”Nu står vi her igen”: FOA efterlyser handling ovenpå drabsforsøg i psykiatrien
En læge blev stukket flere gange med kniv natten til søndag på Psykiatrisk Center Amager. Det understreger nødvendigheden af at få styrket sikkerheden både for medarbejdere og patienter, mener FOA.
17. juni
Natten til søndag blev en 29-årig læge stukket tre gange i halsen og nakken og én gang i skulderen på Psykiatrisk Center Amager. Politiet mener, at en 31-årig mand står bag overfaldet.
Ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift var manden i akutmodtagelsen, og det var meningen, at han skulle indlægges. I begyndelsen ville han gerne samarbejde med personalet om indlæggelsen, men pludselig skiftede han mening og angreb lægen med kniv.
Det er langt fra første gang, at en ansat i psykiatrien bliver overfaldet af en patient. Sidste sommer endte det fatalt, da en en kvindelig psykiater blevet stukket ihjel og to andre såret på Psykiatrisk Center Glostrup.
At vi ser endnu en ulykke i den kategori, understreger nødvendigheden af at få rullet psykiatriens tiårsplan ud hurtigere. Det mener sektorformand i FOAs Social- og Sundhedssektor, Tanja Nielsen:
”Det er dybt tragisk. Virkelig, virkelig tragisk. At vi nu igen står med personale, der er blevet overfaldet af en patient. Det er jo historien, der gentager sig. Det er dybt beklageligt, at man ikke har fået sat skub i øget sikkerhed og i udmøntning af tiårsplanen i psykiatrien i stedet for bare at lade det blive ved snakken,” siger Tanja Nielsen.
Bedre sikkerhedsnet
Hun efterlyser en højere grad af sikkerhed for personalet og de øvrige patienter. For eksempel, som man har gjort nogle steder, ved at opsætte metaldetektorer ved indgangene, så der ikke kan smugles våben ind.
”Måske er vi nødt til at sige, at alle de steder, hvor man kan komme ind fra gaden, skal vi have etableret et sikkerhedsnet, så man kan være tryg som medarbejder såvel som patient,” siger Tanja Nielsen.
Centerchef: Vi er i gang med sikkerhedsmæssige tiltag
Til DR siger centerchef fra Psykiatrisk Center Amager, Louise Rabøl, at der nu igangsættes en undersøgelse af hændelsen. Hun fortæller, at de allerede er ved at implementere en række sikkerhedsmæssige tiltag, som de har arbejdet på det seneste år. Blandt andet har noget af personalet fået uddannelse i at håndtere opkørte situationer.
”Vi oplevede, at vores medarbejdere reagerede meget professionelt, og at det var en medvirkende årsag til, at det ikke gik værre,” siger hun.
Den 31-årige mand erkender grov vold, men nægter sig skyldig i drabsforsøg. Han blev ved et grundlovsforhør varetægtsfængslet i 12 dage i surrogat. Den 29-årige læge er udenfor livsfare.
Ni personer dræbt siden 2012
Siden 2012 er ni personer, der arbejder med borgere med psykiske lidelser, blevet dræbt. Her er et overblik over sagerne:
-
Februar 2012: En kvindelig pædagog på et bosted i Viborg bliver voldtaget og dræbt af en 39-årig psykisk syg beboer.
-
December 2013: En 72-årig skizofren mand dræber en 37-årig social- og sundhedsassistent på et bosted i Bagsværd.
-
Maj 2014: En 40-årig socialrådgiver og en 69-årig læge bliver dræbt med en brødkniv af 28-årig psykotisk beboer på et forsorgshjem i Sakskøbing.
-
Marts 2016: En 57-årig social- og sundhedsassistent bliver stukket ihjel med en 23 centimeter lang kniv af en 30-årig mandlig beboer på et bosted i Roskilde.
-
April 2019: En kvindelig læge bliver dræbt i sit hjem i Nordsjælland af en 56-årig mand, som hun tidligere har været med til at tvangsindlægge.
-
December 2020: En 19-årig beboer på et bosted i Fårevejle dræber en 29-årig mandlig pædagog med en kniv.
-
Juni 2022: En 64-årig læge stikkes ihjel i forbindelse med et hjemmebesøg hos en 30-årig mandlig skizofren patient i København.
-
21. juli 2023: En kvindelig psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup stikkes ihjel af en patient. To andre såres.
Kilder: TV 2 Kosmopol, Jyllands-Posten, Københavns Vestegns Politi og Ritzau