Renter, restgæld og ratepension: Sådan forstår du din årsopgørelse

Scanpix
Den 24. marts 2025 er årsopgørelsen klar og kan ses i TastSelv på skat.dk. Colourbox

Snart kan godt 4,8 millioner af os se, om vi får skattesmæk eller skal have penge tilbage.

07. februar

Det er dagen, som danskerne enten frygter eller ser frem til med spænding. Den bringer ofte lange digitale køer med sig og ender i en følelse af glæde, overraskelse, forvirring eller frustration. Og nu er den lige om hjørnet. Om lidt over en måned kan du se din årsopgørelse.

Fagbladet FOA guider dig her til at forstå de vigtigste skatteudtryk, du bør kende, når du går i gang med at rette i din årsopgørelse.

  1. 1

    Årsopgørelse

    Årsopgørelsen er en oversigt over din skat for sidste år. Den kigger bagud og viser, hvad du tjent, haft af fradrag og betalt i skat det forgangne år. Din årsopgørelse for 2024 bliver frigivet mandag den 24. marts 2025. 

  2. 2

    Forskudsopgørelse

    Forskudsopgørelsen viser frem i tiden, og viser hvad Skattestyrelsen forventer du kommer til at tjene, din trækprocent og dine fradrag. Den er baseret på oplysninger, den har hentet fra det offentlige, din arbejdsplads eller det, du selv har indtastet. 

  3. 3

    A-skat og B-skat

    A-skat bliver automatisk trukket fra din løn. B-skat skal du indberette, og gælder hvis du for eksempel er selvstændig eller får ekstra indkomst. Forskellen på de to er, om skatten automatisk trækkes fra din løn, eller om du selv skal gøre det.

  4. 4

    AM-bidrag

    Alle betaler arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag), som udgør otte procent, og det fratrækkes før A-skat. Du betaler ikke AM-bidrag af offentlige ydelser som SU, folkepension, dagpenge og kontanthjælp.

  5. 5

    Fradrag

    Et fradrag er beløb, du ikke skal betale skat af. Du kan for eksempel få kørselsfradrag, hvis du har længere end 12 kilometer til arbejde. Der er mange penge at spare, hvis du har fradrag, som du kan indberette til skat. Her er en guide til, hvordan du finder ud af, hvilke fradrag, du kan få. 

  6. 6

    Restskat og overskydende skat

    Det betyder, at du skylder penge, fordi du har betalt for lidt i skat det forgangne år. Det modsatte af restskat er 'overskydende skat', som betyder, at du skal have penge tilbage fra skattevæsnet, da du har betalt for meget i skat.

  7. 7

    Trækprocent

    Trækprocenten er den procentvise del af din løn, der går til skat. I Danmark er trækprocenten for A-skat mellem 38 procent og 53 procent, og det du betaler afhænger af, hvor meget du tjener. 

  8. 8

    Renter

    Hvis du har restskat, skal du betale renter af beløbet. Du betaler mindre i renter, jo hurtigere du betaler. Læs mere om renter af restskat her. 

  9. 9

    Kapitalindkomst

    Kapitalindkomst er penge du får fra et overskud af investeringer, som eksempelvis aktier eller renter fra penge i banken.

    Du skal betale skat af dit overskud, og det bliver typisk beregnet med automatisk i din årsopgørelse. Det er dog en god idé at tjekke op på om det stemmer, når den frigives.

  10. 10

    Ratepension

    En pension der løbende udbetales og erstatter din løn, når du ikke længere arbejder. Læs mere om det her 

  11. 11

    Boligskattelån

    Det er vigtigt, at du retter din forskudsopgørelse, hvis du har købt eller solgt en bolig. For første gang nogensinde kommer boligejere til at se den samlede betaling af boligskat på årsopgørelsen. Forstå din boligskat her.

  12. 12

    Underholdsbidrag og børnebidrag

    Børnebidrag er et bidrag, den ene forælder skal betale til den anden, hvis de ikke bor sammen, fordi der i Danmark er forsørgerpligt.

    Underholdsbidrag kaldes også for ægtefællebidrag, og er kun aktuelt, hvis man bliver skilt. Her kan man risikere at skulle betale et bidrag i en kortere eller længere periode til sin tidligere ægtefælle, hvis de økonomisk er dårligere stillet. Hvis du selv modtager disse bidrag, skal det indberettes til skat. 

  13. 13

    Kirkeskat

    Hvis du er medlem af Folkekirken betaler du i gennemsnit 0,87 procent af din løn i kirkeskat. Procentsatsen afhænger af, hvilken kommune, du bor i. 


Fagbladet anbefaler