Frontmedarbejdere: Folk beder os om hjælp til at dø. Men det kan vi jo ikke

Den ene er ambulancebehandler og vant til at håndtere akut syge mennesker. Når han dukker op med blå blink for at redde liv, hører han pårørende sige, at den syge faktisk ikke har lyst til at leve mere.

Den anden er social- og sundhedsassistent og oplever som ansat i hjemmeplejen, at pårørende til borgere med et udsigtsløst liv spørger, om hun ikke kan hjælpe med at befri dem for smerterne.

I begge tilfælde er svaret nej. Hverken ambulancebehandler Per Green eller social- og sundhedsassistent Camilla Thorn Kristensen må deltage i aktiv dødshjælp. Eller noget, der bare minder om det.

Men begge kender alle de dilemmaer, som journalist Kirsten Jacobsen har beskrevet i sin nye bog ’Løftet’. Den handler om retten til at vælge livet fra og tager udgangspunkt i forfatterens 83-årige mand. Han blev ramt af en blodprop i hjernen og tilbragte de sidste måneder af sit liv i hjemmet i Skagen. Han var dybt afhængig af hjælp og døde, efter at han til sidst nægtede at indtage føde og væske.

I hele den periode veg ægtefællen stort set ikke fra hans side, men samtidig var hun fortvivlet over, at hun ikke kunne indfri parrets indbyrdes løfte om at hjælpe hinanden til at undgå det udsigtsløse liv.

”Jeg ville ønske, at han – da han stadig var bevidst – kunne sige, nu må du gerne give mig en skefuld et eller andet, der giver mig fred. Jeg havde også gerne stukket en kanyle i ham, hvis han havde bedt om det. (…) Men jeg kunne ikke slå ham ihjel,” som Kirsten Jacobsen har fortalt til Fagbladet FOA.

Håber, vi tager beslutningen for dem

Bogens bærende budskab er, at vi ikke taler om, hvordan vi kommer af med livet, når vi vil. Den pointe er Per Green og Camilla Thorn Kristensen, som har læst bogen på opfordring af Fagbladet FOA, enige i.

”Det er en bog om kærlighed og værdighed. Men også en bog om frustrationer,” lyder det således fra Per Green, der er 50 år, bor i Hjørring og har kørt ambulance i 27 år – først i Falck og nu i Region Nordjylland.

Og det kunne altså lige så godt have været ham, der for knap halvandet år siden blev kaldt til Skagen og der mødte Kirsten Jacobsen, som fire gange fortalte ambulance-mandskabet, at hendes mand ikke ønskede at blive genoplivet.

”I langt de fleste tilfælde handler det ikke om genoplivning, men om at behandle den pludselige sygdom, der er opstået. Det er det, vi gør i ambulancen. Men det er langt fra altid, de pårørende ser den forskel. De er forståeligt nok bare frustrerede” siger Per Green og fortsætter:

”Jeg møder pårørende, der siger, de nok ikke skulle have ringet 112, men altså gjorde det alligevel – og så håber de et eller andet sted, at vi stopper op og tager beslutningen. Men det kan vi jo ikke altid.”

Et stort ansvar i ambulancen

I de situationer sætter Per Green ofte sin makker på ambulancen til at tage sig af patienten, mens han koncentrerer sig om at få de pårørende til at give så mange informationer som muligt om eksempelvis patientens tidligere sygdomme, daglige medicin og funktionsniveau.

”Nogle gange møder vi patienter, som efter et langt liv med mange kroniske sygdomme og gentagne indlæggelser har givet deres pårørende et klart signal om ikke at blive genoplivet i tilfælde af hjertestop. Her kommer vi ofte til at stå i et dilemma, hvor lovgivningen siger et og hjertet noget andet. Det er en meget svær balancegang, men vi forsøger efter bedste evne at efterkomme patientens og de pårørendes ønske.”

- Bliver du aldrig i tvivl, når du står der?

”Med tiden har jeg lært at blive mere sikker. Det er sgu et stort ansvar, vi har i ambulancen. Vi skal træffe den rigtige beslutning, og det har vi ikke altid så lang tid til.”

Vi er i skudlinjen

I Vestervig på den jyske vestkyst slugte Camilla Thorn Kristensen også ’Løftet’. Og hun kan sagtens følge budskabet i Kirsten Jacobsens bog.

”Hvis det alene står til mig, vil jeg foretrække at dø i mit eget hjem i trygge omgivelser. Og jeg vil selv bestemme, hvornår det skulle ske,” siger den 36-årige Camilla Thorn Kristensen.

Til daglig arbejder hun i Thisteds kommunale hjemmepleje. Her har hun mødt borgere, der bad om hjælp til at komme herfra. Og hun har mødt pårørende, der nærmest tryglende er kommet med den samme opfordring. Men selv om hun ofte godt forstår dem, er hun aldrig kommet deres ønsker i møde.

”De er i sorg og krise, og så er det os, der kommer i hjemmet, der er i skudlinjen. Men vi er underlagt bestemmelser og lovgivning og kan selvfølgelig ikke imødekomme deres ønske om en form for dødshjælp,” siger hun.

- Hvad gør du så?

”Min vigtigste opgave er at lytte til dem, trøste dem og turde møde dem i dét, der optager dem. Når en borger fortæller mig, at det nok snart er slut, skal jeg ikke lade som om, at alt nok bliver bedre. I stedet spørger jeg for eksempel, om den pågældende er ked af det, og jeg kan dele deres håb om, at det snart får en ende. Vi skal turde gå ind i den dialog, for det bliver ikke værre af, at vi sætter ord på det.”

Pas på de pårørende

Samtidig oplever Camilla Thorn Kristensen, at ’Løftet’ også rummer mange andre facetter og perspektiver end blot spørgsmålet om retten til at bestemme over sit eget liv. Det er også en bog om, hvordan hjemmeplejen – og sundhedsvæsenet i det hele taget – kan gøre tingene bedre. Og om det at være pårørende.

”Det rammer mig, når Kirsten Jacobsen beskriver, hvordan hun fik at vide, at hun med meget kort varsel skulle sørge for at indkøbe bleer og vaskeklude og alt muligt andet, så hjemmeplejen kunne passe hendes mand. Hun var jo i krise, og den pludselige opgave kom bag på hende, og så tænker jeg på, om vi kunne gøre den slags anderledes og i større respekt.”

”Bogen understreger også, hvor vigtigt det er at have øje på de pårørende. Kirsten Jacobsen viger jo stort set ikke fra sin mands side, og det er beundringsværdigt, at hun formåede det. Men det er faktisk et mønster, vi tit ser. Ægtefællen kan være en enorm ressource, men vi ser desværre også, at det slider så hårdt på de pårørende at kæmpe, at de selv bliver meget syge. De værste tilfælde er nok pårørende til demente. Til sidst kan de ikke længere mærke sig selv. Som personale er det os, der skal handle og tænke os ind i de pårørendes frustrationer,” siger Camilla Thorn Kristensen.

- Hvad tænker du, når Kirsten Jacobsen skriver, at tabuet ikke er døden, men derimod alle de valg, vi træffer forinden?

”Det er så godt set. I dag er spørgsmålet, om vi holder liv i folk af hensyn til patienten, til etikken eller til lovgivningen. Ud fra mit personlige perspektiv skal alle have lov til at træffe det valg selv.”

Holdt løftet over for sin kone

I Hjørring har ambulancebehandler Per Green været så tæt på dilemmaet som overhovedet muligt. For seks år siden fik hans hustru Karina, der var 44 år og nyuddannet sygeplejerske, konstateret kræft. En måned og tre dage senere døde hun – ni timer efter at ægteparret havde indviet en læge og en sygeplejerske i deres aftale om, at ingen af dem ønskede at blive holdt i live for enhver pris.

”Samme aften var hele familien samlet omkring Karinas seng. Jeg bøjede mig ind over hende, kyssede hende på kinden og sagde ’jeg elsker dig, nu må du godt give slip’. Og så holdt hun op med at trække vejret,” mindes Per Green og fortsætter:

”Sammenlignet med den frustration, Kirsten Jacobsen beskriver i sin bog, kan man sige, at jeg var heldig, fordi jeg fik lov til at træffe valget og holde vores aftale. Bagefter kunne jeg dog både glæde mig over det og være ked af, at jeg fik den mulighed. Jeg har spekuleret på, om det var for hurtigt, og om hun skulle have haft en chance til. Men i dag er jeg sikker på, at hun er blevet skånet for mange ting.”