Lillian oplevede tegn på forråelse og sagde op: ”Jeg kunne på ingen måde stå inde for det”

Interne aftaler om, at det var okay at lade beboere sidde for længe i kørestolen. En følelse af at tænke ’åh nej, det orker jeg ikke’, når en dement beboer bad om opmærksomhed. En evig, håbløs prioritering mellem beboernes basale behov. En følelse af at blive kort for hovedet og en generelt begyndende forrået adfærd.

De faktorer kombineret med flere besparelser på ældreområdet blev for meget for social- og sundhedshjælper Lillian Nielsen, som i foråret sagde sit job op på et plejecenter i Herning Kommune.

Hun kunne ikke længere stå inde for den behandling, de ældre fik.

”Jeg kan ikke stå med den her uddannelse, og alt hvad jeg har lært, og have en faglighed bag mig og så se på det, der skete på mit tidligere arbejde. Se de ældre med en demensdiagnose gå hvileløst rundt og opsøge personalet for at få en lillebitte snak, hvor man er nødt til at afvise, vende ryggen til og ignorere.”

”Jeg kunne få tanken, når de ældre kom gående op ad gangen, at ’åh nej, stop, stop, det orker jeg ikke. Det kan jeg ikke rumme’, fordi jeg ikke havde tid. Men det er jo ikke sådan, det skal være. I mine øjne er det omsorgssvigt og begyndende forråelse,” siger Lillian Nielsen.

Skulle prioritere basale behov

Lillian kommer oprindeligt fra smedebranchen, men da den virksomhed, hun arbejdede i, gik konkurs, besluttede hun sig for i en alder af 55 år at tage uddannelsen til social- og sundhedshjælper.

Hun blev ansat på samme plejecenter, hun havde været elev på, i oktober 2021.

”Jeg befandt mig rigtig godt i det. Men jeg syntes godt nok, der var run på, så jeg gik og håbede på, at vi med tiden ville få mere tid til den enkelte borger,” siger Lillian.

Men det modsatte skete. I starten af 2023 varslede Herning Kommune en besparelse på ældreområdet. Det betød blandt andet, ifølge Lillian, at weekendnormering blev til hverdagsnormering. Lillian stillede ledelsen kritiske spørgsmål. Hvordan skulle de kunne nå deres opgaver, når de nu i forvejen havde for travlt, men hun fik ikke et egentligt svar. Så fra at være fire medarbejdere på en dagvagt blev de tre. Samtidig blev de skåret i timer, så én skulle møde senere og en anden gå tidligere.

Det betød for eksempel, fortæller Lillian, at nogle borgere måtte blive i sengen til klokken 11, få morgenmad, når de kom op klokken 11:30, og allerede klokken 11:45 få middagsmad. At personalet var nødt til at se gennem fingre med, at borgere sad i kørestolen til middagshvil og var i risiko for at udvikle tryksår. At nogle borgere, der havde brug for spise- og drikkehjælp, ikke fik nok at spise eller drikke, fordi der ikke var tid til at hjælpe dem.

”Når vi blev enige og sagde til hinanden, at fordi vi havde travlt, var det okay, at en af de ældre blev siddende i kørestolen, selvom man kunne ane, at et tryksår var på vej, så er det jo ikke okay. Men hvis vi ikke lod hende sidde, var det måske et bleskift, der ikke blev ordnet. Og det har også konsekvenser. Så det var hele tiden de helt, helt basale behov, vi skulle prioritere. Og det kan man jo ikke,” siger Lillian.

”I mine øjne førte besparelserne til begyndende forråelse blandt medarbejderne,” siger hun.

En mail til borgmesteren

Så Lillian Nielsen sagde op og fik i stedet job på et bosted. Men hun kunne ikke glemme de rædsomme vilkår, hun havde forladt på plejecentret. Så i sommers sendte hun Venstre-borgmester i Herning, Dorte West, en mail for at fortælle, hvorfor hun havde sagt sit job op.

”Det skete, fordi jeg på ingen måde kunne stå inde for de svigt, det medførte,” skrev Lillian til borgmesteren.

I mailen opremsede Lillian en række eksempler på de svigt, hun oplevede på plejecentret.

Eksempelvis borgere, der lå alt for mange timer i sengen og derfor fik smerter, tryksår og havde afføring i sengen, fordi de ikke kunne få hjælp til at komme på toilettet. Borger med demens, der vandrede hvileløs frem og tilbage på gangen, uden nogen havde tid til at hjælpe dem til at finde ro. Borgere, der ikke kom i ugentligt bad, fordi en anden borger var faldet eller havde afføring i sengen, så der ikke var tid til begge dele.

”Vi medarbejdere blev stressede, glemte ting, og den gode kollegagruppe, vi havde haft, gik i opløsning på grund af dårligt arbejdsmiljø. Så for at beskytte mig selv og selv overleve, opsagde jeg min stilling,” skrev Lillian.

”Jeg sendte mailen dels for at dele mine frustrationer og dels for at give hende et indblik i de helt basale behov, vi ikke kan opfylde, så hun ikke senere kunne komme og sige, at hun ikke vidste noget,” siger Lillian.

Forlader faget, hvis bemanding ændrer sig

Borgmesteren svarede tilbage, at hun forstod Lillians kritik af forholdene, og at byrådet efterfølgende havde afsat 20 millioner kroner til ældreområdet.

”Men jeg har stadig kontakt til mine gamle kolleger, og der er ikke sket en disse, siden jeg stoppede. De 20 millioner har ikke ændret noget for dem på gulvet,” siger Lillian.

På bostedet, hvor Lillian arbejder i dag, er bemandingen ’en anelse bedre’, siger hun.

”Ikke at vi ikke har nok at se til, men jeg kan holde til det nu. Hvis det ændrer sig for meget, skal jeg ikke være i det her fag mere,” siger hun.

Venstre-borgmester i Herning Kommune Dorte West fortæller til Fagbladet FOA, at kommunen siden starten af sommerferien har igangsat en lang række initiativer til at forbedre ældreplejen.

”For første gang i 20 år har jeg forslået, at vi skal hæve skatten i Herning med 0,5 procent, fordi vi har været for presset på vores velfærdsområder, og fordi vi stod til at skulle finde yderligere besparelser. Vi syntes faktisk selv, vi var nået til et sted, hvor vi ikke længere kunne være det bekendt,” siger hun.

Kommunen har afsat varige midler til at sikre faglært uddannet personale i alle vagter, til onboarding af ufaglærte, inddragelse af frivillige på plejehjemmene og til at fokusere mere på ledelse.

”Ledelse betyder jo rigtig meget i forhold til at sikre, at man har det menneskesyn, der skal være,” siger hun.

”Vi har jo godt været klar over, at det har været presset i ældresektoren, og derfor har vi også handlet på det. Vi ville da ønske, at der var flere penge, vi kunne komme med, men nu er vi startet. Der er ikke noget quickfix,” siger Dorte West.