikke længere indbetaler pension.

    Som pensionist har du ikke længere ret til fradrag for kontingenter til for eksempel fagforening, a-kasse og kørselsfradrag. Ej heller beskæftigelsesfradraget, da du ikke længere er i beskæftigelse.

  2. 2

    Tjek dine forsikringer

    Dine forsikringsbehov kan ændre sig, så husk at give dem et tjek! Hvis du for eksempel har haft forsikringer igennem dit arbejde, skal du som nykåret pensionist huske at tegne en heltidsulykkesforsikring eller en såkaldt hændelsesforsikring.

    Med en sådan forsikring kan du potentielt få erstatning, hvis ulykken viser sig at være så slem, at du får varige mén af den.

    Vær desuden opmærksom på, at PenSam Forsikring giver dig 20 procent på de fleste forsikringer, efter du er fyldt 55 år.

  3. 3

    Nedslag i ejendomsværdiskatten

    Hvis du ejer en bolig eller et sommerhus, kan du få nedslag i ejendomsværdiskatten. Du betaler én procent i skat af det, den offentlige ejendomsvurdering vurderer, din bolig er værd.

    Du kan få et nedslag på op til 6.000 kroner for en bolig og op til 2.000 kroner for sommerhuse. Du kan dog kun få nedslaget, hvis du som enlig har en indkomst på under 326.600 kroner, eller hvis du og din partner har en indkomst på under 437.800 kroner.

  4. 4

    Indefrys grundskyld, til du sælger boligen

    Du kan indefryse din ejendomsskat – også kaldet grundskyld – som et lån i den kommune, du bor i, indtil du sælger din bolig. Lånet forrentes så med en årlig lav rente, der svarer til et gennemsnit af alle udestående realkreditobligationer over det seneste år. I 2022 var den rente på 0,48 procent.

    Denne ordning har det formål, at pensionister kan blive boende i egen bolig eller beholde sommerhuset, efter de har forladt arbejdsmarkedet. Det er dog en forudsætning, at du ikke modtager boligstøtte.

    For at få mere information skal du ringe til din kommunes Borgerservice, som kan fortælle om, hvordan ordningen fungerer i netop din kommune.

  5. 5

    Husk at søge om pensionsudbetaling

    Du skal selv sørge for at kontakte PenSam for at søge om pensionsudbetaling. Desuden kan du også få rådgivning om din pensionsplanlægning hos netop PenSam. Læs mere om det her.

    Derudover skal du huske at søge om pensionsudbetaling hos Udbetaling Danmark senest 2 måneder, før du planlægger pension. Tidligere skrev Udbetaling Danmark ud til alle borgere – det gør de ikke længere, så det er vigtigt selv at huske.

    Du skal huske at tage stilling – uanset om du ønsker at starte udbetalingen, eller om du ønsker at arbejde videre. Hvis du ønsker at arbejde videre, bliver din pensionsudbetaling større, når du vælger at få den udbetalt.

  6. 6

    Hvad kan du forberede inden pensionen?

    Det er alment kendt, at mange oplever en vis rastløshed efter at være gået på pension. For hvad skal du bruge de syv-otte-ni timer, du får ekstra i hverdagen, når du ikke længere går på arbejde? Ældre Sagen og PensionForAlle har nogle råd til, hvordan du bedst muligt forbereder dig på den nye tid i dit liv:

    Overgangen fra fuldtidsarbejde til pensionisttilværelsen kan være hård. Så snak med din arbejdsgiver, om det er muligt at trappe ned i din sidste tid, hvis du tror, at det gør overgangen lettere.

    Planlæg og forbered din tid. Det første års tid kan gå hurtigt, fordi du måske har mange projekter i hovedet, men lige pludselig tørrer de måske ud. Så måske de kan spredes ud over længere tid, mens du samtidig får nogle nye hverdagsfællesskaber og aktiviteter at gå i gang med.

    Find ud af, hvad der gør dig glad og giver dig god energi. Det kan være alt fra at være besøgsven til medlemskab i en kort- eller en bogklub til frivilligt arbejde i en forening.

    Desuden råder både Ældre Sagen og PensionForAlle til at snakke om den nært forestående pensionisttilværelse. Hvad er forventningerne til socialt samvær med børn, børnebørn og venner? Har du brug for nogle nye fællesskaber? Eller har du nok i dem, du i forvejen har etableret?

    Kilder: Ældre SagenPensionsEksperten, Faglige SeniorerPenSam og PensionForAlle