Aftale om vinterhjælp er landet: Det skal du vide

Elafgiften skal ned og børnechecken op. Sådan lyder nogle af de punkter i den så kaldte vinterhjælp, partierne netop er blevet enige om.  Colourbox

Det bliver ikke kun en indefrysning af energiprisstigningerne, der skal hjælpe danskerne igennem vinteren. Også en forhøjet børnecheck og lavere elafgift er del af den vinterhjælp, som partierne netop er blevet enige om. 

Opdateret 23. september 2022

Lavere elafgift, flere børnepenge og mulighed for at udskyde sine energiregninger.

Sådan lyder blot nogle af de punkter, som partierne netop er blevet enige om, og som blev præsenteret på et pressemøde i dag.

Aftalen om inflationshjælp – eller ’vinterhjælp, som Finansministeriet har døbt de milliarder, der er på vej til danskerne – og som er langt mere omfattende, end regeringen lagde op til, da de præsenterede indefrysningsordningen på energiregninger i forrige uge – er indgået af regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne.

”Jeg er rigtig glad for, det i nat er lykkedes at lave en meget, meget bred politisk aftale om at give en håndsrækning i en svær tid. Danskerne er hårdt ramt af inflationen, og det mærkes nu. Vi kan se ind i en vinter, hvor det bliver endnu mere markant,” sagde finansminister Nicolai Wammen (S) og understregede, at han godt var klar over, at aftalen kun var en håndsrækning og at danskernes problemer langt fra er elimineret med den. 

Regeringen: Danskerne skal kunne udskyde deres energiregninger

Børnecheck forhøjes med 660 kroner

Der er altså et bredt flertal, der mener, at en sænkelse af elafgift, forhøjelse af børnecheck og en bedre forsyning af træpiller er nødvendig. Aftalen koster statskassen fem milliarder kroner, men Nicolai Wammen forsikrede, at de penge ikke bliver taget fra velfærden.

”Der vil blive lavet en besparelse, men det er ikke noget, der sker i velfærden ude hos danskerne. Det kommer til at ske på Slotsholmen. Jeg er meget tilfreds med, at vi har landet det her i fællesskab. Det er vigtigt at danskerne kan se, at det kan samle røde og blå og andre partier,” sagde han. 

Prisstigninger får FOA-medlemmer til at droppe nødvendige indkøb – især én gruppe er hårdt ramt

Elafgift ned til minimumssats

De overordnede punkter i aftaleteksten er:

  • Indefrysningsordning for husholdninger
  • Indefrysningsordning for virksomheder
  • Midlertidig forhøjelse af børne- og ungeydelsen
  • Midlertidig lempelse af den almindelige elafgift
  • Bedre forsyning af træpiller
  • Skrotningsordningen udvides med træpillefyr
  • Forøgelse af pulje til udrulning af fjernvarme
  • Forøgelse af pulje til etableringsstøtte
  • Forøgelse af tilskud til afkobling af gasnettet
  • Lempelse af elafgift for varmepumper
  • Sænkning af eltariffer via flaskehalsindtægter

En af de centrale punkter i aftalen en sænkelse af elafgiften. Den sænkes til EU’s minimumssats på 0,8 øre per kilowatt-tim, og det svarer til en lempelse på 68,9 øre pr. kWh i de første seks måneder af 2023. Elafgiften bliver altså i første omgang sænket i et halvt år. Det koster 3,5 milliarder kroner. 

Frivillig ordning

Der blev af flere partiformænd på pressemødet understreget, at den midlertidige indefrysningsordning for husholdninger og virksomheder – altså muligheden for at udskyde betalingen af prisstigningen på el, gas og varme – kun er en frivillig ordning. Altså en ordning, man kan søge om, hvis man har lyst og brug for det. 

Helt konkret betyder aftalen, at kan man få udskudt den del af energiregningen, der overstiger priserne pr. 4. kvartal 2021. Loftet over fjernvarme fastsættes med udgangspunkt i fjernvarmeprisen i januar 2022 for de 10 dyreste fjernvarmeselskaber, så husholdninger i de fjernvarmeområder, der har de højeste priser, skærmes mod endnu højere priser. 

Den enkelte kunde skal kunne bede sit energiselskab om at få indefrosset den del af betalingen, som ligger over loftet. Energiselskabet henvender sig til staten (Erhvervsstyrelsen) for at låne det beløb, som kunderne samlet set har fået indefrosset i selskabet. Ordningen gælder for regninger i en 12 måneders periode, og forventes at gælde for regninger fra 1. november 2022 for el og gas samt 1. januar 2023 for fjernvarme. 

Det indefrosne beløb afdrages til energiselskabet i en periode på 4 år, når de 12 måneder er udløbet og kunden har haft en afdragspause på et år. I takt med at kunderne betaler det indefrosne beløb tilbage, skal energiselskabet ligeledes betale lånet (inkl. forrentning) fra staten tilbage.

Børnechecken forhøjes midlertidigt med 660 kroner per barn pr år. Beløbet udbetales i januar 2023.

Læs hele aftaleteksten her

Opdateret efter pressemødet, hvor partierne fremlagde aftalen.