Lærling: ”Jeg vil give børnene de bedste løsninger”

Oliver Rønde Madsen sætter en ære i at finde de bedste og mest sikre løsninger i sit arbejde som ejendomsserviceteknikerelev. Tobias Stidsen

18-årige Oliver Rønde Madsen er i lære som ejendomsservicetekniker. Faget tiltaler ham, fordi han kan lide kombinationen af, at man skal bruge sine hænder og samtidig være god til at omgås børn.

11. maj 2022

Oliver Rønde Madsen husker selv, hvordan det var fascinerende, når pedellen kom ud i hans egen folkeskoleklasse for at reparere noget.

”Så var det som om, at dagens lys kom,” fortæller han. 

I dag er det Oliver Rønde Madsen selv, der er midtpunktet, når han er på arbejde som ejendomsserviceteknikerelev på Overlund Skole i Viborg og et par tilhørende børnehaver. Børnene stimler tit sammen for at se, hvad han laver. Men det gør ham intet med publikum. Tværtimod.

”Min drivkraft for at være her, det er børnene,” siger han og fortæller videre:

”Jeg valgte at blive ejendomsservicetekniker på en skole, fordi jeg synes, at det er spændende at have med børn at gøre. Børnene er jo vores fremtid.”

Sikkerhed i fokus

Derudover kan han lide, at uddannelsen kræver, at man er praktisk anlagt. Oliver Rønde Madsen lægger vægt på, at sikkerheden for børnene er i orden.

”Her handler det om at kredse om håndværket og finde den bedste løsning på opgaven. Det handler ikke om, at det skal gå hurtigt,” siger han. 

Det tiltaler ham også, at uddannelsen er meget alsidig, og man lærer om alt fra ejendomme til varmestyring og skadedyrsbekæmpelse og vedligeholdelse af tage.

”Man skal ikke kunne alt, men man skal kunne lidt af det hele. Der er mange forskellige opgaver på en dag,” siger Oliver Rønde Madsen.

Stærkt sammenhold

Han startede i august sidste år på et hold med syv elever med meget forskellige baggrunde som pædagogmedhjælper, mekaniker, folkeskole og gymnasium.

Og så var der Oliver Rønde Madsen, der havde gået på specialskole og været i flere forskellige praktikker. Han er ikke i tvivl om, hvad der har været sjovest ved at starte på uddannelsen:

”Det allersjoveste har nok været kammeratskabet. Vi godkendte med det samme hinanden, som vi var. Hvis man havde en lortedag, så bakkede de andre op.”

Fem af de syv elever er stadig i gang.