Mai fik nej af sin leder: Man kan ligge søvnløs ved tanken om, at ens barn kan blive syg
Det er urimeligt, at man ikke har ret til at blive hjemme med sit syge barn, og at man er afhængig af bedsteforældre, som heller ikke skal smittes. Det mener social- og sundhedshjælper.
i dag kl. 10.09
En tidlig morgen i september vågnede Mai Sloth Skyttes 4-årige søn med feber.
Både Mai og hendes mand skulle på arbejde, og den eneste mulighed, de havde for pasning, var hos farmoren.
Men klokken havde knap nok passeret seks.
”Hun er oppe i årene, og jeg ville ikke ringe til hende så tidligt og forvente, at hun kunne være klar en halv time efter,” fortæller Mai Sloth Skytte.
Blev kaldt på arbejde
I stedet ringede Mai, der er social og sundhedshjælper i hjemmeplejen, til sit arbejde og fortalte, at hendes søn var syg, og at hun ikke havde mulighed for at finde pasning.
”Jeg kunne høre på min leder, at det ikke passede så godt. Hun havde fået flere sygemeldinger, og hvis der kom flere, ville hun blive nødt til at kalde mig på arbejde,” fortæller Mai Sloth Skytte.
10 minutter senere ringede telefonen igen.
Der var kommet flere sygemeldinger, og Mai blev nødt til at komme på arbejde. Men hun fik lov til at møde en time senere.
”Jeg havde det megadårligt med at skulle ringe så tidligt om morgenen til farmor og spørge, om jeg måtte komme med en feberramt dreng," siger social- og sundhedshjælperen.
Hun ved godt, at de er heldige, at de har en bedsteforælder, der kan hjælpe, når deres børn er syge, for det er der mange, der ikke har.
”Men det føles også forkert, at det altid er bedsteforældrene, der skal stå med de syge børn, når det er dem, der er i største risiko for at blive syge,” siger hun.
Mai Sloth Skytte har forståelse for, at det kan stille arbejdsgiverne og planlæggerne i en håbløs situation, når det tikker ind med sygemeldinger og opkald fra medarbejdere, der har feberramte børn.
Men hun mener, at det er uholdbart og urimeligt, at man ikke har ret til at blive hjemme med sit syge barn.
”Man kan ligge søvnløs ved tanken om, at ens barn kan blive syg. Hvis man som minimum havde krav på at holde barnets første sygedag, ville man have mulighed for at finde pasning til næste dag, for det er ikke givet, at man kan det klokken seks om morgenen,” siger Mai Sloth Skytte.
Krav til OK26
I forbindelse med OK26 stiller Forhandlingsfællesskabet, som FOA er en del af, krav til kommuner og regioner om bedre vilkår for børnefamilier.
Kravene dækker blandt andet:
- Den dag, man hjemkaldes på grund af barns sygdom, regnes som nul-dag.
- Ret til frihed med løn under barns sygdom (første, anden og tredje sygedag).
- Bedre vilkår for pasning af børn med nedsat funktionsevne.
Hun oplever også, at hendes børn ofte er klar til at komme afsted på andendagen.
”Nogle gange er det bare en enkelt dag, man skal have, og det synes jeg, at man skal have ret til, uden at man skal have ondt i maven,” siger hun.