Frontpersonale må vente på coronavaccine
Fordi Danmark får leveret færre vaccinedoser end forventet, må ansatte i frontlinjen vente endnu længere på en invitation til en vaccine. De, der allerede har fået første stik, vil dog få stik nummer to til tiden, meddeler Sundhedsstyrelsen.
Opdateret 28. januar 2021
Ansatte på landets sygehuse og i ældreplejen bliver alligevel ikke inviteret til første vaccinationsstik i den kommende tid.
Meldingen kommer fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som i et brev til de fem regioner gør det klart, at de i de par uger alene skal prioritere at vaccinere de ældste borgere over 85 år.
Personale og borgere, som allerede har fået stik nummer et, vil stadig få tilbudt stik nummer to til tiden. Dog kan noget personale forvente at få udskudt stik nummer to et par uger, men de vil stadig få det indenfor de anbefalede 42 dage, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse:
"Genvaccination af borgere, som bor i plejebolig samt borgere over 65 år, som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje, bliver prioriteret før det senest vaccinerede sygehuspersonale, som derfor kan forvente at få udskudt revaccination et par uger. Dette følger Sundhedsstyrelsens faglige retningslinje for brug af BioNTech-Pfizer-vaccinen, hvor genvaccination kan gives op til 42. dag efter første stik," skriver styrelsen.
”Vi er klar over, at der er personale ude på vores sygehuse og på vores plejehjem, som hver dag går på arbejde, og dermed er udsat for en større risiko for smitte end de fleste andre. Derfor ligger de også højt på prioriteringslisten over, i hvilken rækkefølge vi skal vaccineres. Men lige nu står vi desværre i en situation, hvor vi ikke har de vacciner, som vi var blevet lovet. Det betyder desværre, at sygehus- og plejepersonale må vente lidt længere”, siger Søren Brostrøm.
Ifølge den opdaterede vaccinekalender kan gruppe 4 - frontpersonale - forvente at modtage en invitation til første stik fra anden uge i februar, altså fra 8. februar.
Skal du bære mundbind, når du er vaccineret? Bliv klogere på vaccinen
FOA: Vi vil have en tostrenget vaccinestrategi
Hos FOA er man bekymret over udmeldingen om, at noget af frontpersonalet nu må vente endnu længere på at få første stik. Det fortæller Torben Hollmann, som er formand for social- og sundhedssektoren.
"Prioriteringen betyder, at vi kan risikere et ældreområde og et sundhedsvæsen, der bryder sammen," siger han.
"Vi kan se, at sygefraværet på ældreområdet det sidste stykke tid har været meget højt, og de ansatte har arbejdet i nødberedskab meget længe. Både Region Sjælland og Region Hovedstaden mangler enormt meget personale. Vi er stærkt, stærkt bekymrede - især set i lyset af, at vi står foran en mere smitsom variant af covid-19," siger Torben Hollmann, som hellere så, at Sundhedsstyrelsen fortsatte den tostrengede strategi og både vaccinerede de ældre over 85 år og personalet samtidig.
"Så bliver det lidt mere langstrakt, men det er den mulighed, vi ser ind i," siger han.
Det skal du vide om den nye vaccine mod coronavirus
Skæld ud til ledelser
I brevet, som Søren Brostrøm har sendt til de fem regioner, får nogle direktører på landets hospitaler også et par hårde ord med på vejen.
Det sker efter historierne om, at ansatte i hospitalsledelsen på Herlev og Gentofte Hospital, Odense Universitetshospital og i Region Hovedstadens Psykiatri har fået en vaccine før personalet med patientkontakt.
"Jeg var meget ked af og skuffet og forundret, da jeg over weekenden læste, om hospitalsledelser, der var blevet vaccineret forud for frontpersonalet. Hvis det er korrekt, er det ikke ifølge vores retningslinjer, hvor vi tydeligt præciserer, hvilke frontpersonaler der kan få vaccine først. Og der er altså tale om klinisk personale med patientkontakt, der enten selv er i stor risiko for at blive smittet eller smitte patienter. Det har jeg desværre måttet præcisere over for regionerne. For det er ikke i orden," siger Søren Brostrøm til Politiken.
Opdateret med ny pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen samt opdateret vaccinekalender