Jurist om ’fuldstændig vanvittig’ urinprøve-sag: ”Vi er langt over det rimelige”
I psykiatrien bliver borgere beskyttet af lovgivning, når de udsættes for tvang og kontrol. Sådan burde det også være for sundhedspersonale, der skal i urinprøvekontrol ved Styrelsen for Patientsikkerhed, mener ekspert.
02. april
Hvis en offentlig myndighed udsætter en borger for tvang eller kontrol, må det kun ske, så længe det er absolut nødvendigt.
Men sådan har det tilsyneladende ikke været i sagen om en social- og sundhedsassistent og tidligere misbruger, der i næsten 10 år hver uge måtte aflevere urinprøver efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Prøver, der alle var rene.
Styrelsen for Patientsikkerhed har ladet sagen køre ’alt, alt for lang tid’, mener lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og underviser i forvaltningsret Steen Jørgensen. Han uddyber, at det såkaldte proportionalitetsprincip er en grundlæggende rettesnor for alle forvaltningsretlige sager.
”Det er et spørgsmål om, hvor langt man som myndighed kan tillade sig at gå. Selvsagt er det meget indgribende og byrdefuldt for social- og sundhedsassistenten at blive pålagt sådan et kontrolforløb. Så det må heller ikke trækkes mere i langdrag end højest nødvendigt,” siger Steen Jørgensen.
”Derfor undrer det mig, at Styrelsen har ment, at det har været nødvendigt med ugentlige urinprøvekontroller i 10 år. Især når der ikke har været konkrete tegn på tilbagefald i mange år. Umiddelbart lader det til, at vi kommer ud over, hvad der er rimeligt.”
Sagen kort
- I 2014 fik en social- og sundhedsassistent og tidligere misbruger et påbud om at aflægge urinprøver en gang om ugen på sit misbrugscenter for at sikre, at hun ikke fik et tilbagefald.
- Baggrunden for påbuddet var, at hun selv var begyndt at komme i et misbrugscenter for skulle vinke endeligt farvel til de stoffer, hun tidligere havde taget i perioder. Det var misbrugscentret, der havde kontaktet Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Siden påbuddet har social- og sundhedsassistenten passet sine urinprøvekontroller og ikke én af de mere end 300 prøver har været positive. Hun har også taget sin substitutionsmedicin, der gør, at hun ikke kan tage det stof, hun tidligere var afhængig af.
- Samme billede tegner hendes arbejdsgivere, der kalder hende ’vellidt’, ’fagligt dygtig’ og ’stabil’. Misbrugscenteret henvendte sig desuden til Styrelsen for Patientsikkerhed flere gange de seneste år, for at få påbuddet ophævet. Men uden held.
- I efteråret 2023 gik FOA ind i sagen, og omkring halvanden måned senere ophævede Styrelsen for Patientsikkerhed påbuddet.
Ekspert: Hvor er reglerne, der sikrer, at det ikke sker igen?
Juristen fortæller, at der på enkelte områder er lavet lovgivning, der specifikt skal beskytte sårbare borgere mod unødvendig tvang fra offentlige myndigheder.
Når man for eksempel tvangstilbageholder en person i psykiatrien, er der nogle helt faste regler for, at patientens sag ofte skal vurderes på ny, og at det skal ske efter nogle bestemte tidsintervaller. Reglerne skal sikre, at der løbende bliver taget stilling til, om frihedsberøvelsen stadig er nødvendig.
Men sådanne love findes ikke til at holde hånden over de social- og sundhedsassistenter, der skal afgive urinprøver over lang tid.
”I sager hvor sundhedspersoner skal afgive urinprøvekontroller, burde der være nogle faste rammer for, hvornår sagen skal revurderes. Når nu den lovgivning ikke findes i Danmark, burde Styrelsen for Patientsikkerhed af sig selv lave nogle regler for faste revurderinger. Det undrer mig, hvis styrelsen ikke har sådanne rutiner,” siger Steen Jørgensen.
Kontrollerne har strakt sig over for lang tid.
Steen Jørgensen, Lektor ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet
Fagbladet FOA har forelagt kritikken til Styrelsen for Patientsikkerhed. I et skriftligt svar påpeger styrelsen, at der ikke er nogle lovmæssige krav til revurderingsintervaller i deres tilsynssager. Derfor vurderer Styrelsen fra sag til sag, hvornår de finder det nødvendigt at tjekke op på sagerne med urinprøvekontrol.
Styrelsen kommenterer ikke yderligere på, hvordan den sikrer sig, at tilsynssagerne ikke kører længere tid end nødvendigt. Dog er den gået i gang med at drøfte deres praksis med urinprøvekontroller med relevante faglige organisationer, skriver den.
Da FOA troppede op, blev påbuddet ophævet
Steen Jørgensen understreger, at det i visse situationer kan være nødvendigt at have forløb, der strækker sig over mange år – for eksempel hvis der er en begrundet tvivl om, hvorvidt sundhedspersonen stadig er til fare for patientsikkerheden.
Men ud fra det, han kender til sagen, synes han, det lyder som om, at social- og sundhedsassistenten har brændt for at lægge sit liv om: Før påbuddet opsøgte hun nemlig selv misbrugscenteret for at få hjælp.
”Hun har selv haft viljen til at underkaste sig urinprøvekontrollen. Og i de seneste mange år har der angiveligt ikke været tegn på, at hun har genoptaget sit misbrug. Derfor forekommer det mig, at kontrollerne har strakt sig over for lang tid,” siger juristen, der blandt andet har udgivet bogen ’Myndighedernes tilsynspligt’.
Når Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver påbuddet blot lidt over en måned efter, at FOAs advokat går ind i sagen, vidner det ifølge juristen også om, at sagen har fået lov til at fortsætte alt for længe, uden at nogen har tænkt over det.
FOA: ’Fuldstændig vanvittig’ sag
For fagpolitisk ordfører i FOA Maria Klingsholm er der ingen tvivl: Social- og sundhedsassistentens forløb er ’overformynderisk’ og ’kontrol af værste skuffe’.
”Det er jo fint at udøve en kontrol, der er understøttende og sikrer, at der ikke er noget at være bekymret for. Men at aflægge urinprøver i næsten 10 år, uden at der er så meget som én positiv prøve? Det burde jo ikke kunne lade sig gøre,” siger Maria Klingsholm.
Hvis man kan bruge ressourcer på at fastholde et menneske i et så langt kontrolforløb, påpeger hun, burde man også kunne afsætte nogle penge til at lave en særskilt klageinstans. Så kunne man sikre sig en uvildig vurdering af, om ens forløb hos Styrelsen for Patientsikkerhed er rimeligt.
Hun påpeger, at når en medarbejder bliver underlagt et påbud hos Styrelsen for Patientsikkerhed, er der ikke andre autoriteter, der kigger dem over skulderen. Derfor har den et særligt ansvar at leve op til, mener hun.
”Styrelsen skal sikre, at de sårbare borgere og medarbejdere, der kommer ind i sådan et forløb, bliver behandlet hensynsfuldt, ordentligt og retfærdigt. Og man kan spørge sig selv, om det virkelig har været tilfældet i denne sag,” understreger Maria Klingsholm.
Ifølge Steen Jørgensen er det dog i sidste ende muligt at klage over en myndigheds beslutning til Folketingets ombudsmand eller eventuelt den minister, der er ansvarlig for området.
