Ægteparret Torben og Bente søgte begge Arne-pension – men fik helt forskellige forløb 

0,167 år – eller hvad der svarer til cirka halvanden måned. Det er, hvad teknik- og servicemedarbejder Torben Laursen ifølge Udbetaling Danmark mangler for at kunne dokumentere, at han har arbejdet i minimum 42 år og altså har ret til tidlig pension.

Egentlig har han arbejdet flere år, end det der kræves for at kunne få ’Arne-pension’ – 45 år for at være præcis – men fordi man i 70’erne ikke registrerede og dokumenterede på samme måde som i dag, mangler han altså beviser for det.

’Bitter,’ kalder Torben situationen, og han har udtømt sine muligheder for at få sagen omgjort. Ankestyrelsen var nemlig enig i Udbetaling Danmarks afgørelse. Og ture på både Rigsarkivet, i gemmerne hos Silkeborg Kommune og på det lokalhistoriske arkiv kunne ikke hjælpe ham med at fremskaffe dokumentationen for de mange år på arbejdsmarkedet.

Konkret drejer det sig om årene 1972 og 1973, efter Torben afsluttede 9. klasse. Her fik han job som arbejdsdreng i landbruget, men fordi det ikke er registreret i ATP, estimerer Udbetaling Danmark, hvad det svarer til i år på arbejdsmarkedet. Og i Torbens tilfælde giver de ham 0,909 år. Altså under ét år for to års arbejde.

”Det er, hvad jeg kan få for de to år, selvom det var de år, hvor jeg knoklede allermest,” siger han.

Skvattede sammen og lå på gulvet

I 1974 startede Torben på uddannelsen til landmand, men droppede ud året efter. De høje renter og udsigten til aldrig selv at kunne købe en gård gjorde udfaldet. Men heller ikke den uddannelse står registreret nogle steder.

Samme år, som Torben droppede landbrugsskolen, mødte han Bente for første gang til en lokal høstfest, og de har hørt sammen lige siden.

I de første 20 år af deres samliv arbejdede Torben på en møbelfabrik. Her lavede de store amerikanske senge og reoler. Arbejdet med en fladpudser gjorde, at han kunne mærke, hvordan hårdt, manuelt arbejde med vrid og tunge løft kan være opslidende. Og så sagde kroppen fra.

”Det skete, mens jeg var på arbejde. Bedst som jeg stod der, skvattede jeg sammen og lå på gulvet. Det var nerverne, der var kommet i klemme. Og så blev jeg sygemeldt med en fremadskridning i rygsøjlen,” siger han.

I årene 1996, 1997 og 1998 var Torben sygemeldt fra sit job.

”Men jeg blev helt tosset af at gå derhjemme,” siger Torben, og derfor fik han lov af kommunen til at starte på uddannelse, mens han var på sygedagpenge.

Først fik han genopfrisket 9. klasse, herefter tog han 10. klasse oveni. Og efter det fik han en handelsuddannelse i lager og logistik. Og selvom han har eksamensbeviser på det hele, tæller det ifølge Torben heller ikke med i opgørelsen over antallet af år på arbejdsmarkedet.

Sygemeldt – igen 

Da han var færdig med handelsskolen, fik Torben job på et lager, hvor han pakkede naturmedicin til apoteker og Matas-butikker. Men efter en fyringsrunde, hvor de gik fra at være 12 til fire medarbejdere, uden at ordrerne blev færre, begyndte Torben og kollegerne for at spare tid at vride foliepakninger fra hinanden i stedet for at skære dem. Det resulterede i to tennisalbuer til Torben. Og kollegerne ligeså.

Så igen blev Torben sygemeldt, indtil han fik job som teknik- og servicemedarbejder hos Silkeborg Kommune, hvor han er i dag. Her har han ansvar for elleve kommunale bygninger med biblioteket i Silkeborg som hovedbygning.

”Der er ingen elevatorer nogen af stederne. Vi slæber ting og sager op og ned ad gamle trapper. Det er meget slidsomt. Og vi kan ikke få nogle hjælpemidler, der fungerer ordentligt,” siger Torben, som er sygemeldt for tiden.

Et vrid i venstre knæ på jobbet for to år siden kostede ham en beskadiget menisk. Det har nu fået en følgeskade i det højre knæ, hvor menisken også er revnet, og han er derfor blevet opereret for nyligt. Samtidig går han til genoptræning, efter at han sidste vinter kørte galt på snerydningsmaskinen, hvor speederen havde sat sig fast. Han drønede direkte ind i en mur og slog hovedet ned i instrumentbrættet og fik en hjernerystelse og en stor nakkeforstuvning.

”Nu vil jeg ikke mere”

Da det ikke lykkedes at få tildelt tidlig pension, besluttede Torben at undersøge sine muligheder for at trække sig på anden vis.

Han har flere gange bedt om at kunne få lov at gå ned i tid på jobbet, som han lige nu passer på fuld tid. Men fordi han ikke kan undværes i teamet, kan det ikke lade sig gøre, har han fået at vide.

”Jeg har talt med a-kassen, og nu overvejer jeg at gå på efterløn. Nu vil jeg ikke mere. Jeg vil ikke splittes ad,” siger Torben, som med sin økonomi ville have fået mere ud af Arne-pension end efterløn.

”Jeg er da bitter over det. Det koster jo også noget på økonomien. Og jeg kan da godt blive lidt harm, når jeg hører om eksempelvis en administrativ chef, som ikke har haft hårdt fysisk arbejde, som kan gå på Arne-pension. Det virker urimeligt,” siger han.

Nem søgeproces

Modsat Torben gik det let for Bente, da hun søgte om tidlig pension tilbage i august sidste år.

”Det gik så glat. Jeg sendte bare min ansøgning til Udbetaling Danmark, og så fik jeg positivt svar kort efter. Jeg skulle ikke på Rigsarkivet eller noget,” siger Bente, der ligesom Torben har arbejdet siden sine teenageår.

Da hun blev færdig med 10. klasse som 17-årig, blev hun ansat som pige i huset. Efter det arbejdede hun som ufaglært på et plejehjem, hvorefter hun tog uddannelsen til sygehjælper og senere opskolingen til social- og sundhedsassistent.

”Jeg har egentlig altid arbejdet på plejehjem. De perioder, jeg var på sygehuset under uddannelsen, var spændende, men man har ikke den der helt nære kontakt med patienterne, som man har med borgerne på et plejehjem. Det kan jeg godt lide. På hospitalet er det mere ind og ud igen,” siger Bente, som havde 40-års jubilæum sidste år, inden hun den 1. maj i år gik på tidlig pension.

Ikke endnu en kaotisk sommer

Det var ikke fysiske skavanker som Torbens, der var årsag til, at Bente søgte om tidlig pension. Presset og manglen på kolleger sidste år i ferieperioden gjorde, at hun ikke kunne overskue tanken om endnu en kaossommer.

”De sidste par år begyndte jeg at synes, at det blev mere og mere hårdt at skulle arbejde på helligdage og i weekenden. Jeg var jo glad nok for mit arbejde, men jeg synes, det sled. Og sidste sommer var meget hård. Vi havde svært ved at skaffe afløsere, og der kom hele tiden nye mennesker ind, man skulle forholde sig til. Det, synes jeg, var hårdt. Og det ville jeg bare ikke bruge en sommer mere på,” siger hun.

I dag spenderer Bente tiden med traveture i klubben ’supertraverne’, hun passer børnebørn, strikker og læser bøger. Hun savner sine kolleger, men ikke arbejdet, siger hun, og i dag kan hun mærke, hvordan skuldrene har sænket sig efter år, hvor arbejdspresset og tempoet bare er blevet højere og højere.

Nu glæder hun sig bare til december, hvor hun og Torben begge kan trække sig tilbage og nyde pensionisttilværelsen sammen.

”Det er jo træls, at han er den eneste, der skal op og på arbejde om morgenen.”

Til møde med ministeren

Torsdag den 18. august var Bente inviteret til et møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Han havde inviteret hende og repræsentanter for andre faggrupper til en snak om Arne-pensionen. Og for Bente var det vigtigt at sætte fokus på, at dokumentationen kan være svær at finde – ligesom i Torbens sag. 

”Det er ministeren udmærket godt klar over. Der var flere eksempler blandt os, der var på besøg. En havde svært ved at finde det sidste dokumentation, men så var hans forældre ved at flytte, og så fandt de en pose med hans gamle svendebrev i, som ikke kunne findes andre steder.”

”Ministeren sagde, at de er i gang med at kigge på det. Det er nok et rigtig politiker-svar. Men det var en fin oplevelse, der var god tid til, at alle kunne fortælle, og han var meget lyttende,” siger Bente. 

Opdateret med kommentar fra Bente Laursen efter besøget hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).