62-årige Pia jubler efter særlig aftale: ”Hvis jeg skulle arbejde på fuld tid, ville jeg ikke holde et år”
Aalborg Kommune er allerede godt i gang med at indgå senioraftaler med ældre medarbejdere. En af de første er den 62-årige social- og sundhedshjælper Pia Kamp Rørbæk, der er gået 20 procent ned i tid, men kun 10 procent ned i løn og beholder hele sin pension.
04. september 2023
Hvis du virkelig vil lære noget, skal du spørge de gamle.
Det fik Randi Kvesel at vide, da hun i sin tid selv var elev som social- og sundhedsassistent. I dag er hun leder på Hjemmeplejen Lindholm Høje i Nørresundby, og kan sagtens se fordelen i, at der er erfarne medarbejdere på arbejdspladsen:
”Vores ældre medarbejdere er livserfarne skatte, som virkelig bidrager til, at vi kan sikre en vis kvalitet. Men arbejdet i hjemmeplejen er fysisk krævende. Det er vigtigt, at vi har øje for, at de ældre medarbejdere kan holde længere tid i jobbet, uden at de bliver nedslidt,” siger Randi Kvesel.
En af Hjemmeplejen Lindholm Højes erfarne medarbejdere er social- og sundhedshjælper Pia Kamp Rørbæk på 62. Hun vil ikke stoppe med at arbejde, for hun elsker at hjælpe de borgere, hun kommer ud til, og hun elsker fællesskabet blandt sine kolleger.
Men en bindevævssygdom betyder, at Pia Kamp Rørbæks krop ikke længere kan holde til det fuldtidsarbejde, hun hidtil har haft:
”Jeg elsker at være blandt mennesker, så jeg vil ikke bare gå derhjemme. Men hvis jeg skal arbejde her på fuld tid, holder jeg ikke et år længere,” siger hun.
For at Pia Kamp Rørbæk kan blive de ekstra år, hun gerne vil, har hun lavet en senioraftale med sin leder Randi Kvesel. I fællesskab fandt de ud af, at Pia Kamp Rørbæk skulle have en såkaldt ’80-90-100 ordning’. Det betyder, at hun går 20 procent ned i arbejdstid, men kun 10 procent ned i løn. Samtidig beholder hun hele sin pension.
En aftale til gavn for alle
Pia Kamp Rørbæk er blot en af mange ældre medarbejdere i Aalborg Kommune, der har indgået en senioraftale med arbejdspladsen. Hensigten er, at Pia og hendes kollegaer skal blive flere år på jobbet, inden de går på pension, men uden at slide sig selv ned.
Indsatsen er en del af seniorpartnerskabet som Kommunernes Landsforening (KL) og de faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet (FF) blev enige om at etablere i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2021.
Aalborg Kommune er en af 43 kommuner, der har været med til at udvikle en værktøjskasse med håndgribelige idéer til aftaler, der kan indgås mellem kommune og personale. Og det er især fastholdelsen af pension, medarbejderne har efterspurgt:
”Det er vigtigt for mig, at jeg kan beholde min pension. Som social- og sundhedshjælper er jeg en del af en faggruppe med en lille pension, fordi vi er lavtlønnede. Økonomien i aftalen betyder derfor meget,” siger Pia Kamp Rørbæk.
Det er ikke kun Pia og hendes leder, der har gavn af aftalen. Kollegaerne i Hjemmeplejen Lindholm Høje er også glade for, at Pia kan fortsætte med at være hos dem et par år endnu:
”Pia er guld værd. Hun har været her mange år og går rundt med en viden, som alle har stor gavn af. Pia har god kontakt til borgerne, og vi er glade for hende som kollega. Hvis hun stoppede nu, skulle hun måske erstattes af en ufaglært, da det er svært at få uddannet personale,” siger fællestillidsrepræsentant Sussi Bagge Mikkelsen.
Et hårdt arbejde
Pia Kamp Rørbæk og Sussi Bagge Mikkelsen lægger begge vægt på, at deres arbejde i social- og sundhedsfaget er noget, der belaster kroppen. Den visiterede tid hos borgerne er skåret ind til benet, så social- og sundhedspersonalet har travlt, hvilket både er en fysisk og psykisk udfordring – især når man efterhånden er oppe i alderen:
”Vi har rekrutteringsproblemer, så vi medarbejdere over 60 år skal jo gerne kunne holde lidt længere på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt for mig, at mine kollegaer er opmærksomme på, at de kan få lavet de her aftaler, der er til gavn for begge parter,” siger Sussi Bagge Mikkelsen.
Leder Randi Kvesel har også fokus på at tilgodese seniormedarbejderne med særlige aftaler:
”Jeg kigger meget på, hvordan vi kan drive en hjemmeplejegruppe, som både er stærk personalemæssigt, og som har en kvalitet i de opgaver, vi skal yde. Det er ikke nok, at folk går på arbejde, de skal også være klædt på til det job, de varetager. Og det har man især efter en vis livserfaring,” siger hun.
I Aalborg Kommune Senior og Omsorg var der indtil maj 2023 i alt indgået 134 senioraftaler. 102 af aftalerne er 80-90-100 aftaler som Pia Kamp Rørbæks. De resterende aftaler er blandt andet engangsbeløb og en aftale om større indflydelse på sin arbejdsplanlægning.