Kend din ret: Sådan får du tidlig pension
Loven om tidlig pension blev vedtaget kort før jul, og den giver mange FOA-medlemmer mulighed for at trække sig tilbage et, to eller tre år før den almindelige pensionsalder. Men reglerne kan være svære at forstå og indeholder mange detaljer. Her får du et overblik.
02. juni 2021
Regeringen vurderer, at cirka 4.000 medlemmer af FOAs a-kasse i 2022 vil have ret til at gå på tidlig pension.
I en medlemsundersøgelse svarer 8 ud af 10 FOA-medlemmer, at de finder det ’sandsynligt’ eller ’meget sandsynligt’, at de vil bruge en ordning med mulighed for tidlig pension.
Er du én af dem?
-
1
Betingelser
Du kan få tre år med tidlig pension, hvis du er født i perioden fra 1955 til 1966 og har været 44 år på arbejdsmarkedet. Hvis du har arbejdet i 42 eller 43 år, kan du starte dit otium et eller to år før normal folkepensionsalder.
Er du født senere end 1966, øges kravene til, hvor længe du skal have været på arbejdsmarkedet for at gå på tidlig pension. Det skyldes, at folkepensionsalderen gradvist stiger de kommende år.
Efter at du eventuelt har fået bevilget tidlig pension, skal du i en periode op til tre måneder før pensioneringen enten have arbejde eller være i a-kasse i ni sammenhængende måneder. -
2
Vilkår
Som tidlig pensionist får du en ydelse, der svarer til folkepensionens højeste niveau på 13.550 kroner om måneden.
Den ydelse reduceres, hvis du har en pensionsformue på mere end to millioner kroner – og den går i 0, hvis pensionsformuen er større end fem millioner kroner.
Du må tjene op til 24.000 kroner om året uden reduktion i ydelsen, derefter trækkes 64 procent. -
3
Anciennitet
Antallet af år på arbejdsmarkedet tælles, fra du fylder 16 år og indtil det tidspunkt, hvor du er seks år fra din folkepensionsalder. Er du født i 1963, 1964, 1967 og 1968, er det dog syv år før.
Arbejdet kan dokumenteres af ATP-indbetalinger eller på anden vis.
Deltid (typisk mere end 18 timer om ugen) ligestilles efter nogle indviklede regler med fuldtid, fra du er fyldt 18 år.
Perioder med en lang række offentlige ydelser for eksempel dagpenge, syge- og barselsdagpenge, uddannelse senere i livet og praktikker under SU-uddannelser tæller med.
Perioder på kontanthjælp tæller ikke med. -
4
Ansøgning
Loven om tidlig pension træder i kraft 1. januar 2022.
Reglen er, at man kan søge seks år før sin folkepensionsalder, altså fra det tidspunkt, hvor ancienniteten beregnes. Det hedder ’opgørelsesår’. Det betyder, at du fra 1. august 2021 kan søge om tidlig pension, hvis du er fyldt 61 år.
I takt med at folkepensionsalderen stiger, flyttes opgørelsesåret også.
Du kan søge i hele perioden fra opgørelsesåret og frem til almindelig pensionsalder. Bliver ansøgningen godkendt, får du et bevis for, at du kan gå på tidlig pension. -
5
Råd og hjælp
Udbetaling Danmark administrerer ordningen med tidlig pension og skal ifølge loven også vejlede om den. Reglerne er komplicerede, så det kan mange få brug for.
Hvis du er usikker på, hvad loven betyder for dig, kan du også få hjælp i FOA. Det er vigtigt, at du får afklaret, hvilken form for tilbagetrækning der passer bedst til dig. Måske er det ikke tidlig pension, men seniorpension eller førtidspension.
Og hvis du har ret til efterløn, eller allerede er gået på efterløn, kan du i stedet vælge tidlig pension og få kompensation for dit efterlønsbidrag. Få råd om, hvad der tjener dig bedst i din FOA-afdeling.Kilder: Lov om indførelse af ret til tidlig pension, Borger.dk, Beskæftigelsesministeriet, Regeringen, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), FOA-medlemsundersøgelse juni 2019.
Folkepensionsalderen stiger
I 2022 skal du være 67 år for at gå på folkepension. I 2030 stiger den til 68 år. I 2035 til 69 år. Og i 2070 vil den være 74 år, hvis Folketinget fortsætter med at regulere efter stigende levealder.