Hvis din arbejdsglæde skal have et kærligt skub: Her er Karen-Marie Lillelunds råd til en lettere hverdag

Karen-Marie Lillelund har fået en gave. Hun er lattermild.

”Og da jeg opdagede, at den har alle ikke fået, blev det en livsopgave for mig,” siger Karen-Marie Lillelund, der er foredragsholder og forfatter.

I hele december giver hun sin gave videre til dig, der arbejder på et plejecenter, i dagplejen, på en brandstation eller et bosted.

For ledelse kan det ikke alene, mener hun. Nye strategier, plancher og projekter kan heller ikke ændre kulturen på arbejdspladsen.  

”Det er noget, vi går og bilder hinanden ind. Ja, ledelse er vigtigt, ja, men det er ikke det, der gør, om hver enkelt medarbejder går hjem og er i godt humør.”

Det begynder tværtimod med os selv, mener foredragsholder Karen-Marie Lillelund, der rejser landet rundt i arbejdsglædens navn. Fra Dragør til Holstebro og tilbage igen på en helt almindelig dag, for at holde sine foredrag om det morsomme i det svære. Så vi alle sammen kan genkende os selv.

Ih, hvor er det spændende

Hendes mission er at gøre hverdagen lettere for helt almindelige lønmodtagere i deres helt almindelige hverdag. 

”Social- og sundhedsassistenter er ’jo ikke bare …’. Men det har de måske nogle gange en tendens til at sige om sig selv,” siger Karen Marie Lillelund, der er gået i kamp mod særligt den sætning. Især fordi det spejler den anerkendelse, man i omsorgsfag ikke altid får fra omverdenen.

For ingen mennesker er ’bare’. Alle har noget at komme med. Selv om det ofte fortoner sig i en virkelighed, hvor vi ser politikere, skuespillere, popsangere og professionelle fodboldspillere på de sociale medier og får en fornemmelse af, at alle er vigtigere end os selv.

”For eksempel: Man er på stranden i bikini, man tænker, ’jeg er skøn, jeg har en god dag, mit hår sidder som det skal’. Og så kommer der en fotomodel.”

Derfor skal vi øve os. Lige som hendes gamle tante gjorde, når hun altid udbryd: ’Ih, hvor er det spændende’, når Karen-Marie Lillelund fortalte.   

”’Det sjove var, at man blev overtalt af hende. Jeg begyndte faktisk at tænke om det, jeg fortalte, at det var interessant. Det smittede,” siger Karen-Marie Lillelund.

Det gælder bare om at opdage det selv, mener hun og demonstrerer sin dybe latter, der let gennemtrænger tunge kontordøre og gør, at man ikke kan lade være med selv at grine.

Trækker energien ud af os

Men vi tror fejlagtigt i vores protestantiske kultur, at de mennesker, der siger, de har det hårdt, er dem, der yder mest.

”Vi tager fejl, for det har man målt på, men vi tror det.”

Det er derfor, vi nogle gange siger oftere end nødvendigt, at livet er hårdt og svært. Problemet er bare, lyder Karen-Marie Lillelunds pointe, at det ikke giver os energi.

”Det betyder ikke, at vi ikke skal løse de problemer, der er. Det betyder bare, at vi ikke kun skal beskæftige os med problemerne. Vi skal også bakke hinanden op og hjælpe hinanden. Huske at give hinanden det klem på armen. For det betyder noget i hverdagen, om man har en kollega, der lige kan lægge armen om en, kan få en til at grine eller lige kan sige: Det går sgu nok, vi bliver her til klokken fire.”

Kan hun mærke, om det er sådan en arbejdsplads, hun har foran sig, når hun holder foredrag?

”Fra det øjeblik jeg kommer ind ad døren,” svarer hun prompte om, hvorvidt stedet er en god arbejdsplads. Om medarbejderne er trygge ved hinanden. Og om de kan grine sammen.

”Du kan se det i deres øjne. For eksempel var jeg på en stor pædagogisk arbejdsplads for nogle år siden. De var så trætte. Og så kan du være ude andre steder, hvor de er gode venner, de er lattermilde, og det hjælper rigtig meget, også når arbejdet er svært,” siger hun og nævner det plejehjem, hun var ude i forleden.

”Det var noget helt andet. Så det har faktisk ikke noget at gøre med, om det er et hårdt arbejde, de udfører.”

Ikke forbud mod dårlige dage

Tilbage til ledelsen. For om man er gode venner, støtter op om hinanden og også kan grine lidt sammen på trods af, at arbejdet er svært og dilemmafyldt, handler mest om os selv. Jo, ledelsen kan støtte op om kulturen. Den kan give tilladelse til den.

”Der er en afdeling i Vejle, hvor de er blevet berømte for faktisk at forholde sig til, om medarbejderne har brug for at få fri eller ej. Altså det er jo lidt sindssygt, at man i dag kan blive berømt for, at medarbejderne har indflydelse på egen vagtplan. Uh, altså. Men når det er sagt, så er det et eksempel på, at når ledelse og medarbejdere spiller sammen og mødes, så virker det.”

Men medmenneskelighed kan du ikke få fra ledelsen. Den gode stemning kan du ikke få fra ledelsen. For hvis ledelsen begynder at prædike, at vi skal være i højt humør og have god energi hver eneste dag, kan det give bagslag.

”Så bliver det lidt, som om det er forbudt at have en dårlig dag. Det må ikke blive sådan, at du skal være på toppen og tænke positive tanker og tage en ja-hat på. Og så lader vi som om, der ikke er nogen problemer. For selvfølgelig er der da det.”

I stedet mener hun, at vi bør skiftes lidt til at have dårlige dage. At vi deler ud af det overskud, vi har nogle dage. Og så bytter vi.

”Jeg tror på det, vi kan i fællesskab. Vi kan simpelthen løfte hinandens humør. Og det løfter vores eget humør.”