May-Brit har taget stilling til sin egen død: Billig kiste, cowboybukser og ingen ceremoni
May-Brit Skytte har i sit arbejde fået døden tæt ind på livet. Det har fået hende til at tage stilling til, hvad der skal ske med hende, når hun går bort.
i dag kl. 10.27
I en skuffe i hjemmet i Middelfart har May-Brit Skytte et dokument liggende. Et mere end 10 år gammelt dokument, der beskriver hendes ønsker til, hvad der skal ske med hende, når hun har trukket vejret for sidste gang.
”Da jeg skrev ’Min sidste vilje’ arbejdede jeg på en døgninstitution for multihandicappede børn og fik døden tæt ind på livet,” forklarer hun.
”Det satte tankerne i gang om, hvordan jeg gør det lettest for dem, der er tilbage, når jeg ikke er her mere. Hvis der altså er nogen tilbage, for det er der jo heller ingen garanti for.”
Nej tak til salmer og gravøl
Selvom May-Brit er medlem af folkekirken, ønsker hun sig ikke at blive bisat fra en kirke.
”Jeg kan ikke særlig godt lide salmer og alle de ord om Gud. Jeg er medlem af folkekirken, men er absolut ikke religiøs,” fortæller hun.
Det er ikke kun salmerne, men også selve ceremonien, der ikke tiltaler hende.
”Jeg ønsker ikke nogen kæmpestor afsked. Jeg bryder mig ikke om at komme til bisættelser og begravelser. Man sidder i kirken, og det er så hamrende trist, og bagefter skal man til gravøl, hvor man skal sidde og grine. Jeg deltager, fordi det gør man, men man skal ikke gøre det for mig.”
Vil gerne have cowboybukser på
May-Brit mener ikke, at man behøver at sidde i en kirke for at sige farvel til dem, man elsker og holder af.
”Uanset om man tror på Gud eller ej, så tror mange af os på, at de er et sted i universet. Sorgen og savnet stopper jo ikke ved selve afskeden, man bærer det med sig resten af sit liv, og det kan ramme en, når man sidder på toilettet og alle andre steder,” siger hun.
I ’Min sidste vilje’ har May-Brit skrevet, at hun gerne vil køres fra findestedet og direkte til kremering. Hun skal lægges i den billigste kiste, og hendes aske skal i den billigste urne, og så skal hun have sit eget tøj på.
”Jeg vil gerne have cowboybukser på. Det ved man, hvad er,” fortæller hun.
En guide til de pårørende
Mens May-Brit er skråsikker, når det kommer til, at der ikke skal være nogen ceremoni eller gravøl, har hun været i tvivl om, hvad der skal ske med hendes aske.
Mit arbejde har lært mig, at det vigtigste ikke er livskvantitet, men livskvalitet.
May-Brit Skytte, pædagogisk assistent
Hendes overvejelser har gået på, om den skal i jorden eller spredes over vand.
”Jeg er kommet frem til, at jeg gerne vil i jorden og have en sten på. Der er jo nogen, der har kendt mig, og måske har jeg sat nogle aftryk hist og pist,” fortæller hun.
”Det er også den nemmeste løsning. For hvis man skal ud på vandet, så skal det også arrangeres.”
Kvalitet fremfor kvantitet
May-Brit har talt med sin søn og mand om hendes ønsker, og hun pointerer, at de skal ses som en guide.
”Min familie skal gøre, hvad de har behov for. Jeg kan jo ikke tvinge dem til noget, den dag jeg ikke er her mere,” fortæller hun.
Udover at have udfyldt ’Min sidste vilje’ har May-Brit også skrevet et testamente og en fremtidsfuldmagt, og hun overvejer, om hun snart skal underskrive endnu et papir.
”Jeg fylder snart 60 år, og der kan man skrive under på, at man ikke vil genoplives. Jeg er lidt i tvivl, om det skal fintænkes lidt. Mit arbejde har lært mig, at det vigtigste ikke er livskvantitet, men livskvalitet.”
