Tina føler sig overvældet af kram og kælenavne – hvor går grænsen for fysisk kontakt på jobbet?

Kollegerne på plejecenteret kan finde på at nusse hinanden på skuldrene, flette hinandens hår og kalde hinanden søde og lille mus. Og her synes, Tina, der har sendt sit dilemma ind til Dilemmaklubben med Malin, at det går over stregen.

Men er det bare hende, der er snerpet, spørger Tina panelet i podcasten? Eller hvordan skal hun adressere det over for kollegerne, uden at hun som en sur gammel dame ødelægger festen?

Nej, det er ikke bare Tina, der er snerpet, siger Arlette Bentzen, der er ledelses- og arbejdsmiljørådgiver og har specialiseret sig i det, der motiverer os ved at gå på arbejde: nemlig arbejdsglæde.

"Grundlaget for, hvordan man har det med hinanden på en arbejdsplads er en gensidig forståelse," understreger Arlette Bentzen.

"En gensidig forståelse af, at vi er forskellige og har forskellige grænser som mennesker. Jeg mener bestemt ikke, at man skal forbyde at kramme på danske arbejdspladser. Men hvis der er en kollega der ikke synes om at kramme, skal det naturligvis respekteres af kollegerne."

Bare nus videre

"Så hvis begge kolleger kender hinanden så godt, at de ved at begge gerne vil kramme er det helt ok," siger Arlette Bentzen til Tina om krammere på arbejdspladsen. Og nogle gange har vi måske særligt brug for at give et kram eller en hånd på skulderen til en kollega, der står i en svær eller stresset situation og har brug for medfølelse, hjælp og opmuntring. 

Men at arbejdspladsen bliver en nussestue, hvor man aer hinanden i nakken til personalemøder, har hun alligevel ikke hørt om tidligere.

"Det må virkelig være yderpolen, hvor jeg nok mener, at man er et andet sted henne, hvor det måske er knapt så professionelt," siger arbejdsmiljøeksperten. 

Det er også her, nogle af Fagbladet FOAs læsere, står af. 

"Mine kolleger må gøre, hvad de vil. Men her siger jeg pænt nej tak," skriver én på Facebook. Mens andre skriver: "Bare nus videre,", "Giv nu lidt rum til forskelligheder," og "Kælenavne, nus på håret kan være en positiv tilgang til en kollega."

Tal sammen

Og det er netop også forskeligt. Både i forhold til situationer og kolleger, understreger Arlette Bentzen. 

"Fysisk kontakt kan knytte bånd mellem kolleger, så det fremmer det gode kollegaskab, da det udløser endorfiner. At der er fysisk berøring, kan virke inkluderende og skabe tillid, hvis du er stresset. Her kan en hånd på skulderen hjælpe tid. Men det må ikke overskride den andens grænser overhovedet, så skal man lade være."

Her mener Arlette Bentzen, at det er vigtigt, at man har snakken på arbejdspladsen. Hvordan er vi kolleger? Hvordan ser vi hinanden? For det kan også skabe eksklusion, hvis man krammer nogle, men ikke andre, som rent faktisk gerne vil have et godmorgenkram.

"Tal sammen, så ved du også, om du er på krammer eller ikke er. Og respekter hinandens forskelligheder. Nogle er man bedre venner med end andre, og det er også helt ok, at nogle får et kram, mens andre for et hjerteligt hej. Det afgørende er, at man er klar og åben over for hinanden. Og at der er en meningsfuld forklaring på det, der sker," lyder hendes gode råd og kommer til pointen:

"Hvis du er i tvivl, så spørg. Du må aldrig overrumple den anden. Der skal altid være plads til et nej tak."

Hvordan siger vi godmorgen?

Og hvis der er ledelse indblandet, bliver det endnu mere vigtigt. For så er der altid et magtforhold at tage hensyn til. Som leder skal man være endnu mere varsom. Lige som hvis der er kærester på jobbet eller man er tætte venner.

"Det er klart, at der er forskelligheder. Men det må aldrig blive en ekskluderende handling. Sørg for at alle føler sig inkluderede i det store fællesskab."

Og især i velfærdsjobs som ældreplejen, på sygehusene, i psykiatrien og i dagtilbud, kan den fysiske kontakt blive til en hjælp for den enkelte, mener hun. For det er jobs, hvor man bruger sin empati, og derfor kan det også være en kærkomment at modtage empati. Men igen, lyt til din kollega.

"Jo mere åben, kommunikationen om det er, jo højere bliver den psykologiske tryghed også. Og jo bedre bliver balancen. For hvor går grænsen? Hvad har vi af leveregler her hos os? Hvordan siger vi godmorgen? Jo mere åbne vi er om, hvad vi sætter pris på og hvad vi ikke sætter pris på, jo bedre bliver arbejdsmiljøet og jo bedre bliver arbejdsglæden. For det er jo den, det handler om i sidste ende."