Social- og sundhedsassistentelev Christian Dam: ”Jeg skulle bare være her i tre uger”

”Da Danmark lukkede ned, stod jeg til at blive hjemsendt fra mit job som teknisk servicemedarbejder på Gribskov Rådhus. Men da min leder spurgte, om der var nogen, der havde lyst til at hjælpe til i plejen, meldte jeg mig frivilligt. Jeg skulle hjælpe med praktiske opgaver på et rehabiliteringscenter i kommunen. 

Jeg har altid godt kunnet lide at prøve nye ting. I 2016 fik jeg en jobrotation, hvor jeg byttede job med en fra intern service på rådhuset i Gribskov Kommune. Han fik mit job, som jeg havde haft siden 1999, på genbrugspladsen. Derfor sagde jeg også ja til at prøve noget nyt på rehabiliteringscenteret, når nu jeg ikke kunne passe mit eget job.”  

”Først skulle jeg lave lidt morgenmad og kaffe til borgerne, men det greb om sig. Jeg begyndte at køre borgerne til og fra genoptræning. Og lidt senere hjalp jeg dem også i seng, når de skulle have en lur bagefter. Det gav mig blod på tanden.

Jeg skulle egentlig bare have været på centret i tre uger, men det endte med seks måneder. Der mangler så meget personale, og jeg kunne ikke bare smutte. Jeg har siddet ved døende borgere og holdt dem i hånden. Jeg har madet folk, der ikke kunne selv. Folk, der er lamme på grund af en hjerneblødning eller en blodprop, som har brug for min hjælp. Mange på rehabiliteringscentret bliver båret ind af Falck, men i løbet af en måned eller to kan de gå derfra. Det er så rørende at se. Det giver mig våde øjne bare at fortælle om det.”

”Nu er jeg startet på social- og sundhedsassistentuddannelsen, og det kommer man ikke sovende til. Men for hver dag, der går, bliver jeg mere tændt på faget. Det er den helt rigtige beslutning. Jeg kommer aldrig i nærheden af den løn, jeg fik på rådhuset. Men det er heller ikke det, der trækker. Det er at få lov at mærke smilet fra de glade mennesker, jeg gør en forskel for. Det giver mig så meget.

Folk omkring mig har kun sagt rosende ord over mit valg. ”Godt gået,” siger de politikere, jeg kender fra rådhuset og klapper mig på skulderen. Jeg blev 50 år i sommer, og jeg har ikke før taget en uddannelse. Men folk siger jo, at det aldrig er for sent.”