88-årige Birthe er på Roskilde Festival for at vække et særligt minde: ”Det føles som i går, vi var her sammen”

04. juli 2024

Plejehjemsbeboer Birthe Christensen vender tilbage til Roskilde Festival for at opleve det fællesskab, som hun plejede at dele med sin mand.

Det er første gang i Roskilde Festivals historie, at et plejehjem har en camp på festivalen. Rasmus Hargaard Breum

Af Sara Rested Suri
Journalist

Annonce

Med sine 88 år, sin rollator og sit stærkt svækkede syn er Birthe Christensen ikke typen, man forventer at møde på årets mudrede, larmende og lettere kaotiske Roskilde Festival.

Men hendes begejstring er ikke til at tage fejl af, da hun stiger ud af den minibus, der har kørt hende og en håndfuld beboere og medarbejdere fra hendes plejehjem, Margrethe Hjemmet, ind på festivalen til deres camp i området Dream City.

Hun kigger rundt og smiler stort til en gruppe unge forbipasserende, der forundret ser på hendes gangstativ, samtidig med at de vinker tilbage.

”Jeg er kommet her hvert år med min mand, indtil han døde for to år siden. Når jeg er her på festivalen, føles det fuldstændig som var det i går, at vi var her som helt unge. Det gør mig lidt nostalgisk,” siger Birthe Christensen.

Følelsen af at høre til

Birthe Christensen fortæller, at der ikke er ét klart minde, der står frem, når hun tænker tilbage på de mange somre, hun har brugt på festivalen. For hende handler det mere om summen af de mange dejlige stunder, hun brugte sammen med mennesker, der ikke er her mere.

En af dem er hendes mand. De to nåede at være gift i 60 år, og sammen har de arbejdet frivilligt på festivalen lige siden dens begyndelse i 1971. Han med at sælge is, og hun med forskelligt praktisk arbejde.

Selvom de begge elskede musik og at danse, var det særligt en anden ting, der fik dem til at vende tilbage til festivalen år efter år: Glæden ved at arbejde sammen om et stort projekt og følelsen af samhørighed, de to følte under festivalen – både til hinanden og til de andre frivillige.

”Min mand og jeg var begge spejdere, og det var helt magisk, at vi og vores spejdervenner var frivillige sammen. Vi var alle sammen lige. Der var ikke nogen af os, der var bedre end de andre, og vi havde det simpelthen så sjovt og hjalp hinanden,” siger Birthe Christensen og fortæller, at hun har sendt en kærlig tanke til hele flokken i løbet af dagen.

Birthe Christensen slår fornøjet hænderne sammen, mens hun danser med forbipasserende på Roskilde Festival.

Birthe Chistensen (i midten) håber, at hendes plejehjems besøg på Roskilde Festival kan blive en tradition i de kommende år. Rasmus Hargaard Breum

’Du skal da med mig’

Hun nævner desuden, at det har været dejligt at blive mindet om en svunden tid.

Et andet minde, der er kommet frem til overfladen i løbet af dagen på festivalen, er den dag, Birthe Christensen som 17-årig for første gang mødte ham, der viste sig at blive hendes livs udkårne, til et bal.

”Jeg går hen og tager i døren til garderoben. Og så står han der og siger, ’du skal da med mig’. Siden den dag har det været vores motto gennem livet - både i svære tider og på Roskilde Festival,” siger hun.

Margrethe Hjemmet på Roskilde Festival 2024

Margrethe Hjemmet i Roskilde er det første plejehjem nogensinde, der har en camp på Roskilde Festival.

I ugens løb ledsager en håndfuld af plejepersonalet en skiftende gruppe beboere på festivalen. Beboerne er typisk med en eller to dage og bliver kørt hjem igen, når de hen mod eftermiddagen bliver trætte efter dagens program.

Plejehjemmet holder flere arrangementer, hvor festivalens gæster bliver budt ind i den verden, de ældre lever i til hverdag. Blandt andet bliver der afholdt strikkearrangement, ballontennis og erindringsdans, hvor forbipasserende festivalgæster kan slutte sig til de dansende ældre og plejepersonalet.

Ifølge plejehjemmets leder, Anette Kornerup, er det vigtigt, at beboerne får nogle oplevelser ud over det sædvanlige, fordi det højner deres livskvalitet.

"En dag på Roskilde Festival er en oplevelse, beboerne tager med sig lang tid efter, den er slut. Erindringsdans er for eksempel en god måde at bryde isen mellem beboerne og de unge, der går forbi. Samtidig er musik, sangtekster og dans lagret i kroppen på en måde, der gør, at man nemt kan genkalde sig det – selv hvis man har lidt demens," siger Anette Kornerup og tilføjer, at erindringsdans derfor giver beboerne en mestringsfølelse.

+