John vil bruge pengene anderledes: Over tre millioner per læge er skæv prioritering
i dag kl. 08.06
Dette er et debatindlæg
Indlægget giver udtryk for skribentens egen holdning.
Der er netop bevilget 10 millioner kroner for at få flere læger til Bornholm. Det lyder flot. Men også lidt som at hælde dyr benzin på en motor, der i forvejen kører i tomgang.
Et hurtigt blik på regionens jobopslag viser, at der søges to læger til Bornholm.
Kommunen? Ingen opslag på læger. Til gengæld ved vi alle, at der mangler både social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Så regnestykket bliver ret enkelt: Over tre millioner kroner i lokkemad per læge.
Prøv lige at stoppe op et øjeblik: Hvis én million kroner i rekruttering per social- og sundhedsassistent kunne flytte noget – flere hænder, mere stabil drift, lavere sygefravær, mindre pres på systemet – hvorfor er det så fuldstændig utænkeligt at bruge pengene der?
Hvorfor er det altid toppen, der skal forgyldes, mens fundamentet krakelerer?
Spørgsmålet er nemlig ikke kun, om vi mangler læger på Bornholm. Spørgsmålet er, om vi bruger de ressourcer, vi allerede har, godt nok.
Som social- og sundhedsassistentelev har jeg været i uddannelse både på Frederiksberg og på Bornholm. Det har været lærerigt – men også afslørende.
Der er en markant forskel på, hvad vi må, ikke hvad vi kan.
Tag ’Tidlig opsporing af begyndende sygdom’ (TOBS). Et veldokumenteret, nationalt anerkendt redskab til forebyggelse.
En af parametrene er måling af iltindholdet i blodet (saturationsmåling). En lille klemme på fingeren. Ingen diagnose. Ren observation.
På Frederiksberg udfører social- og sundhedsassistenter og -elever TOBS - inklusive saturationsmåling - helt rutinemæssigt.
Her på Bornholm? Nej. Her må vi ikke lave en saturationsmåling, medmindre det er ordineret af en læge.
Debat på Fagbladet FOA
På Fagbladet FOA vil vi gerne sikre os, at den gode debat får lov til at fylde.
Vi bringer indlæg, som redaktionen udvælger – og som vi mener passer ind i debatten og vores rammer for god debat.
Vi bringer ikke politiske indlæg.
Så lad os lige gennemgå arbejdsgangen:
Vi tager en TOBS – uden saturationsmåling.
Vi vurderer, at en saturationsmåling vil være relevant.
Vi skriver til en sygeplejerske.
Sygeplejersken kontakter lægen.
Lægen ordinerer målingen.
Og så må sygeplejersken tage den. Ikke os, social- og sundhedsassistenter.
Og her er pointen, der ofte bliver overset: Social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker diagnosticerer ikke. Vi observerer. Vi reagerer. Vi forebygger. Det er stadig lægen, der stiller diagnosen.
Men hvis vi kvæler observationerne i tilladelser, forsinker vi også behandlingen.
Forestil dig et andet greb:
Sygeplejersker med udvidede kompetencer til at håndtere og diagnosticere almene sygdomme.
Social- og sundhedsassistenter med mulighed for at injicere, ordinere mere almen medicin, udføre prækonsultationer og arbejde langt mere selvstændigt – understøttet af målrettede kurser og efteruddannelse.
Et system, hvor opgaver løses dér, hvor de giver mest mening, ikke dér hvor de traditionelt har ligget.
Det vil være billigere og hurtigere. Og det vil være bedre - for borgerne, for medarbejderne som helhed.
Så når vi igen hører, at løsningen er flere millioner til at lokke enkelte læger til Bornholm, er det værd at vende spørgsmålet om:
Er det virkelig mangel på læger, der er problemet?
Eller er det mangel på mod til at bruge de mennesker, vi allerede har?
For hvis vi fortsætter med at hælde penge i toppen uden at styrke fundamentet, ender vi præcis dér, hvor vi begyndte: Med dyre løsninger, tomme stillinger – og et system, der stadig kører i tomgang.
Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk
