Lasse Bøjgaard Sand er opvokset på Fanø. På sigt vil han
gerne være guldsmed eller handle med ædelsten.
Simon Jeppesen
Af
Allan Wahlers
Journalist
I vinduet til Bents stue hænger et print, som vender ud mod verden: 'BANK IKKE PÅ! Jeg vil ikke forstyrres!!'
Det gælder dog ikke Lasse Bøjgaard Sand, som har parkeret sin rengøringsvogn udenfor Bents hus for enden af den lukkede vej ved Forsorgshjemmet Østervang.
Lasse bliver taget hjerteligt imod af Bent, som sidder i sin tv-stol iført underbukser og bøllehat, mens han ryger. Ved siden af er gulvet dækket af en lille kvadratmeter med tomme Royal Export-dåseøl.
Den 25-årige husassistent går straks i gang med at samle dåserne i plasticsække, som Bent kan tage med til den nærliggende 365-butik og pante, næste gang han skal ud at køre med den barnevogn, han som regel går rundt med udenfor.
"Hvis jeg ikke var her, havde du sgu ikke noget arbejde," griner Bent, der selv prøver at komme på arbejde nogle timer hver dag i Østervangs værksted.
"Nej, det er rigtigt," siger Lasse.
Han går videre med at afrime fryseren og slår en mere praktisk tone an – Bent har for eksempel utrolig mange vinterjakker, som andre måske kunne få glæde af i den kolde tid, der nærmer sig, hvis de fandt vej til depotet med brugt tøj.
Det bliver skrevet på en gul post-it, der sammen med flere andre sedler på køkkenlågerne skal minde Bent om det.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det er Bents bedstefar, som har snittet alle de fine træfugle, der pryder stuen sammen med billederne af den familie, der er holdt op med at besøge ham. Til gengæld får han ofte besøg af en kat.
Simon Jeppesen
Ikke altid sort-hvidt
Ude i den friske luft fortæller Lasse, at han ikke har en særlig metode, men at han bare prøver at møde folk, som de er. Uden fordomme.
"Jeg gør det, fordi jeg kan mærke, at jeg gør en forskel for de her borgere. Og selv om det indimellem er barskt, er det også ekstremt givende, både fagligt og personligt," siger han.
"Man får et indblik i en anden del af samfundet, når man arbejder her. Hvis nogen tror, at hjemløshed er et valg, man selv træffer, skal de prøve at komme herud og møde folk. Så vil de se, at det ikke altid er sådan, det hænger sammen."
På Østervang kan aarhusianere, som har problemer med psyken eller misbrug finde et sted at være i kortere eller længere tid. Lasse har arbejdet her i lidt over to år med at gøre rent i fællesarealerne og hjælpe de mere permanente beboere med at få styr på rengøring og oprydning, så tilværelsen måske på den måde bliver mere overskuelig.
"Nogle gange er de på min egen alder, og så gør det ekstra indtryk, for det kunne jo have været mig, hvis jeg ikke havde været så heldig i min ungdom."
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
På den anden side af bordet stod der så sent som dagen før en sofa. Den er nu sporløst forsvundet.
Simon Jeppesen
Stak sig på kanyle
Da Fagbladet FOA møder Lasse, begynder hans arbejdsdag med rengøring i Nord-fløjen, som er en gang med et par håndfulde værelser, hvor beboerne kan bo til leje i en periode på op til fire måneder og få adgang til Østervangs kantine.
Her til morgen er der ingen beboere på gangen. Men sporene af dem er i fællesstuen, hvor fjernsynet er boltet fast til væggen, og fjernbetjeningen er limet fast til bordet.
Stuen lugter lidt af fest. Begge vinduer er åbnet, og der ligger et par øldåser og cigaretskodder på gulvet – selv om alkohol og rygning i rummet er forbudt. Der mangler også en sofa.
Lasse blev oplært af kollegerne igennem sit introforløb – både i forhold til rengøringsmetoder og brug af værnemidler. Han skifter jævnligt handsker, og på et skema i gangens depot kan han se, om nogle af beboerne bruger kanyler, eller om nogle har tuberkulose, hiv eller stafylokokker.
Alligevel var han for en måned siden uheldig at stikke sig på en brugt kanyle, som nogen havde smidt i skraldeposen i fælleskøkkenet. Han kom af sted med det samme til hospitalet og blev tjekket grundigt, og heldigvis er alt fint i dag.
"Jeg gik selvfølgelig lidt i panik, men det hjalp at snakke med lægen, så jeg blev hurtigt klar over, hvor lille risikoen var," siger Lasse.
Det er også ham og hans husassistentkolleger, der gør lejlighederne på cirka 15 kvadratmeter rene, når beboerne flytter ud. Det kan vare alt fra en time til en hel dag.
"Mange har været gode til selv at holde det rent og pænt, men nogle gange er der blod og afføring over det hele. Og 1.000 bananfluer og skrald i denne her højde," forklarer Lasse og holder hånden cirka 10 centimeter over gulvet.
Hans telefon bipper.
En borger, der ellers er blevet bortvist, er blevet spottet på Østervangs område. Der følger en sikkerhedsinstruks på mail, som Lasse læser på sin arbejdstelefon, inden han fortsætter.
Den slags sker næsten hver dag.
Peters hus begynder så småt at ligne et hjem igen, efter en kammerat har overnattet nogle dage.
Simon Jeppesen
'Føj, for satan!'
Så er det tid til at gøre rent i en fælles hyggestue med bøger og et lille køkken i en anden bygning. Bagefter kigger han forbi Peter, der – ligesom Bent – har sit eget lille hus for enden af en lukket vej.
"Skal vi lige få styr på køkkenet?" starter han med at sige.
Peter, som er sidst i 30'erne, er lige kommet tilbage fra nogle dage hos en kammerat inde i Aarhus. I mellemtiden har han lånt sit lille hus ud til en anden kammerat.
"Han har ingen steder at være overhovedet," forklarer Peter.
Kammeraten har udvidet Peters gæstfrihed til flere. Stuen flyder af tøj, flasker og brugt service – og køkkenet, som Lasse og Peter er gået i gang med at få sat skik på, rummer forskellige rester af den mad, der er blevet spist de seneste tre-fire dage.
"Føj, for satan," lyder det fra Peter, da han kigger ned i en hvid plasticskål.
Indimellem spørger Lasse til nogle af Peters venner, som Lasse også kender fra sit arbejde på forsorgshjemmet. Han spørger ind til den flæskesteg, Peter fik at spise dagen før, og han roser Peters tøj.
Og en halv time senere står huset skarpt igen. Nu er Peter klar til at tage et bad og slappe lidt af, inden han måske tager tilbage til byen.
I mellemtiden ruller Lasse af sted med rengøringsvognen.
"Jeg håber, han kan tage noget af det med sig, han har lært af mig, hvis han får sin helt egen bolig en dag," siger han.
Østervang
- Forsorgshjemmet Østervang huser aarhusianere, der af den ene eller den anden årsag ikke kan klare sig selv.
- Det rummer modtagepladser, hvor man bor i 14-21 dage, og forsorgspladser, hvor man typisk bor i tre-fire måneder.
- Der er også tilknyttet almene boligforeninger med bostøtte, hvor udsatte borgere og misbrugere kan bo på ubestemt tid.
- I forbindelse med forsorgshjemmet er der hobbyværksteder, motionsrum, fødevarebank, fælles vaskeri og et depot med brugt tøj.