“Jeg har set mange voldsomme brande i min tid, men der er intet, der når det her”
En kæmpebrand i Vanløse har efterladt 90 familier hjemløse. Brandmand Henrik Vang Olesen var med til at kæmpe mod branden, som han både kalder for “tragisk og historisk”.
30. marts 2022
Ingen ved helt præcist, hvorfor et lejlighedskompleks i Vanløse brød ud i en kæmpebrand. Men derimod ved vi, at branden resulterede i, at 90 familier nu står uden hjem.
Ude på adressen, der ligger på krydset mellem Godthåbsvej og Grøndals Parkvej, var der i den forgangne weekend op mod 100 brandmænd fra forskellige områder i landet, som har prøvet at kvæle branden.
En af dem, der var med til indsatsen, er 54-årige Henrik Vang Olesen, som er overbrandmester i Hovedstadens Beredskab.
"Det var en meget bevægende weekend. De fleste brandfolk, inklusiv mig selv, er kommet tæt på beboerne, der har set deres hjem brænde. Det har været hårdt at føre en positiv dialog, for hvad kan man sige til én, der lige har mistet alt," siger Henrik Vang Olesen.
Ude ved lejlighedskomplekset
Branden begyndte klokken 13.47 fredag i en taglejlighed et sted i det nu nedbrændte lejlighedskompleks.
Henrik Vang Olesen kom dog først derud lørdag morgen klokken fem, da han skulle afløse nogle af hans kollegaer, der har kæmpet med branden natten til lørdag:
"Det brændte stadigvæk, da jeg ankom. Det kom bag på mig," siger Henrik Vang Olesen, der fortæller, at han i sine 27 år som brandmand aldrig har set noget lignende:
"Jeg har set mange voldsomme brande i min tid, men der er intet, der når det her. Jeg vil næsten sige, at branden er historisk. Det er aldrig sket før, at 90 boliger er brændt ned på en eftermiddag."
"Der var kun aske, murbrokker og bjælker tilbage"
Branden har i særdeleshed skilt sig ud, da den har haft en hastighed og intensitet, som Henrik Vang Olesen aldrig har set før:
"Normalt forventer man, at en brand breder sig op i sekunder, til siderne i minutter og ned ad i timer. Men ved denne brand lader det til, at den 'regel var sat ud af spil," siger Henrik Vang Olesen.
Når han ser tilbage på indsatsen mod branden, mener han ikke, der var noget, de kunne have gjort anderledes:
"Der er nogle fysiske forhold i bygningen, som har gjort, at branden spredte sig ekstraordinært hurtigt. Det var en kamp, der var tabt på forhånd."
Det kom frem i mandags, at branden har resulteret i, at hele lejlighedskomplekset skal rives ned. Det er vildt, mener Henrik Vang Olesen, som også inde i lejlighederne blev mødt af et anderledes syn end normalt:
"Jeg så ingen møbler. Og det var voldsomt. Normalt i en ildebrand, er der rester af møbler, tøj og andet inventar. Her var kun aske, murbrokker og bjælker tilbage."
"Det er tragisk"
For Henrik Vang Olesen har omstændighederne under branden været anderledes. Han har i stedet for en enkelt familie skulle tale med op til flere, der har mistet barndomsminder, ejendele og sit hjem.
"Det er her, at man skal finde sin empatiske maske frem. Det eneste de har tilbage, det er det tøj, de tog på fredag morgen, da de skulle på job. Det er tragisk, når det er én familie, men det er ekstra tragisk, når vi taler om så mange," siger Henrik Vang Olesen, der også har talt med én, der har haft tandlæge i bygningen gennem 30 år, som nu står uden hendes livsværk.
"Jeg har oplevet før, at en familie har mistet alt. Men det er ikke til at forstå, at så mange mister alt på én gang. Jeg håber, at de alle kommer godt videre."
Genhusning af beboerne blev igangsat kort efter branden.